filodejstarteletter
Hovedretter

Filodejstarteletter med hønsekød og grønne asparges

Lav tarteletter i en let og dekorativ udgave ved at bruge papirtynd fillodej, der bliver knasende sprød i ovnen. Her får du opskriften på filodejstarteletter med hønsekød og grønne asparges

Forberedelsestid: 40 min
Tilberedelsestid: 7 min
Tid i alt: 47 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

4 ark fillodej
2 spsk. olivenolie
12 faste muffinforme

HØNSEKØDSFYLD

4 kyllingebrystfileter
1 l hønsebouillon
20 g smør
2 spsk. hvedemel
2 dl piskefløde
saft af ½ citron
1 bundt grønne asparges
salt og friskkværnet peber

GRØN SALAT

1 hovedsalat
2 spsk. olivenolie
1 spsk. hvidvinseddike
salt og friskkværnet peber

TIL SERVERING

1 håndfuld skovsyre
1 bundt ærteskud

Opskrift - sådan laver du filodejstarteletter med hønsekød og grønne asparges 

 
1. Tænd ovnen på 180°. Fold fillodejen ud, og del hvert ark i 6 lige store stykker. Pensl hvert stykke med olie. Læg dernæst stykkerne sammen 2 og 2, så de danner en stjerne. Læg forsigtigt hver ”fillodejsstjerne” i en muffinform, så du får 12 tarteletter. Bag dem i ovnen i ca. 7 minutter, til de er gyldne og sprøde.
 
2. HØNSEKØDSFYLD: Læg kyllingefileterne i kogende bouillon i en gryde, så væden dækker kyllingen. Lad det simre svagt under låg i 15 minutter. Sluk for varmen, og lad gryden stå i 10 minutter. Tag kødet op, og gem 3 dl bouillon. Riv kyllingekødet i mindre stykker med 2 gafler.
 
3. GRØN SALAT: Skyl og pluk salaten. Vend salatbladene i olie, eddike, salt og peber.
 
4. HØNSEKØDSFYLD, FORTSAT: Smelt smør i en gryde, og rør mel i. Tilsæt bouillonen, en smule ad gangen, under omrøring. Rør fløde i gryden, og smag til med citronsaft. Knæk de træede ender af aspargesene, kassér dem, og skær aspargesene i skrå skiver. Tilsæt dem sammen med trevlet kyllingekød, og lad fyldet simre i 5 minutter. Smag til med salt og peber.
 
5. SERVERING: Fordel hønsekødsfyldet i tarteletterne. Pynt med skovsyre og ærteskud, og servér med grøn salat som tilbehør.
 
TIP: Hvis aftensmaden skal hurtigere på bordet, kan du købe tarteletbunde, der allerede er færdiglavede.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

 

Mandag: Dampet kylling med urter og græskarkerner – Få opskriften her

Tirsdag: Boller i karry med kokos og mango – Få opskriften her

Onsdag: Rugbrødssandwich med lakserilette – Få opskriften her

Torsdag: Risotto med spinat og ærter – Få opskriften her