Debat

Maria og Ayse talte højt om #MeToo og blev mødt med had på nettet

af Maria Brus Pedersen 16. marts 2021
Foto: Marie Hald og Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Når emnet er #MeToo, bliver tonen i kommentarsporene hård. Det oplevede både Ayse Dudu Tepe og Maria Gudme, da de blandede sig i debatten. Der er behov for, at både medierne og politikerne tager større ansvar for debatten. Ellers risikerer vi, at kvinderne tjekker ud, siger de.

Maria Gudme havde egentlig prøvet det der med at blande sig i den offentlige debat og få nogen på munden.

Både da hun blandede sig i debatten om juridisk abort til mænd (hun er imod), og da hun som både folketingskandidat og regionsrådskandidat for Socialdemokratiet talte højt om den manglende repræsentation af unge kvinder i politik.

Men i #MeToo-efteråret 2020 blev Maria Gudme en af hovedpersonerne. Og de hadefulde kommentarer gik amok. 

– Da jeg fortalte min historie, eskalerede det. Det blev rettet mod mig som person. Jeg sagde fra over for seriekrænkere, jeg sagde, at det handlede om systematisk magtmisbrug, og jeg satte navn på.

Maria Gudme var en af initiativtagerne til bevægelsen #EnBlandtOs, hvor 322 kvinder i politik skrev under på, at de havde oplevet sexisme, og 79 delte deres historie i anonyme vidnesbyrd.

Maria Gudme

31 år. Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Socialdemokratiet.

Hun har tidligere været folketingskandidat for samme parti.

I efteråret stod hun frem med sin egen #MeToo-historie, og hun var en af initiativtagerne til bevægelsen #EnBlandtOs, som gjorde oprør med sexisme i politik.

Maria Gudme fortalte, hvordan hun som ung organisationssekretær i Socialdemokratiet i København var blevet taget på låret af den daværende overborgmester Frank Jensen til en fest.

Snart blev kommentarspor på hendes egen væg, hos medierne og i hendes indbakke fyldt med hadefulde kommentarer fra både kvinder og mænd. 

– Det handlede rigtig meget om, at jeg ville have opmærksomhed, at jeg gjorde det for egen vindings skyld, at jeg profiterede på at være et offer. Der har været enormt meget om mit udseende, sådan noget med, at han da må have været blind for at have gjort det, siger hun. 

”Møgkælling”

For journalist, debattør og radiovært Ayse Dudu Tepe var hadefulde kommentarer heller ikke et fremmed fænomen, da hun i januar skrev en klumme for Politiken om Jes Dorph Pedersen, #MeToo og magt.

Klummen, der blev delt på Politikens facebook-side, fik hurtigt mange kommentarer.

Folk skrev om hendes udseende, hendes såkaldt fremmedklingende navn og spekulerede i, om hun var en mand eller en kvinde.

Kommentarsporet blev modereret af Politiken, men hun oplevede ikke, at de kunne følge med.

Da hun en aften loggede på Facebook for at tjekke, hvordan det gik med kommentarsporet, var det første ord, der mødte hende, ”møgkælling”.

– Så skrev jeg til min redaktør, at det opslag skulle fjernes med det samme. Og jeg skrev i samme ombæring, at jeg ikke havde lyst til at udkomme på Facebook igen.

Ayse Dudu Tepe

40 år. Journalist, radiovært og debattør.

Hun er tidligere vært på Radio24syv og skriver i dag klummer for blandt andet Politiken.

– Jeg kan ikke styre det folkedyb, men jeg kan styre, hvad medierne skal have lov til at lægge ud i mit navn.

– Men det er vildt, at det er journalister og debattører selv, der skal sige fra.

Ayse Dudu Tepe er vant til at blande sig i debatten, og hun er vant til, at folk kommenterer hendes køn og etnicitet.

Det er efterhånden reglen, siger hun, at når kvinder og minoriteter udtaler sig om sexisme og racisme, så får de sexistiske og racistiske kommentarer tilbage.

Kort fra tanke til kommentar

Det er Ayse Dudu Tepe ikke den eneste, der oplever.

I 2017 undersøgte Amnesty International omfanget af chikane og trusler på nettet, og af de adspurgte havde hver femte danske kvinde oplevet chikane og trusler på nettet.

32 procent af dem, der havde oplevet chikane og trusler, frygtede for deres fysiske sikkerhed.

Ofte havde kvinderne oplevet at blive nedgjort på deres køn eller etnicitet, og de trusler, de modtog, handlede ofte om fysisk eller seksuel vold.

Tre ud af fire af de kvinder, der havde oplevet chikane og trusler, fortalte, at det havde fået dem til at ændre måden, de brugte sociale medier på.

I 2017 udkom Institut for Menneskerettigheder ligeledes med en rapport om had på nettet.

Den viste, at det især var emner som køn, udlændinge og religion, der skabte hadefulde kommentarer.

Konsekvensen af den hadefulde tone var, at mange afholdt sig fra at deltage i debatter på nettet og bruge deres ytringsfrihed.

