"Jeg brugte to år på at afvise mit livs kærlighed"

Man skulle ellers tro, at sådan en omgang corona-lockdown ville være befordrende for musik-kreativiteten, ikke? Oceaner af tid til at komponere, ned i hjemmestudiet i huset i Reykjavik, sangene ville vælte frem.

Men Tina Dickow tørrede nærmest ind. Fordi: Der på én gang skete alting og absolut ingenting. Først langt inde i pandemien piblede sangene frem.

“Bitte små ryk” er albummets meget sigende titel. Hendes første nogensinde på dansk.

Hun står og venter oppe for enden af rulletrappen i NH Collections hotelfoyer på Christianshavn. Med godt en halv meter lange fletninger og et ternet uldtæppe omkring sig.

Hendes mand, Helgi, og deres tre børn er på Island, hun er på kort besøg. Det øsregner udenfor, hun har lige gået halvanden time for at medvirke i en podcast, blev grundkold, men gik hele vejen.

Tina har en utrolig evne til nærvær. Ligesom til koncerterne, hvor hun, sangene og publikum nærmest magisk bliver en symbiotisk organisme.

Så vi taler sammen om det, der betyder noget. Og det betyder noget, at vi taler sammen. Dén følelse.

– Det har været en underlig tid. Jeg synes egentlig, det først er nu, jeg begynder at finde benene igen.

Tina stod på stranden i Island, da verden lukkede. Det var sådan, det føltes. Børnene legede i sneen, himlen var høj, sommerhuset skønt, naturen uforstyrret, alt åndede fred.

Hun hørte nyheden på sin mobil: Danmark lukkede sine grænser på grund af coronasituationen. Alle danskere i udlandet skulle skynde sig hjem. Det var alvor. Hun kiggede på sine forældre, der var på besøg fra Danmark.

– De blev sendt hjem på et af de sidste fly, og vi vidste ikke, hvornår ruterne åbnede igen. Absurd. Det var så uvirkeligt. Jeg kunne ikke længere selv flyve hjem.

Blev du bange?

– Jeg blev da helt vildt bange! Bange for, at det var enden på livet, som vi kender det. Pludselig så jeg Strøget for mig med planker for alle butiksvinduerne. Jeg tænkte: Alle firmaer går ned nu, alle mister deres arbejde, bliver desperate, og hvem ved, hvad dét kan føre med sig af kaos og elendighed!

– Helgi og jeg havde mærkeligt nok i forvejen forberedt en pause på ubestemt tid, så på den måde var det arbejdsmæssigt ikke en stor ting. Men … jeg følte: Verden er en anden nu, og jeg kan ikke forestille mig at gå på scenen og synge mine gamle sange igen.

– De er skrevet, før vi vidste, at sådan noget her kan ske, de er naive og utidssvarende, nu må jeg skrive noget nyt.

Men:

– Jeg var fuldstændig uinspireret og lammet til at starte med. Det var jeg længe. Jeg havde følelsen af, at jeg ikke kunne skrive om noget, som havde nogen relevans i en verden, der var ved at falde sammen. Det er den kontrast, sangen “Hjertestorm” beskriver. Der skete ingenting, og der skete alt.

Er det så et vemodigt eller et håbefuldt album?

– Det er … blevet til i en vemodig tid, vil jeg sige. Men altså også en tid, hvor jeg har oplevet mig selv mere håbløs end nogensinde før.

Altså uden håb? Eller håbløs?

– Begge dele måske! Men jeg synes alligevel, der er kommet et håbefuldt album ud af det. Også for mig. Der er håb og fremdrift i overhovedet at beskæftige sig med at skrive om livet, lykken, mennesket og vores vilkår og situation.

– Så der, hvor jeg står nu, er jeg håbefuld. De sidste år har vist, at selv i de helt store kriser er der plads til små sange om kærlighed og det nære. At det måske er lige præcis den slags sange, vi har brug for.

Konflikter

Tina og Helgi arbejder stort set altid sammen, både på hendes musik og på hans.

De kommer hver især med deres sange, færdige eller næsten færdige, og går i hjemmestudiet for arbejde de forløsende versioner frem. Det indebærer kritik af hinanden.

