Julie Steincke
Interview

Julie Steincke fik børn med sin bedste ven: "Mine æg var simpelthen ved at løbe ud"

21. marts 2022
af Tine Bendixen
Foto: Mathilde Schmidt
Hvad gør man, når man gerne vil have et barn, og æggeuret tikker for alvor, men man ikke umiddelbart har en at få det barn med? Man sætter en flaske vin på bordet, tager en dyb indånding og spørger en ven.

En dag i 2016 traver Julie Steincke rundt om søerne i København med en god ven. Hun er i tvivl. Hun er fyldt 40, og de børn, hun har ønsket sig, nærmest siden hun selv var barn, har hun ikke fået.

Hun og ekskæresten forsøgte i fem år og gik fra hinanden. Tør hun prøve på at blive mor alene?

Hendes ven, der selv er i gang med at skabe sin egen regnbuefamilie, skærer ind til benet: "Vil du have et barn eller ej?".

Et kontant spørgsmål, der kræver et kontant svar. Det bliver et ja. Hun ved inderst inde allerede, hvem hun vil spørge, om han vil være far. Kun far.

To børn senere kommer Julie Steincke ind ad døren med en nærmest stormende energi. Hvis hurtig-taling var en olympisk disciplin, ville hun nappe en medalje. Sætningerne flyder fra hende i en lind strøm.

Krydret med masser af engelske ord og vendinger. Hun var tre år, da hun med sine forældre og sin storesøster rykkede fra Danmark til London, hvor hendes far som investment banker skulle etablere Danske Bank.

Julie er det, man engang kaldte "af god familie". K.K. Steincke, der var justitsminister og socialminister i flere socialdemokratiske Stauning-regeringer i sidste århundrede og blev kaldt en socialdemokratisk aristokrat, var hendes oldefar.

Julie er vokset op med dannelse og gode manerer, den engelske opvækst accentuerer det.

Hun var 30, da hun rykkede retur til Danmark med engelsk som hovedsprog.

– I starten var der mange, der ikke brød sig om det. Jeg havde engelske gloser og har italiensk blod og ALLE religioner i mig, så jeg er pisseforvirret. Men de vænnede sig til mig, de opdagede, at jeg egentlig er ret ufarlig.

Hun griner stort. 

– Jeg elsker at leve et lidt ufiltreret liv. Jeg kan godt lide at pynte mig – men jeg kan samtidig godt lide at være ufiltreret. Sige tingene, som de er. Because that’s life. Life is not simple. Og det er ikke nemt at være forældre, ikke nemt at være enlig forsørger. Alenemor. Det er ikke nemt.

Frihed

Julie spiller lige nu heks i musicalen "Into The Woods" i Glassalen i Tivoli.

Forestillingen, der er en slags alle eventyrs moder, handler om drømme – og virkelighed. Og grundlæggende om frihed. 

Julie Steincke

Hvad er det vildeste, du har gjort i en frihedstrang?

– Det første der dukker op, er indre billeder af mine børn. Jeg blev fri, da jeg fik mine børn. Fri, da jeg fandt ud af, at alt det andet, som jeg drømte om, egentlig ikke var drømme, hvis jeg ikke kunne dele dem med nogen. At få børn var mit call.

Børnene er tre og fem.

– Og jeg fylder 46 i år, så jeg er ikke nogen ung mor. Jeg ventede så længe, for min eks og jeg kunne ikke blive gravide. I den proces opdagede jeg, at det var noget, JEG ville, men det var ikke så vigtigt for ham. Så for syv år siden slap vi hinanden fri.

– Vi er fantastiske venner i dag, det er jeg meget stolt af. Men så måtte jeg jo finde MIN måde at få børn på. Og gudskelov havde jeg en bedste ven, der ville hjælpe mig. 

Var det svært at spørge?

– JA.

Hvad gjorde du?

– Jeg kan anbefale en stærk Amarone.

Hun skraldgriner igen.

Vi sætter scenen: To glas og en god flaske Amarone på et bord. Og må vi så introducere: Skuespiller Henrik Lund.