Der findes ikke tal på, om efteråret og vinterens #MeToo-debat har gjort, at der bliver skrevet flere hadefulde eller ligefrem truende kommentarer på nettet.

Men ser man på de seneste 10 år, er der sket en tydelig stigning i antallet af trusler og hadytringer på nettet.

Det fortæller Thomas Ploug, der er professor på Aalborg Universitet og blandt andet arbejder med etik på nettet.

– Man ved ikke præcist hvorfor, men tendensen er klar: Der er flere trusler, siger han.

Det handler formodentlig om flere ting, siger han.

Helt lavpraktisk er vores adgang til teknologi blevet meget nemmere, og i dag har rigtig mange herhjemme en smartphone i lommen.

De hadefulde eller direkte truende kommentarer, især når det handler om emner, der påvirker folk.

– #MeToo-bølgen har konsekvenser for mænd, og den redefinerer mænds rolle og deres ”privilegier”. Som sådan kan man drage paralleller til indvandringsdebatten, hvor mange frygter, at indvandrerne kommer og tager vores goder fra os.

- Det er et fællestræk for de her debatter, det er noget, man har en mening om, og som har betydning for mange, siger han.

#MeToo er kulturkamp

Maia Kahlke Lorentzen er en del af kooperativet Cybernauterne, som arbejder med digital sikkerhed og selvforsvar og forståelse af internettet, og hun arbejder især med online subkulturer, trolling, had og chikane på nettet.

Hun har blandt andet beskæftiget sig med ”manosfæren”, eller det, hun kalder ”det anti-feministiske, mandepolitiske internet”.

Hun oplever, at onlinehadet er blevet værre under corona.

– Folk sidder meget foran deres skærm og kommer ikke ud og får socialt samvær og får dampet af. De sidder og kører sig selv op derhjemme.

Folk har ikke lyst til at høre det her, så man sår tvivl om kvindernes troværdighed. ”Du lyver”, ”Hvad vil du selv have ud af det”, ”Du vil bare være berømt”, ”Du vil bare have hævn”.
- Maia Kahlke Lorentzen

Hun er ikke overrasket over, at Maria Gudme og Ayse Dudu Tepe har fået hadefulde kommentarer for at deltage i #MeToo-debatten.

For det første fordi sexisme og krænkelser er emne, der ofte får voldsomme reaktioner, og for det andet fordi #MeToo-debatten har fyldt så meget.

– Når en dagsorden bliver moden, så kommer der en modreaktion. Jo større en dagsorden, jo større en modreaktion.

Hun fortæller, at kvinder, der deltager i debatten, ofte bliver mødt af afsporingsteknikker i kommentarsporene.

– Folk har ikke lyst til at høre det her, så man sår tvivl om kvindernes troværdighed. ”Du lyver”, ”Hvad vil du selv have ud af det”, ”Du vil bare være berømt”, ”Du vil bare have hævn”, siger hun.

Og så er der altid kommentarer om processen: Hvorfor står kvinderne først frem nu? Hvorfor nævner de navne? Hvorfor nævner de ikke navne? Hvorfor gik de ikke til hr dengang?

– Det er en måde at undgå at have en ubehagelig samtale om, at der findes enormt meget krænkelse overalt i samfundet. Det har folk svært ved at acceptere.

Hun kalder den modstand, der er mod #MeToo, for ”en kæmpe kulturkamp”, der i høj grad handler om, at der er mange, der mener, at #MeToo er gået for vidt.

– Det handler om, hvordan vi gør op med grænseoverskridelser, når det ikke er den farlige mand i gyden, men den søde mand på arbejdet, som vi rigtig godt kan lide. Det er der, det gør rigtig ondt, og hvor det politiske bliver rigtig privat.

Konsekvensen

Da Ayse Dudu Tepe oplevede at blive svinet til i Politikens kommentarspor, meddelte hun avisen, at hun fremover ikke ville have, at de delte hendes artikler på Facebook.

Men det er ikke en holdbar løsning.

Og selv om hun godt kan holde til kommentarerne, er det ikke tilfældet for alle, og det er et problem, siger hun.

– Hvis du ikke har prøvet det før, går du ned over det. Selvfølgelig er der en lille del af mig, der bliver ked af det, men jeg skal ikke blive ked af det, jeg skal holde øjnene på bolden. Det handler om, hvilken magt medierne har.

Det påvirkede mig enormt meget mentalt. Det er en mavepuster, hver gang man får hadbeskeder. Der har været perioder, hvor jeg har tænkt, at nu skal jeg stemple ud og passe på mig selv.
- Maria Gudme

Hun frygter, at konsekvensen bliver, at færre har lyst til at udtale sig i medierne.

– Hvorfor udtale sig, når det er det her, man får? Folk, der ikke er medietrænet, bliver jo ødelagte af det, de bliver så kede af det. Jeg kan godt tåle det, for jeg er vant til det. Så lukker jeg ned for lortet. Jeg kan godt klare det, men det gør noget ved den demokratiske samtale, at det her er konsekvensen af, at man deltager.

Da det stod allerværst til med kommentarer i efteråret, udviklede Maria Gudme nogle strategier for at navigere i det digitale had.