– Og det er helt vildt sårbart. Når man arbejder med musik, ER det bare svært at give kritik og være uenige, uden at det bliver taget personligt. Det har også været enormt svært igennem min karriere, når jeg har været i studiet eller har skullet spille koncerter med andre. Især når man er chefen.

– Med lige præcis Helgi er det nemmere med end så mange andre, fordi vi er så tætte. Med der er da masser af konflikter og diskussioner. Også flere denne gang, end der nogensinde har været før. Måske har jeg været mere … touchy, fordi albummet har været på dansk.

Hun griner og siger:

– Med ham og mig … Når vi turnerer, er vi også sammen. Vi er ved Gud vant til at være under pres sammen, vi har set alle de voldsomste sider af hinanden, når man virkelig er trængt op i en krog. Og egentlig har jeg været ude i mange kroge med albummet her. Med mere tvivl og skrøbelighed end tidligere. Det har ikke været en nem fødsel.

– Så bølgerne har indimellem gået meget højt i studiet. Men Helgi kender mig så godt. Og han har en ukuelig kærlighed til at skabe musik, det betyder, at hvis musikken er god, har det været det hele værd. Vi møder hinanden på midten lige bagefter. Jeg tror bare, vi lader det gå lidt hen over hovedet på os, når der er konflikter.

I diskuterer ikke videre hjemme i køkkenet?

– Jo, det gør vi tit. Altså, vi tager ikke skænderierne med i køkkenet, men vi snakker da om musikken, det er en del af livet hjemme hos os. Når man arbejder, som vi gør, hvor vi har vores studie i hjemmet, så er det ET stort økosystem af børn, familieliv, parforhold, arbejde og musik, der skal fungere.

– Jeg synes egentlig, det fungerer virkelig godt, mod alle odds – og fordi det er Helgi – jeg føler tit, det er lidt af et mirakel, at vi fandt hinanden. Når man kører to musikkarrierer sammen med et familieliv med tre børn, tror jeg ikke, der ville skulle så meget til at vælte læsset, men dér kan vi alligevel et eller andet sammen, som får det til at spille.

Tabuer

Tina har med sin musik en nærmest aldersløs adgang til sit publikum. De er teenagere og tudsegamle og alt derimellem.

– Det er fantastisk og noget af det, jeg er allermest stolt af. Jeg har altid gerne villet skabe det rum, hvor man har følelsen af, at vi alle sammen er i samme båd.

Du er 44, kan du selv mærke en aldersfornemmelse?

– Ja. Min branche har altid været besat af ungdom. Allerede da jeg flyttede til London som 24-årig, blev jeg opfordret til at lyve mig yngre, så selv dengang følte jeg mig gammel.

– Nu står jeg et sted midt i livet, hvor jeg skal beslutte mig for, om jeg vil tage imod det at blive ældre – altså “rynker-og-gråt-hår-ældre” – eller om jeg vil kæmpe imod. Som om det var en mulighed! Der er jo ikke noget alternativ.

Hun griner. Kort.

– Heldigvis er så mange ting under redefinering lige nu. Tabuer bliver brudt ned, normer ændrer sig. Bl.a. noget med modne kvinder, hvis det er det, man kalder sådan en som mig. Der er ved at komme en større bevidsthed om, hvor meget modne kvinder har at byde ind med.

– At man ikke skal være usynlig, bare fordi man er blevet 50. Jeg føler faktisk, at der ER en bevægelse. Også i mig selv. Hvis jeg lige vil høre en podcast eller læse et interview, ender det næsten altid med at være med erfarne kvinder med noget på hjerte.

– Alt det med skønhedsidealer og køn er også ved at blive åbnet. Boldene er kastet, så må vi se, hvor de lander. Jeg glæder mig over, at jeg oplever, at min egen datter vil få friere rammer i sit liv, end jeg har haft, i forhold til hvordan hun vil se ud og opføre sig, og hvor hun vil sætte sine grænser. Da jeg var ung, var der f.eks. kun én måde at være smuk på, og det var at være tynd. I dag er der 1.000 måder.

