Interview

Therese Philipsen har skammet sig alt for længe. Nu er det de andres tur

9. marts 2022
Af Susanne Cordes
Foto: Gregers Heering
Danske Therese Philipsen er millionsælgende bestsellerforfatter i USA. Herhjemme er hun mest kendt for at være tidligere studievært på TV 2 og blandt hovedpersonerne i en af sidste års mest omtalte dokumentarer. Det har krævet terapi og hårde erkendelser at stå frem, men i sidste ende har det været det hele værd.

Da fotografen og jeg kører over broen fra Floridas kyst til den lille flig af land uden for kysten kendt som Cocoa Beach, er luften salt og varm.

Herude på den lille landtange er stemningen afslappet, voksne og børn cykler stille og roligt i vejkanten, surfboards bæres ned mod stranden, hvor hvidt sand og klitter strækker sig ned mod de skumtoppede bølger.

Det er helt herude, hvor der ingen anden udsigt er end Atlanterhavets vandspejl og den uendelige himmel, at Therese Philipsen bor med sin mand, Jan, deres to døtre og en stor, uldkrøllet familiehund.

Under forfatternavnet Willow Rose har Therese skrevet 80 romaner, der tilsammen har solgt knap 7 millioner eksemplarer.

Næsten 100.000 læsere abonnerer på hendes ugentlige nyhedsbrev, og for amerikanske krimifans går hun under tilnavnet The Queen of Scream.

Det er dog ikke krimikarrieren, der for alvor har gjort hende kendt i Danmark.

I en årrække i starten af 00'erne var hun først praktikant og siden studievært på TV 2, og i efteråret 2020 valgte hun at deltage i den advokatundersøgelse, TV 2 igangsatte for at komme en sexistisk kultur på arbejdspladsen til livs.

Therese Philipsens vidnesbyrd var et af de mere voldsomme fra en lang årrække med en både sexistisk og intimiderende kultur på tv-kanalen, hvor undersøgelsen viste, at flere tilfælde af sexchikane og enkelte deciderede overgreb var blevet forbigået i en omfattende tavshedskultur.

Som det ikke mindst blev klart efter premieren på dokumentaren ‘Metoo: sexisme bag skærmen’ fra december 2021, ledte  bl.a. Therese Philipsens vidnesbyrd til, at studieværten Jes Dorph blev taget af skærmen.

Men mens fyrede studieværter som Jens Gaardbo, Jes Dorph og den tidligere TV 2-chef og chefredaktør på BT Michael Dyrby er løbet med pressedækningen, har Therese Philipsen været relativt stille siden dokumentarfilmens premiere.

Therese Philipsen

45 år, bestsellerforfatter og tidligere studievært på TV 2. Stod i 2021 frem i dokumentarfilmen ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, der er produceret af Impact TV og blev vist i tre afsnit på streamingtjenesten discovery+.

Her fortalte hun om en seksualiseret kultur på TV 2 og især om overgreb begået af studieværten Jes Dorph; et vidnesbyrd der medvirkede til, at hans arbejdsgivere ikke længere ønskede ham på skærmen.

Bor i Florida med sin mand og deres to døtre.

Ikke lyst til at tale om fortiden

Vi sidder i Thereses biblioteksstue. Hun foran en høj reol med flere hyldemeter med hendes egne udgivelser, jeg foran det brusende hav.

Det bliver hurtigt klart, da vi begynder at tale, at det ikke en enkel historie at fortælle.

– Jeg ville gerne være med til at lave dokumentaren, fordi den viste kulturen, der havde hersket på TV2 uden at hænge nogen ud. Jeg deltog heller ikke i advokatundersøgelsen, fordi nogen skulle fyres.

– Jeg var slet ikke klar over, at det ville ske, og jeg fik et chok, da det skete. Jeg er glad for, at det blev taget alvorligt, men jeg havde slet ikke lyst til at tale om det.

Det havde du ikke?

– Nej, og da slet ikke til nogle fremmede advokater, som jeg skulle fortælle ting, jeg dårlig nok havde fortalt min mand.

I Danmark er historien om Therese Phillipsen nærmest blevet synonym med historien om TV 2 og Jes Dorphs fyring.

Men det bliver hurtigt klart, at historien om Therese Phillipsen er en, der kan tage sin begyndelse mange steder.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vågnede op og huskede

Den kunne begynde den dag tidligt i 2021, hvor hun første gang bliver kontaktet af en journalist, der er i gang med at tilrettelægge en dokumentarfilm om kulturen på TV 2.

Therese er ikke interesseret i at deltage, men de to begynder at tale sammen ugentligt, mens Therese går ture langs stranden.

Jeg har hadet mig selv. Jeg har haft delt mig selv op i mit yngre jeg og mit ældre jeg. Jeg kunne ikke udstå at se et billede af mig selv eller tænke på mig selv fra dengang.

