lammekølle
Mad

Lammekølle med karljohankartofler og spinatsalat med bacon

28. marts 2022
af Carsten Kyster
Foto: Columbus Leth
Påskemiddag: Lammekølle hører påsken til. Start med lammekøllen dagen før, så den har god tid til at marinere på køl.
4 personer

LAMMEKØLLE

  • 1 udbenet lammekølle
  • 6 kviste rosmarin
  • 4 fed hvidløg
  • skal af 1 usprøjtet citron
  • salt og friskkværnet peber
  • kødsnor

KARLJOHANKARTOFLER

  • 10 g tørrede karljohansvampe
  • 1 kg aspargeskartofler
  • salt og friskkværnet peber

SPINATSALAT MED BACON

  • 100 g bacon (i et helt stykke)
  • 16 grønne asparges
  • 100 g babyspinat
  • 1 rødløg
  • 2 spsk. sød sennep
  • 2 spsk. olivenolie
  • saft af 1 citron
  • salt og friskkværnet peber

Lammekølle er forårsbebuderen over dem alle og kan tilbredes i et utal af variationer. Denne lammekølle skal du starte på dagen før, da den skal have god til til at marinere.

Lammelølle: Rids lammekøllen forsigtigt hele vejen rundt. Hak rosmarin, hvidløg og citronskal fint; gnid det godt ind på begge sider af kødet sammen med salt og peber, og bind kødet sammen med kødsnor. Læg kødet i en stor frysepose, og læg det på køl til dagen efter.

Karljohankartofler: Læg svampene i blød i lunkent vand i 1 time. Skyl dem, pres væden fra, og hak dem groft. Skær kartoflerne i tynde skiver med skræl på, og bland dem med svampe, salt og peber i et stort ovnfast fad. Læg den marienrede lammekølle oven på kartoflerne. Dæk kartoflerne med ca. ½ l vand. Steg det hele i en 185° varm ovn i ca. 1 time og 40 minutter, til kødets centrumtemperatur er 65-70°. Lad den færdigstegte lammekølle hvile i 15 minutter.

Spinatsalat med bacon: Skær bacon i små skiver, og steg dem sprøde på en tør pande. Knæk den nederste, træede ende af aspargeserne, og kog aspargeserne i 2 minutter. Skyl og tør spinaten. Pil rødløget, og skær det i tynde skiver. Rør sennep sammen med olie og citronsaft, og smag til med salt og peber. Vend dressingen sammen med spinat, asparges, bacon og rødløg. Skær lammekødet i tynde skiver, og servér med kartofler og spinatsalat.

Læs også