Hvad med dig og #MeToo? Har du oplevet ting?

– Det har jeg faktisk ikke, og jeg har tit tænkt over hvorfor. Om det er, fordi jeg altid har været sådan … 100 procent usexet, når det kommer til min musik og mit arbejde, haha. Om det har noget med min opførsel at gøre.

– Men egentlig tror jeg, det er, fordi jeg altid selv har været chefen. Jeg har ikke arbejdet under andre, hvor der har kunnet opstå usunde balancer. Og jeg har haft et lille hold af mennesker tæt på mig lige fra starten. I over 20 år.

Gnisten

En del af årsagen hedder muligvis også – Helgi. De startede som kolleger.

– Vi havde et fuldstændig øjenåbnende sjælevenskab og samarbejde på et tidspunkt, hvor jeg virkelig havde brug for en, der kunne give mig et ordentligt skud glæde ved musikken og ved at optræde. Han kom ind i mit liv og var simpelthen sådan en inspiration.

– Han var forlovet med en østrigsk pige, som var flyttet til Island for ham, så der lå ikke noget som helst i kortene, men der opstod alligevel en gnist imellem os, som lige kortvarigt var inde og forvirre tingene. Og så var jeg videre. Men han … tog hjem fra turné og slog op med sin forlovede og sagde “KNIPS, så gør vi det, nu er jeg klar.”

Det var Tina bare ikke. Igennem et års tid turnerede de sammen og spillede 100 koncerter rundt i hele verden ...

– … hvor han hårdnakket insisterede på, at det var ham, der kunne gøre mig lykkelig, og at vi var meant to be. Og hvor jeg bare afviste ham igen og igen. Jeg tænkte ikke, at han var … the one altså. Det handler også om, at han var så utrolig ked af, at jeg ikke kunne se det, han kunne se.

– Han var så sikker på, at vi kunne blive lykkelige sammen, så han var i virkeligheden en skygge af sig selv i det år. Han var svær at blive forelsket i, fordi han var så ked af det.

Hvordan kunne du holde ud at være i det?

– Det kunne jeg kun, fordi jeg elsker ham så højt, og pga. det, vi havde sammen i musikken og på scenen. Dér var det så magisk. Havde det været enhver anden, havde jeg sendt ham hjem fra turné og sagt, “jeg finder en anden at spille med”, men … vi var jo så tætte.

– Det var skrækkeligt. Især for ham, men også for mig. Da der til sidst var hul turnéplanen, fik jeg sagt til ham: “Nu må du komme videre, lad os ikke turnere sammen, før du er kommet over det her.”

Hun skifter umærkeligt til nutid:

– Han tager hjem til Island, møder en guddommeligt smuk Hollywood-skuespillerinde, som forelsker sig i ham, og han forelsker sig i hende. Han og jeg har stadig kontakt igennem det forløb, og jeg er sådan set glad på hans vegne.

Bid lige mærke i det der “sådan set”.

– Men … altså lige pludselig føler jeg mig ensom, jeg føler lidt, at jeg har tabt vores sjælevenskab, men jeg er glad på hans vegne, jeg synes, det er det rigtige, der er sket.

Tina og Helgi laver stadig musik sammen. Så hun rejser til Island for at lade ham producere en ny sang, et par måneder efter han har mødt sin kæreste.

– Og han har bare totalt styr på det, er superglad, bare sig selv igen. Han er den samme mand, som jeg mødte dengang, gnisten opstod. I løbet af de dage indser jeg, at jeg har brugt to år på at afvise mit livs kærlighed.

Så stod du med fletningerne i postkassen?

– Ja. Og jeg vidste ikke, om jeg skulle sige det til ham eller bare … undertrykke det. Jeg var fuldstændig i chok. Også fordi jeg egentlig ikke vidste, om jeg kunne stole på mig selv. Det værste ville være, hvis jeg sagde det til ham, og han rent faktisk godt ville turde give det en chance, og jeg så skiftede mening igen. Men jeg fik sagt det til ham.