– Når Henrik går ind i et rum, kan man bare ikke lade være med at smile. Han kommer fra sådan en bohemefamilie. Han ser aldrig sort på noget, han ser muligheder i alt. Og så var han en supergod far til en datter, han allerede havde.

Julie Steincke

Så efter et par glas tog Julie mod til sig.

– Henrik var så overraskende – han havde allerede gættet, hvad jeg ville, så han gjorde det meget let for mig. Han sagde: "Jeg ved godt, hvad du vil spørge om, og jeg tror, du kan regne med, at jeg ikke siger nej". Er det ikke fantastisk? Derfra tog det os et halvt år.

–  Jeg havde ikke så meget tid at give af, lægerne gav mig et år. Mine æg var simpelthen ved at løbe ud. Det var ikke rigtig noget, jeg havde hørt om eller troet på inden.

– De fleste af os tror og håber jo, at hvis man har et sundt sind, lever man for evigt. Så jeg tænkte: Jamen, det kan jeg sagtens. Men dér stod jeg med hammeren over hovedet, og der skulle handles.

Men den der tvivl – hvad handlede den egentlig om?

– Min samvittighed. Det er ikke for ingenting, jeg har gået på kostskole i England i et striks miljø. Det indbefatter så ikke mine forældre, de sagde: "Bare find en måde, du kan blive mor på, for det er det, du altid gerne har villet".

– Det var mig selv, der skældte mig selv ud og havde en idé om, hvad folk ville tænke. Jeg har altid været min egen værste kritiker.

– Det er noget, vi skal passe på med, specielt som kvinder, fordi det godt kan forhindre os i at blomstre. Jeg tror, jeg længe var … en meget tør blomst. Nu har jeg fundet farverne igen.

Forsørgeren

Spørgsmålet er, hvor langt vi egentlig er nået, når det handler om at få børn på en anden måde end "far, mor og børn"-modellen.

– Jeg kan ikke rigtig svare andet, end hvad jeg føler. Men hvis vi var åbne for det, ville folk vel ikke blive ved med at snakke om det, så vi er der ikke endnu.

Hvordan deler du og Henrik som forældre?

– Altså, REGLEN for os som moderne familie – han bor på Frederiksberg, og jeg bor i Hellerup – var, at han som far kunne komme her, når han havde lyst. Og det har han lyst til hele tiden.

– Men jeg er forsørgeren. Så det ham, der har fået en rigtig god deal, ha ha ha! Men vi er fifty/fifty på den måde, at han er far og er der, når han kan, og han har endelig fået en lejlighed, der er stor nok til, at børnene kan være der.

Julie Steincke

Både Henrik og Julies mor var med til fødslen af begge børn.

– At føde er liv og død i et moment, for man tror, man er ved at kradse af. At få de to børn er det vildeste, jeg har gjort i mit liv, for i virkeligheden er jeg faktisk sådan … kedelig. Jeg er perfektionist.

– Jeg har sat så mange regler for mig selv, fordi der er kaos inde i mit hoved. Hvis jeg kan få struktur udenfor, begynder det at ligne noget indvendigt. Jeg har så travlt inde i hovedet, jeg løber 190 km i timen – hvis det kan gøre det.

Du taler også hurtigt?

– Jeg taler enormt hurtigt. Det går stærkt. Det er også derfor, jeg godt kan lide struktur. Jeg kan godt lide at vide, hvor jeg skal hen og hvorfor. Det er i musikken, jeg føler mig mest fri.

– Når jeg får lov til at synge, sker der en frisættelse for mig. En af mine rigtig gode venner har tourettes og tics – når han synger, går det væk.

– Jeg har mine indre tics, for alt går stærkt og hurtigt i mit liv, jeg skal nå det og det, og jeg skal også lige nå at købe ind, og nu er jeg enlig forsørger, og jeg skal også …

– Når jeg får lov til at fyre den af på scenen, er det ikke med et “se mig”-behov, jeg bliver frisat, jeg får lov til at eksistere. I det øjeblik eksisterer jeg på den her jordklode, der er ikke noget, der forstyrrer. Jeg ER bare. Jeg er ikke NOGET. Jeg ER bare.