Hun aftalte med de andre kvinder, der var med i #EnBlandtOs-initiativet, at de skulle holde øje med kommentarsporerne i historier om hinanden og hjælpe med at svare, hvis folk skrev ubehagelige ting.

Hun begyndte at screene sin indbakke og slette alle mails, der var skrevet med capslock, uden overhovedet at læse dem. Alligevel fyldte det.

– Det påvirkede mig enormt meget mentalt. Det er en mavepuster, hver gang man får hadbeskeder. Der har været perioder, hvor jeg har tænkt, at nu skal jeg stemple ud og passe på mig selv.

Når Maria Gudme alligevel er blevet i debatten trods de hadefulde beskeder, så handler det om, at det nu er blevet en principiel sag for hende.

– Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal sige, at jeg trækker mig for at passe på mig selv. Det er jo ikke et demokrati værdigt, hvis man skal være bange for at ytre sig.

Politikerne og medierne har et større ansvar

Maria Gudme mener ikke, at vi hverken politisk eller fra mediernes side slår hårdt nok ned på problemet, og det efterlader ansvaret hos de kvinder, der stiller sig frem.

– Jeg synes, det er forkert, at det er ofrene, der skal gå ind og lave beredskaber og få nogen til at hjælpe sig, når det i virkeligheden burde være mediernes og redaktørernes ansvar. For at drage en parallel så slår vi hårdt ned på vanvidsbilister, og det giver en tryghed at vide, at det gør ondt at lave det lovbrud. Jeg synes, det er på tide, at vi skaber mere tryghed på sociale medier.

Hun mener, der er behov for mere lovgivning på området og flere ressourcer til at bekæmpe det hos politiet.

– Jeg siger ikke, at vi skal lovgive om, at folk ikke må kalde hinanden for ”kælling”. Det handler om dannelse, opdragelse og medieansvar. Men det er ikke unormalt at få trusler eller beskrivelser af, hvordan folk vil voldtage en, eller at der er nogen, der skriver, at man burde slås ihjel. Der synes jeg virkelig, vi burde slå hårdere ned.

Jeg vil bare gerne have, at der er lige rettigheder for mig til at kunne deltage i debatten, uden at jeg skal udsættes for sexisme og racisme.
- Ayse Dudu Tepe

Ayse Dudu Tepe mener, at der ligger et stort ansvar hos medierne for at moderere deres kommentarspor bedre. 

– Medierne har et meget større ansvar for at beskytte deres medarbejdere og kilder, men også for, om de er med til at opretholde den sexistiske og racistiske kultur.

Medierne bør genoverveje, hvorfor de er til stede på sociale medier, når debatten ofte er på så lavt et niveau, siger hun. Og så kan medierne jo overveje at lukke kommentarsporene ned på visse artikler.

– De fleste redaktører, der sidder derude, må jo vide, at hvis du er kvinde eller har en anden etnisk baggrund end dansk og udtaler dig om specifikke emner, så vælter det ind med kommentarer om netop dit køn eller din baggrund. Det viser jo meget godt, hvor udsat man er, når man som kvinde med anden etnisk baggrund udtaler sig.

– Jeg vil bare gerne have, at der er lige rettigheder for mig til at kunne deltage i debatten, uden at jeg skal udsættes for sexisme og racisme.

Også Maia Kahlke Lorentzen bakker op om, at den hadefulde tone skaber en skævvridning i, hvem der har lyst til at deltage i debatten på nettet og i medierne.

– På papiret kan alle udtale sig, og der er intet, der stopper kvinder fra at deltage. Men det er der alligevel. Det er hverken Facebook eller staten, men rasende, chikanerende mennesker, der overfalder dem, når de blander sig.

– Der findes også kvinder, der får trusler og koordinerede chikaneangreb, hvor folk sidder målrettet og sender dem voldtægtstrusler.

– Mange holder sig tilbage, hvis de har prøvet at være i vælten en gang. Vi kan se, at kvinder får mere had end mænd, og minoriteter får mere had end hvide. Det niveau af had, Ayse Dudu Tepe får som minoritetskvinde, er dobbelt op.

Hun er enig i, at medierne har et stort ansvar for at moderere deres kommentarspor bedre.

– Hvis nogen råbte ”møgkælling” eller ”dumme luder” i en fyldt sal, så ville man smide dem ud. Det skal man også her. Ytringsfriheden har altid været rammesat af begrænsninger. Der er ingen, der forbyder dig at sige de her ting i dit eget hjem eller på din egen væg, du skal bare ikke sige det her.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og så, siger hun, skal de, der får trusler eller hadefulde beskeder, vide, at de gerne må sige fra, både over for den, der skriver den hadefulde besked, eller over for den persons familie, kæreste eller chef.

– Jeg tror, at hvis man får en besked fra den, man har skrevet noget hadefuldt til, så forstår man bedre, at ens handlinger har konsekvenser. Og ellers kan det være, deres kæreste skal vide det.

– Hvis folk virkelig er sådan nogle Dr. Jekyll og Mr. Hyde-typer, der er hadefulde og truende på nettet, så synes jeg, det er fint, at der er en konsekvens, siger hun.