– Jeg fik også skrevet en sang meget specifikt om det: “Watching Him Go”. Så kunne han godt se, hvad der foregik, men han blev bare pissesur: Jeg kunne simpelthen ikke være bekendt at komme tilbage og være klar! Dét turde han i hvert fald ikke kaste sig ud i. Det var sådan, han tænkte – at selvfølgelig mente jeg det ikke, jeg kunne bare ikke unde ham hende, han havde mødt.

Befriende

Klip til en arbejdsmæssig telefonsamtale nogle måneder senere.

– Så sagde han: “I øvrigt har jeg slået op med hende”. I et splitsekund blev jeg hunderæd for min egen reaktion, men lynhurtigt kunne jeg mærke varmen og smilet brede sig og tænkte, “DET HER, det var meant to be”. Der gik et halvt år, så købte vi hus sammen på Island, selv om jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle bo der.

Han havde jo ret?

– Han havde nemlig ret. Fuldstændig. Det var ærgerligt, at vi først skulle igennem alle de ting. På den anden side … vi har været ude i alle hjørnerne sammen. Inden.

Kærlighed er også et valg?

– Absolut. Et valg, man skal være klar til at træffe. Fordi det er noget, man skal vælge til hver dag. Og arbejde for hver dag. Det, synes jeg, faktisk er fantastisk befriende. Efter at være blevet voksen og have fundet Helgi og have giftet mig … altså at vide, at det har jeg VALGT.

– Førhen var der de perioder, hvor man hele tiden skulle analysere: Guuud nej, er det her værd at blive for? Er det begyndelsen til enden? Hvor man hele tiden læste alt muligt ind i de nedture, man måtte have i et forhold.

– “Er det virkelig det?” Nu melder den tvivl sig aldrig. Fordi jeg vælger det. Hver dag. Jeg ved udmærket godt, at om to dage kan jeg “se” ham igen, så forelsker jeg mig igen.

Og en vigtig detalje:

– Jeg tror på, at man skal slukke for sin fluebens-liste. Og for alle de tanker, man har om, hvordan man selv skal være som kvinde eller som partner.

Outsider

Tre børn og en god bid liv på Island senere.

– Vi har det fantastisk, men jeg lever da også med følelsen af, at “man kan ikke få det hele”, og jeg savner tit Danmark og følelsen af at være hjemme. Det at komme til Aarhus og København. Dér hvor min familie og vennerne bor.

– Der er en helt anden identitet i det, der trækker alle mulige tråde tilbage i livet. Når jeg er på Island, føler jeg mig stadigvæk som en outsider. Det kan jeg jo godt lide, det er inspirerende, jeg har altid søgt steder, hvor jeg har lov til at føle mig som en outsider.

– Men at der nu kommer et album på dansk, hænger nok sammen med, at jeg aldrig har savnet Danmark så meget som i de sidste år og måske aldrig har følt mig mere dansk end her, hvor jeg har været afskåret fra Danmark og familien.

Krise?

– Ikke en krise, men der har været noget svært ved den periode, hvor vi ikke kunne rejse, og planerne igen og igen blev lagt ned af restriktioner. På et tidspunkt begyndte jeg at føle, at jeg var ved at miste fornemmelsen af Danmark. Jeg følte, at jeg ikke længere havde det i mig på samme måde.

– Det var næsten det sværeste. At jeg også var ved at miste følelsen af mine fans. Alle dem, jeg plejer at føle et fællesskab med i forhold til musikken og glæder mig til at komme hjem og spille for. Jeg ved ikke, om det er rigtigt eller ej, men jeg har fornemmelsen af, at jeg ved, hvem de alle sammen er, at jeg tapper ind i en eller anden stemning.

– Som jeg lige pludselig følte, at jeg var afskåret fra. Den fingerspitzgefühl, jeg altid har følt, jeg har haft med Danmark, var ligesom gledet fra mig. Det skabte et savn, som nok også var det, der fik mig til at gå til tasterne for et år siden og spørge på de sociale medier, om vi skulle skrive en sang sammen.

Ideen var, at folk i løbet af en dag kunne komme med inputs.

“Hvad skal sangen hedde?” spurgte Tina. Der kom tusindvis af forslag. Hun valgte 10, som folk kunne stemme om. De valgte “Hjertestorm”.

