Citronfromage med sprøde tuiles
Mad

Citronfromage med sprøde tuiles

10. februar 2022
Af: af Carsten Kyster
Foto: Columbus Leth
Citronfromage er en klassiker, som aldrig går af mode. Lav den gerne dagen i forvejen, og sæt den i køleskabet. Så behøver du kun lige at anrette den med flødeskum og tuiles, når den skal serveres.
4 personer

CITRONFROMAGE

  • 4 blade husblas
  • 3 pasteuriserede æg
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. fintrevet skal af 1 usprøjtet citron
  • ½ dl friskpresset citronsaft
  • 2½ dl piskefløde

TUILES

  • 40 g smør
  • 40 g hvedemel
  • 40 g flormelis
  • 2 æggehvider

Sådan laver du citronfromage

  1. Citronfromage: Læg husblas i blød i en skål med rigeligt koldt vand i 10 minutter. Pisk æg og sukker til en lys og luftig masse med en elpisker i nogle minutter. Jo mere du pisker, jo mere luftig bliver fromagen.
  2. Tag husblassen op af vandet sammen med det vand, der hænger ved, og læg den i en varmefast skål. Sæt skålen i en lille gryde med kogende vand i bunden, og lad husblassen smelte.
  3. Rør citronskal og citronsaft i den smeltede husblas, så den afkøles og bliver lunken (lillefingervarm).
  4. Hæld husblas-citron-blandingen i æggemassen i en tynd stråle, mens du pisker konstant i æggemassen med elpiskeren.
  5. Pisk fløden til skum (gem lidt til pynt), og vend det forsigtigt i den let stivnede æggemasse med en dejskraber.
  6. Fordel citronfromage i 4 portionsskåle, dæk dem med husholdningsfilm, og sæt dem i køleskabet i mindst 2 timer eller gerne natten over.
  7. Tuiles: Tænd ovnen på 185°.
  8. Smelt smørret, og pisk det sammen med mel, flormelis og æggehvider.
  9. Læg 1 spsk. dej ad gangen i klatter på en bageplade med bagepapir, og smør hver dejklat ud i et fladt, langt stykke på ca. 10 cm.
  10. Bag kagerne i ovnen i 8-10 minutter, til de er gyldne i kanterne. Lad dem køle af på en bagerist.
  11. Anret citronfromage med en skefuld flødeskum og sprøde tuiles.

Guide: Klumpefri husblas

Tricket til en perfekt citronfromage er en fejlfri husblas. Det lyder svært, men det er det ikke.

  • Udblød husblas-bladene ét for ét. Brug masser af koldt vand i en stor skål, så du har god plads til arbejdet.
  • Smelt husblassen i et vandbad i stedet for direkte i en gryde – så brænder den med garanti ikke på.
  • Din smeltede husblas skal være lunken, når du bruger den.
  • Sørg for at hælde med en tynd stråle, når du pisker den i massen.
  • Sørg for at massen er stivnet en smule før du vender flødeskum i.

Tips til servering:

  • I stedet for tuiles kan du servere citronfromage med flere andre lækre ting.
  • Flødeskum er en sikker vinder. Prøv evt. en version rørt op med lakridspulver.
  • Kandiserede citroner er smukke og passer perfekt til citronfromage.
  • Brændt marengs er en klassiker.
  • Friske bær og høvlet hvid chokolade er nemt og lækkert.
  • Hindbær og mynte passer skøn til citronfromage, og pynter flot på toppen.

Andre citronfromager:

  1. Klassisk citronfromage
  2. Nem citronfromage

Citronfromagens oprindelse:

Den her dessert er kendt fra Norditalien med navnet Panna cotta al limone, som løst oversat betyder flødebudding med citron – ganske rammende. Buddingedesserter er klassiske desserter flere steder i verden, og særligt i Midt- og Sydeuropa.

Opskriften på den lækre citronfromage er en del af en komplet påskemiddag – få resten af opskrifterne her:

Læs også