braiserede svinekæber
Mad

Braiserede svinekæber med rodfrugtmos

25. juni 2021
af Emma Martiny
Svinekæber er dejlig gæstemad, der let kan forberedes, inden gæsterne ankommer. Her får du opskriften på braiserede svinekæber med rodfrugtmos
3 t og 0 min4 personer
Tid i alt 4 t og 0 min

Svinekæber

  • 12 svinekæber
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 4 gulerødder
  • 2 æbler
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 1 bundt timian (gem lidt til pynt)
  • 4 dl hvidvin
  • ½-1 l hønsebouillon
  • 50 g koldt smør

Rodfrugtmos

  • 1 kg blandede rodfrugter
  • 20 g smør
  • 1 dl mælk
  • salt og friskkværnet peber

Ristede rodfrugter

  • ½ kg blandede rodfrugter
  • olivenolie
  • salt

Braiserede svinekæber med rodfrugtmos

Køb svinekæber hos din slagter. Bestil dem gerne en dag i forvejen.

  1. Svinekæbe: Puds svinekæberne fri for hinder (eller bed din slagter om at gøre det), og dup dem tørre med køkkenrulle. Tænd ovnen på 150°. Pil løg og hvidløg. Skær løg i både. Skær gulerødder i grove skiver. Skyl æbler, og skær dem i kvarter.
  2. Brun svinekæberne på alle sider i smør i en stor gryde med låg, som kan tåle at komme i ovnen bagefter. Tag svinekæberne op, og tilsæt timian, løg, hvidløg, grøntsager og æbler. Steg, til løgene begynder at tage farve, og tilsæt svinekæberne igen. Hæld hvidvin og bouillon i gryden, så det dækker, og bring i kog. Læg låg på, og sæt retten i ovnen i 2 timer, til svinekæberne er helt møre.
  3. Tag kæberne op, og si saucen over i en mindre gryde. Kassér alle grøntsagerne. Bring saucen i kog, og lad den koge ind i ca. 30 minutter, indtil den begynder at tykne. Tilsæt koldt smør, og rør til en blank sauce.
  4. Ristede rodfrugter: Skru ovnen op på 200°. Skrub eller skræl rodfrugterne. Skær dem i små tern, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend rodfrugterne i olie, drys med salt, og bag dem i ovnen i 20 minutter, til de er flot gyldne.
  5. Rodfrugtmos: Skræl rodfrugterne, og skær dem i grove tern. Kog dem i vand i 20 minutter i en gryde, til de er møre. Hæld vandet fra gryden. Mos rodfrugterne med en kartoffelmoser eller stavblender. Tilsæt smør og lun mælk undervejs. Smag til med salt og peber.
  6. Lun svinekæberne i den varme sauce, og servér med rodfrugtmos. Pynt med ristede rodfrugter og evt. lidt frisk timian, og dryp med sauce.

Hvad er svinekæber?

Svinekæber er muskler, der sidder på grisens kinder. Det er et relativt sejt stykke kød, men det er meget taknemmeligt at tilberede. Det er vigtigt at fjerne den sølvagtige sene, der sidder på forsiden af kæberne, inden tilberedning.

Tilberedning: Det smager super lækkert at tilberede svinekæber i øl, hvidvin, rødvin eller fond. De kan tilberedes på en grill, i ovnen og i en gryde (f.eks. stegeso).

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

Læs også