– Hun sagde, ’dit navn bliver ved med at dukke op, vil du være med?’ Nej, det ville jeg ikke. Men hun var sød, og vi endte med at tale om ting, der ikke havde noget at gøre med mig direkte.

– Alligevel fik samtalerne noget til at vælde op i mig. Og en nat vågnede jeg pludselig ved, at en masse ting vældede op i mig på én gang. Jeg gik ind og skrev det hele ned og sendte det til hende.

Hun var den første, jeg åbnede op for, omkring de ting, der var sket for 20 år siden.

Du havde fortrængt det indtil da?

– Det var ikke sådan, at jeg ikke vidste, at det var der. Jeg havde bare ikke tænkt, at det var vigtigt for mit liv. Men efter jeg havde skrevet det hele ned, startede jeg hos en psykolog herovre.

– Hun forklarede mig, hvor vigtigt det faktisk var. Jeg havde altid presset det ned, når noget fra den tid poppede op.

– Jeg havde gået med konstant ondt i maven over den tid. Nu fortalte hun mig, at hvis jeg ikke talte om det, kunne jeg ende med at få angst eller depression.

– Det var her, jeg besluttede mig for at være med i advokatundersøgelsen.

Hvad har det betydet for dig at have pakket den periode væk i så mange år?

– Jeg har hadet mig selv. Jeg har haft delt mig selv op i mit yngre jeg og mit ældre jeg. Jeg kunne ikke udstå at se et billede af mig selv eller tænke på mig selv fra dengang.

– Jeg kunne ikke sætte ord på hvorfor, men jeg skammede mig over mig selv. Jeg kunne kun tænke fremad: nu bliver jeg gift, jeg får børn, starter en karriere som forfatter, det hele kører.

– Så behøvede jeg ikke tænke på det gamle.

Du havde trukket en streg i sandet?

– Ja, jeg skabte et før og et efter, jeg mødte min mand og tænkte: nu er jeg en anden. Så jeg har været igennem en proces, hvor jeg har skullet tilgive mig selv, jeg har skullet tilgive mit yngre jeg.

– Da jeg talte med advokaterne til advokatundersøgelsen og så, at de var dybt rystede, kom min første store erkendelse af, at det, jeg havde været igennem, var ret voldsomt, og at det var mere alvorligt, end jeg havde troet.

– Hele processen med dokumentaren hjalp også utroligt meget. Der er så mange, der har skrevet til mig efterfølgende.

– Hver gang, jeg får den reaktion fra andre, hvor de siger, at det ikke var min skyld, og at det ikke er mig, der skal skamme mig, hjælper det lidt mere i den proces.

Hvordan tænker du i dag over, at det er dig, der har gået og båret på den skam?

– Det er enormt svært, for den er der stadig, skammen. Jeg forsøger virkelig at arbejde med den, men når man har haft et tankemønster i så mange år, er det virkelig svært at bryde.

– Men jeg er selvfølgelig også frustreret og ked af, at jeg har båret rundt på den så længe. Og jeg synes egentlig, at det er o.k., at det nu er de andres tur til at skamme sig lidt. Og det håber jeg da et eller andet sted, at de gør. Og så håber jeg, at vi kan komme videre.

TV 2-tiden og Jes Dorph

Der er også et andet sted, vi kunne begynde denne her historie. Nemlig der hvor dokumentarfilmen, 'Metoo: sexisme bag skærmen', starter.

Dengang, hvor Therese Philipsen som 23-årig startede på TV 2 som journalistpraktikant.

Selv om jeg havde været psykisk ustabil, havde han stadig ikke ret til at gøre det, han gjorde. Han har også været alkoholiker og han har offentligt fortalt om sit alkoholproblem. Vi har nok alle sammen noget med i bagagen.

Dengang hun forelskede sig i en ungdommelig og pæn chef, der, selv om han var gift, indledte en affære med den unge praktikant.

En affære, der skulle foregå på hans præmisser og kun hans præmisser, og som efterlod Therese med et rystet selvbillede og lavt selvværd.

Dengang en anden chef derefter tog over og satte reglerne for et nyt forhold, der kun bestod af sex og løfter om fastansættelse.

Indtil hun mødte studieværten, der senere har sat navn på sig selv; Jes Dorph.

Ifølge Thereses vidnesbyrd inviterede han hende op i sin lejlighed, lagde en hånd over hendes mund og tvang hende til samleje, mens en kollega var til stede i lejligheden.

En hændelse Jes Dorph har benægtet over for en række medier, men som både advokaterne i advokatundersøgelsen og tilrettelæggerne af dokumentarfilmen har vurderet som troværdigt gengivet.

Du har aldrig brugt ordet ’voldtægt’ om det, du har fortalt, at Jes Dorph udsatte dig for. Er det med vilje?