“Hvad handler den om, hvad lægger I i det?” spurgte Tina så. Og folk skrev løs og delte deres tanker.

– Det var enormt, folk gav så meget, jeg fik virkelig indblik i, hvordan de havde oplevet det første år med corona. Jeg var overrasket over, at der var så meget HÅB og optimisme. Det var ikke ren håbløshed det hele.

– Der var virkelig meget, “Det bliver bedre” og “Lige henne om hjørnet” og “Lyset kommer”. Det var vældig opløftende. Samtidig var det også så tydeligt, at det var alt og ingenting på samme tid, at det virkelig var ekstremerne. “Jeg er lykkelig, og jeg er ulykkelig”. “Jeg er fanget, og jeg er fri”.

– Alle sad et enormt kontrastfyldt sted: “Jeg sidder her i det rolige liv, som jeg ikke anede fandtes, jeg er kommet ud af hamsterhjulet, alligevel er jeg helt vildt urolig og bange.” Lige præcis det valgte jeg at lade sangen handle om.

– De her kontraster, sådan en fuldstændig overvældende følelsesstorm i et hjerte. Det var en vigtig sang for mig at arbejde med, for det gav mig noget af forbindelsen tilbage med nogle fans, som jeg sgu ellers var ved at … miste forbindelsen til.

Der er en grund til, at sangene er så særlige for hende. De skaber et særligt rum, hvor folk kan møde hinanden. Men også – og ikke mindst:

– Sangene er noget af det, der har været det solide i mit liv. Sangene har jeg kastet som små ankre i livet. De ændrer sig aldrig, ingen kan tage dem fra mig eller ødelægge dem, de er der bare. Det er det særlige ved sange, for der er virkelig ikke mange ting i ens liv, man på den måde kan stole på, er for life.

Har du været i fred med dit ellers usolide liv?

– Nej det har jeg ikke. Det har da ikke været nemt. Overhovedet. På mange måder ligger det mere til min natur at ville det regelmæssige. Men der er en enorm frihed i at være i det midlertidige, ikke? I det midlertidige kan du altid tænke, at det bliver bedre i morgen, der sker noget nyt.

– Hvorimod du, når du pludselig lander i det faste, solide liv – som jeg til sidst er landet i – har et problem, hvis det ikke er godt i dag, for så bliver det nok heller ikke godt i morgen. Jeg har elsket det fuldstændig midlertidige kuffertliv, som jeg dyrkede i så mange år.

– Jeg gjorde ALT for at være fri og fuldstændig uforpligtet. Også på folk. Der var ingen, der vidste, hvor jeg var, og ingen forventede, at jeg skulle komme til noget som helst. Den eneste forventning var, at jeg stod på scenen, når der var koncert.

Frihed

Det var sådan det var, dengang hun havde købt en lejlighed i Holsteinsgade på Østerbro. Og ikke havde andet end en luftmadras.

– Jeg fik da en seng på et tidspunkt, men om lejligheden nåede at blive fuldt indrettet – det kan jeg ikke huske. Og da jeg boede i London, købte jeg en lejlighed, som jeg nåede at have i tre-fire år.

– I hele den periode havde jeg ikke fået tilsluttet ovnen og komfuret. Tre-fire år! Altså … det var ikke noget stabilt hjemmeliv. Det, der blev den store erkendelse, var, at … den type frihed jo ikke i sig selv var grobund for noget.

Hvad er frihed nu?

– Det er at kunne HANDLE. At have redskaberne til at løse de problemer, man har, og styre sit liv derhen, hvor man gerne vil have, at det skal hen.

Det lyder ikke særlig romantisk?

– Nej, jeg skal prøve, om jeg kan sige det på en mere romantisk måde, haha. Altså, jeg har måske altid været bange for at sidde fast. Også derfor har jeg levet det frie liv. Min største frygt var at komme til at sidde fast i livet.

– Dengang tænkte jeg sikkert fysisk. Et sted, i et forhold eller I don’t know. Nu er det noget andet. Frihed er, at jeg kan ændre på ting, der står i vejen for min lykke og det gode liv. Frihed i mit liv er også fritid. Tid, som er helt min egen.