Laks med topping og kålsalat
Aftensmad

Laks med topping og kålsalat

af Louise Dandanell Ørsted 23. november 2016
Foto: Martin Tanggaard
Laks er altid nemt til hverdag, men hvis du mangler lidt inspiration, så se her! I selskab med en italienskinspireret topping og en vinterlig kålsalat bliver din mave virkelig glad.

Med et stykke laks er du altid tæt på et godt måltid - for den fede fisk er genial genvej til hurtig aftensmad, hvor du får masser af Omega-3 og smag. Her topper vi fisken med sennep, kapers og pesto og serverer en skøn, sprød kålsalat til. Vil du gøre retten mere mættende, kan du servere groft brød til. Husk god olivenolie og salt til at dyppe brødet i. Retten passer til 2 personer og tager ca. 30 minutter.

Du skal bruge:

2 laksefileter

Salt, peber

2 tsk. dijonsennep

1 spsk. rød pesto

2 tsk. kapers

⅓-½ hvidkål

2 avokadoer

1 æble

1 bdt. dild

½ spsk. citronsaft

½ tsk. dijonsennep

1 tsk. akaciehonning

2 spsk. olivenolie

En håndfuld mandler, gerne saltmandler

Lyst til mere laks? Prøv denne lette opskrift fra Anne Larsen!

Sådan gør du:

Opvarm ovnen til 160º.

Krydr laksefileterne med salt og lad dem trække, til ovnen er varm. Smør laksefileterne med sennep og derpå tomatpesto og top med hakkede kapers. Sæt fadet midt i den varme ovn og bag ca. 15 min., til laksen er netop gennembagt.

Skær hvidkål i tynde strimler, gerne på et mandolinjern. Skær avokado og æble i tynde både og hak dild. Kom det hele i en skål.

Rør citron, sennep og honning sammen. Tilsæt olien i en tynd stråle og rør til dressingen samler sig. Smag til med salt og peber og vend i salaten. Top med grofthakkede mandler.

Kulør på kålen

»Kalibos« er en rødlilla spidskål, der kan bruges rå i salater og kogt eller stuvet. Spidskål trives i velgødet, lerholdig jord der ikke er for sur, og de må ikke lide af vandmangel.

Knudekål eller glaskål er meget sprød og lækker og findes både i hvid og lilla, begge med hvidt kød. Det er vigtigt, at planterne ikke mangler vand, mens de udvikler »knuden«.

Rosenkål findes i dekorative lilla farver. Dyrker man en vintersort, kan der høstes små friske, sprøde rosenkål gennem hele vinteren. Deres gode smag kommer frem, når de har fået frost.

Palmekål er meget dekorativ og kan sagtens bruges i staudebedet eller i krukker. Det er en grønkål, men har en bedre spisekvalitet en den almindelige. Sorten »Nero di Toscana« tåler en del frost.

Der findes blomkålssorter i både orange, lysegrøn og lilla. Blomkål skal først plantes, når der ikke længere er risiko for frost, da kulde kan få dem til at blomstre tidligt i stedet for at danne et tæt og fint hoved.