Mordet på Sarah Everard minder os om den frygt, vi deler. Og at vi alle kunne have været hende

Underskrevet af Dorthe Kandi, Dorte Mosbæk, Rita Dam, Nadia Laas, Maria Brus, Katrine Rosenbæk, Emilie Søndergaard Christiansen, Sofie Guldager, Kristine Enevold Villadsen, Birgitte Engen, Julie Brandt, Isabella Hindkjær, Mie Gravesen, Caroline Wilms, Maria Morell, Tine Bendixen.

Sarah Everard var på vej hjem gennem London onsdag aften den 3. marts, da hun blev kidnappet og myrdet.

Klokken var 21.30, og hun var på vej hjem fra en veninde.

Hun blev 33 år gammel.

Mordet har rystet Storbritannien, hvor kvinder har demonstreret for deres ret til at kunne gå sikkert hjem uden at skulle frygte for deres liv, og herhjemme har mordet også nået mediernes overskrifter.

Men måske burde vi ikke være så overraskede.

Verden over frygter kvinder hver eneste dag at gøre noget så almindeligt som at bevæge sig fra A til B. Det gør vi, fordi de fleste af os har oplevet og lært, at det ikke er sikkert.

Fordi vi er opvokset med et narrativ, der vender forkert, og som har skabt en grundoverbevisning om, at som kvinder er det vores ansvar at komme sikkert hjem.

Vi af hunkøn bliver som små elitesoldater trænet i at undvige fra første gang en dreng slår, og vi får at vide, at “han bare er vild med dig”. Og vi fortsætter med at øve undvigelsens kunst hele livet, fordi vi har lært, at overgreb er et vilkår, der er nærmest uløseligt forbundet til det at være kvinde.

Men hvad er vi bange for?

Statistisk set sker det relativt sjældent, at en kvinde bliver kidnappet og myrdet. Det er den ultimative frygt. Frygten for at blive voldtaget er stærk og desværre hellere ikke ubegrundet, selvom de fleste af de omkring 10.000 voldtægter, der sket hvert år i Danmark, begås af mænd, som kvinderne kender i forvejen. Men frygten handler, selvom dette er rigeligt, ikke kun om det.

Den handler også om at blive antastet af en tilfældig mand, som ’bare vil snakke’ og høre, om han ikke skal ’følge en hjem, så du ikke skal sove alene’. Om at blive overbegloet i S-toget. At blive taget på røven i bussen eller på en bar. At holde øje med, om der går en mand bagved. At undlade at løbe en tur, fordi det er blevet mørkt.

Det er tyngende, trættende og frustrerende konstant at skulle forholde sig til, om en fremmed mand mon føler sig berettiget til vores tid, vores krop og vores opmærksomhed i dag.

De af os, der har børn, frygter nu både for os selv og vores døtre. Derfor har vi alle vores strategier. Vi skifter til det modsatte fortov, hvis en mand går bag os. Vi går et sted, der er oplyst. Vi beder vores veninder skrive til os, når de er nået sikkert hjem.

Fra barnsben har vi lært, at vi ikke skal gå alene hjem.

Mordet på Sarah Everads kalder på, at vi nu taler højt om disse strategier. At vi deler med mænd, at det er sådan, vores verden er: at en del af dagligdagen for rigtig mange kvinder er at frygte for deres liv. Men samtalen skal videre end det.

Vend narrativet om

For vi taler om kvindedrab, men for lidt om, hvem der dræber. Vi taler meget om kvinder, der går hjem fra byen og føler sig utrygge, men ikke nok om, hvem der gør os utrygge.

Det pålægger os piger og kvinder en bevidsthed om, at utrygheden er vores vilkår, samtidig med at det fratager drenge og mænd deres ansvar for at forstå, hvordan de med deres adfærd kan øge eller mindske kvinders utryghed.

Vi skal vende narrativet om. Det er vores pligt opdrage vores sønner med en forståelse for fortiden og deres privilegerede plads i den - så det ikke bliver andre mødres opgave at opdrage deres døtre til at tro, at det er et vilkår som kvinde at føle sig som et mål for mænd, konstant utryg og ufri.

#notallmen ikke kan bruges til noget, så længe alle kvinder kunne have været Sarah Everard.