– Jeg havde altid fået det indtryk, at en voldtægt var noget med at blive trukket ind i en gyde med en kniv for halsen. Jeg var forvirret dengang, og jeg tænkte, at det, der skete, nok var o.k., fordi han var så flink bagefter.

– Det er faktisk først nu, det er gået op for mig, at han gjorde noget, han ikke måtte. Jeg fortalte en af mine gamle veninder, som jeg havde kendt dengang, hvad der virkelig var sket i den lejlighed.

– Hun skrev tilbage, at han havde gjort noget, han ikke måtte. Indtil da havde jeg bare været så flov over den hændelse, at jeg aldrig havde fortalt nogen om den.

Og det gentog sig?

– Ja, jeg gik hjem til ham igen, og den episode var meget voldsom. Det var dokumentarens journalister, der fandt ud af, at jeg efterfølgende var gået hjem til en veninde, der havde sagt, at jeg burde gå til politiet. Men det ville jeg ikke.

Kan du sætte ord på, hvad de oplevelser betød for din udvikling i de år?

– Det ødelagde mig fuldstændigt. Jeg var helt smadret på det tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg ringede på Jes’ dør og sagde, at jeg ikke ville leve længere.

– Han svarede bare, at jeg havde en stor karriere foran mig. Da han sagde det, ville jeg bare dø. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene. Jeg hadede mig selv.

– Det var en hård tid. Men det holdt mig i live, at jeg vidste, jeg en dag ville få børn. Og så mødte jeg Jan.

– Det vendte det hele. Hvis jeg ikke havde mødt ham, ved jeg ikke, hvor jeg ville være endt. Eller om jeg overhovedet ville være her i dag.

therese 1

Overgreb i folkeskolen

Men der er også et tredje sted, hvor denne historie kunne starte. For da Therese Philipsen begyndte i terapi sidste år, dukkede også andre erindringer op til overfladen.

– Da vi begyndte på dokumentaren, og jeg begyndte at gå hos psykologen, begyndte jeg selv at grave endnu dybere. Og der dukkede ting op fra barndommen.

– Jeg havde haft en lærer i folkeskolen, der rørte ved os piger på måder, han ikke skulle.

– Jeg blev misbrugt af en person, der havde en autoritetsrolle i mit liv, og jeg kan godt se nu, hvor jeg har arbejdet med det, at det lagde kimen til et mønster, jeg kom til at gentage senere hen.

– Det har jeg først tænkt over nu.

Over sammenhængen eller over at det skete?

– Jamen, begge dele faktisk. Jeg har talt med nogle veninder fra dengang, og de har bekræftet, at vi bare fejede det ind under gulvtæppet. Vi talte ikke om det.

– Det var bare sådan, det var. Læreren blev bedt om at sige op. Men fordi jeg ikke fik bearbejdet det dengang, har det gjort mig sårbar.

– Da jeg kom til TV 2, gentog jeg et mønster. Jeg havde svært ved at sige fra.

Hvordan påvirkede det dig dengang i folkeskolen?

– Fordi han havde overskredet mine grænser, ønskede jeg som teenager ikke at være seksuel, kan man vel sige. Jeg så ikke selv sammenhængen dengang, men jeg fik anoreksi.

– Jeg ville ikke have noget med mænd at gøre. I stedet brugte jeg al min energi på at tabe mig.

Og det var derefter, du startede på TV2?

– Sidste gang jeg var indlagt for anoreksi, var i slutningen af teenageårene. Så jeg gik direkte fra at have anoreksi, til at starte på journalistuddannelsen (på SDU, red.) og så i praktik på TV2.

– Jeg vidste intet om, hvordan man skulle opføre sig. Hvad man skulle sige  ja eller ikke sige ja til.

Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville være nogen, der blev fyret, eller at dokumentaren ville skabe så meget debat, som det har været tilfældet.

At give slip på skammen

Når du ser tilbage på alt, det der skete dengang på TV2, er der så nogen, du har brug for at stille til ansvar?

– Jeg ved ikke, om jeg har et behov for det egentlig. Jeg kan se, at det bliver gjort nu i Danmark. Jeg har mere behov for at lære mig selv, at det er o.k.

– At jeg kan give slip på skammen. Det hjælper selvfølgelig, når de fyrer den ene eller den anden, og der bliver draget nogle konsekvenser. Men for mig handler det mere om, at jeg skal have arbejdet med mig selv.

Du tænker ikke tilbage og tænker: de burde have gjort noget?

– Det gjorde jeg på et tidspunkt. Jeg var meget harm på især de kvindelige chefer. De vidste jo godt, hvad der foregik, og de sladrede også, for der var sladder over det hele.

