Opskrift på gulerodsvafler med avocado, rødløg og røget laks
Aftensmad

Gulerodsvafler med avocado, rødløg og røget laks

af Camilla Biesbjerg Markussen 21. november 2019
Foto: Columbus Leth
Vafler til aftensmad! Har du ikke et vaffeljern, kan dejen også steges som pandekager. Her får du opskriften på gulerodsvafler med avocado, rødløg og røget laks.
40 min 4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 4-5 gulerødder
  • 200 g grovvalsede havregryn
  • 4 æg
  • 6 dl mælk
  • 1 tsk. Bagepulver
  • Salt og peber
  • Olie til stegning

Topping:

  • 2 modne avocadoer
  • 1 rødløg
  • 250 g røget laks i skiver
  • 200 g cremefraiche 18 %
  • 1 bundt brøndkarse
  • Salt og peber

Opskrift – sådan laver du gulerodsvafler med avocado, rødløg og røget laks

Skræl og riv gulerødder. Blend havregryn til groft havremel i en blender eller foodprocessor. Pisk æg og mælk sammen i en skål med et piskeris. Tilsæt revne gulerødder, havremel, bagepulver, salt og peber, og pisk det godt sammen til en ensartet dej. Lad dejen hvile i 15 minutter.

Tænd ovnen på 150°. Opvarm vaffeljernet med lidt olie, og hæld ca. 1 dl dej på pladen. Bred dejen godt ud, og luk låget. Steg vaflerne, til de er gyldne og gennembagte. Gentag med resten af dejen, indtil du har 6-8 vafler i alt. Hold dem varme i ovnen undervejs, evt. under et stykke alufolie.

Topping:Flæk avocadoerne, fjern stenene, og skær avocadokødet i skiver. Pil rødløget, og skær det i tynde skiver. Del dem i ringe. Top gulerodsvaflerne med avocado, rødløg, røget laks og cremefraiche, og pynt med skyllet brøndkarse. Krydr med salt og peber, og servér straks.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Risotto med butternutsquash, spinat og pancetta – få opskriften her

Tirsdag: Ovnstegte kyllingelår og gnocchi med grønkål – få opskriften her

Onsdag: Meatball-sandwich med tomatsauce og rucola – få opskriften her

Torsdag: Bagt pasta med aubergine, svampe og mascarpone – få opskriften her