Aftensmad

Andebryst med figensky

af Camilla Zarah Lawes 28. marts 2022
Foto: Columbus Leth
Spændende kombination af sød frugt og mørkt kød fra et lækkert andebryst

DET SKAL DU BRUGE

  • 800 g kartofler med skræl, delt i halve
  • 4 stilke citrontimian
  • 5 spsk. olivenolie
  • havsalt
  • friskkværnet peber
  • 2 andebryster

FIGENSKY

  • 5 spsk. sukker
  • 1 dl hindbæreddike
  • 3 dl mild hønsefond
  • 4 figner delt i 6 både hver
  • 40 g koldt smør
  • havsalt
  • sukker
  • friskkværnet peber

PYNT

  • citrontimian

Kom kartoflerne i et smurt ovnfast fad, dryp med lidt olivenolie, og drys med citrontimian og salt og peber. Bag kartoflerne i en 175° varm ovn i 25 minutter. Rids fedtkanten på andebrysterne, og steg dem med fedtsiden nedad på en meget varm pande, til fedtet er flot gyldent. Vend brysterne, og steg dem i 2 minutter på kødsiden. Tag dem fra varmen, og steg dem færdige i en 175° varm ovn i 8 minutter. Lad kødet hvile i 6 minutter, før du skærer det i tykke, skrå skiver. Smelt sukkeret i en gryde, til det bliver lys karamel. Hæld eddiken på, og bring det i kog. Hæld fonden på, tilsæt halvdelen af fignerne, og lad det hele koge i ca. 5 minutter. Si saucen, jævn med smør, og smag til med salt og sukker og peber. Vend fignerne i, når saucen er let tyk og varm. Servér andebrystet med kartofler og figensky, og pynt med frisk citrontimian.

 

Læs også:

Andebryst i portvinssauce med kirsebær

Fyldte portobellosvampe

Kyllingeterrine med blommer og mandelpesto