– Men de var også selv fangede i det her spil, hvor de skulle være hardcore og en af drengene. Så der var ikke nogen, jeg kunne gå til.

femina har forelagt Therese Phillipsens kritik for TV2. I en mail svarer TV2’s nuværende administrerende direktør Anne Stig Engdal på kritikken:

“Jeg undskylder på TV 2s vegne for de oplevelser, som kvinderne i dokumentaren har haft. Det skulle aldrig være sket. Vi kan ikke lave om på fortiden, men vi kan præge fremtiden.

De bidrag, der har været fra modige kvinder, har gjort forskellen, og vi står et andet sted i dag, end vi gjorde for 15 måneder siden. Vi er i gang med at ændre vores arbejdsplads og vores måde at være sammen på.”

Mødte kærligheden

Det hører med til historien, at Thereses mand, Jan, også var ansat på TV2, da de to mødte hinanden for 20 år siden. Han var også en del af kulturen, og han kendte til sladderen om Therese.

Men på en eller anden måde var begge dele gået over hovedet på ham.

– Det er klart, at jeg var bekymret over, hvad han syntes om mig. Men han syntes, det var ligegyldigt. Jeg havde det så dårligt, men han gjorde alt det rigtige.

– Han inviterede mig på date, han var sød og kærlig. Han opførte sig som en rigtig mand. Det var først, da jeg mødte Jan, at jeg oplevede, hvordan kærligheden rigtig skal være.

Hvordan har han haft det med, at det hele kom frem?

– Han har aldrig vidst det hele. Han vidste, at jeg havde haft nogle ’affærer’, men han vidste ikke, hvad der skete dengang med Jes. Han blev meget vred, da jeg fortalte ham om det, og han ville ønske, at han havde vidst mere dengang.

Jes Dorph har benægtet det, der skete dengang. Han har tilmed insinueret, at du er psykisk uligevægtig og derfor utroværdig. Hvad tænker du om det?

– Jeg tænker, at jeg havde anoreksi. Det er der mange unge piger, der har eller har haft. Men det er ret ligegyldigt i sammenhængen.

– For selv om jeg havde været psykisk ustabil, havde han stadig ikke ret til at gøre det, han gjorde. Han har også været alkoholiker, og han har offentligt fortalt om sit alkoholproblem. Vi har nok alle sammen noget med i bagagen.

Venner for livet

Therese Philipsens seneste roman Such a Good Girl foregår i USA, men den bygger på de hændelser, der skete på TV2, dengang hun var praktikant.

Mange læsere har allerede reageret på historien ved at fortælle deres egne historier. Det samme har Therese Philipsen oplevet efter at have stået frem i dokumentarfilmen om TV 2.

Både mennesker, hun kender, og fremmede, der kontakter hende ud af det blå, åbner op og fortæller deres historier om seksuel chikane og overgreb.

Er det kommet bag på dig?

– Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville få den gennemslagskraft, som det fik, at stå frem. Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville være nogen, der blev fyret, eller at dokumentaren ville skabe så meget debat, som det har været tilfældet.

– At det i det hele taget ville være så omvæltende, som det er blevet. Men jeg er enormt stolt over at have været med til det.

– Vi taler sammen nu i den gruppe af kvinder, der var med i dokumentaren. Vi taler sammen, skriver sammen og bakker hinanden op. Det har man behov for.

– Vi er stolte over at være med. Jeg var bekymret inden premieren, men jeg er meget stolt nu, fordi jeg bliver bakket op af så stærke kvinder.

Har I fundet et fællesskab nu, som I ikke havde dengang?

– Ja, vi er venner for livet, som vi siger. Jeg er jo langt væk, men vi ringer til hinanden og støtter hinanden. Især Janni (Pedersen, red.) har været sindssyg god opbakning.

Der er nogen, som mener, at du kun har deltaget, fordi du ville have dine 15 minutters berømmelse? Hvad vil du gerne sige til dem?

– Ja, det må folk mene, hvis de vil. Jeg har mit publikum i USA, Canada, Australien, ikke i DK. Jeg har ikke behov for hverken 15 minutters eller 15 sekunders berømmelse.

– Jeg har rigelig med berømmelse. Jeg tror heller ikke, at der er nogen, der ønsker sig denne her form for opmærksomhed. Den er ikke specielt sjov. Det er hårdt. Jeg ville da hellere have, at folk talte om mine bøger

Her til sidst: hvis du kunne sige noget direkte til de mænd, der dengang misbrugte deres position, hvad ville det så være?

– Jeg håber, at de har forstået det. Og jeg håber, at de har lært noget af det.

Synes du, at det virker sådan?

– Nej. Det synes jeg ikke. Og det er så ærgerligt, men jeg håber, at de yngre generationer lærer noget, for det er dem, der skal bære kulturen fremad.

femina har været i kontakt med Jes Dorph og forelagt ham indholdet af denne artikel. Jes Dorph er ikke vendt tilbage på vores seneste forespørgsel.