Hestesko

De indre tics? Handler bl.a. om at blive plantet om som helt lille fra Danmark til England.

– Jeg gik i engelsk børnehave og bed en dag min lærer i anklen, fordi hun slog. Jeg blev slået og sat i skammekrogen, det var stadig tilladt dengang i England. Mine forældre fandt ud af det efter flere måneder, for jeg ændrede mig jo.

– Jeg kunne ikke tale engelsk, og min lærer var stadig ikke ovre 2. verdenskrig, og hun troede, jeg var tysker. Hun skulle nok lige have været lidt stærkere i geografi …

– Men vi sad i en hestesko, og så kravlede jeg en dag ned under bordet og bed hende. Så fik mine forældre at vide, hvor umulig jeg var. De kiggede på den der femårige pige og sagde: Okay, det her er ikke et sted for hende. Så kom jeg ind på en kreativ og fuldstændig guddommelig skole, og det er jeg taknemmelig for.

– Men det gør ting ved et barn at få fortalt, at man er forkert, det hænger jo VED.

På den engelske kostskole gik jeg ned med stress. Kostskoler er gode, hvis du er boglig og faglig, men ikke hvis du ikke er.

– Det værste har været, at jeg har troet, at jeg var dum. Sprogforvirring. Kulturforskel. Ordblindheden. At jeg ikke har kunnet formulere mig korrekt i skolerne.

– Lad os bare sige det sådan, at det engelske skolesystem dengang ikke var – og stadig ikke altid er – lige pædagogisk. Vi KAN noget herhjemme.

– Mine lykkeligste skoledage var på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium, fra jeg var 11 til jeg var 15 år. Der fandt jeg mig selv. Der var jeg MIG. Vi boede i Birkerød i den periode. Stille og roligt.

– Jeg gik på en vidunderlig skole og lærte, at ting tager tid, og når du så FÅR den tid, så lærer du. Du lærer ikke af konstant at blive presset frem til næste eksamen og få at vide, at du fejler.

– På den engelske kostskole gik jeg ned med stress. Kostskoler er gode, hvis du er boglig og faglig, men ikke hvis du ikke er … En af mine lærere spurgte mig foran hele klassen: “"Julie, snyder du? Kopierer du din kammerat?".

– Hvis man tænker en smule pædagogisk, så var det måske ikke det fedeste. Og gæt hvad – selvfølgelig snød jeg!

Julie droppede ud af highschool i England for at gå på skuespillerskole.

– Flere år senere inviterede de mig tilbage for at holde foredrag. Se, DET er succes.

Julie Steincke

At have fået børn har åbnet en ny dør til barndommen:

– Nogle gange, når jeg er sammen med mine små, sker der ting, som jeg har glemt, men bliver mindet om sammen med dem.

– Det er både smukt, men også virkelig hårdt, fordi jeg pludselig oplever min barndom igen. For der er virkelig gode ting, men der er også sorte huller, som pludselig bliver fyldt op, og som jeg så skal deale med.

– Så går det pludselig op for mig: Hvorfor spiller jeg virkelig stærke hysteriske kvinder hele tiden? Fordi det er TERAPI. Hvorfor taler jeg hurtigt? Det gør jeg, for hvad nu hvis du stopper mig?

– Det er terapi. Musik er også terapi, fordi jeg får lov til at gøre det, jeg er bedst til og være den, jeg er bedst til at være.

Drama

Det var ikke let for Julie at lande i Danmark igen i 2006 med en skuespiller-uddannelse fra Italia Conti Academy of Theatre Arts i London.

– Jeg fik også hammeren over hovedet, da jeg kom hertil. Jeg skulle have været understudy i “The Producers”, men så fik jeg fandeme rollen TO UGER før premieren. Det gik lidt stærkt.

Hun siger det mellem linjerne: Der var nogen, der ikke brød sig om det.

– Jeg talte svensk i rollen, så folk troede, jeg var kommet fra Sverige, og hvem er hun, og hvor fanden kommer hun lige fra, og hvad bilder hun sig ind? Der var lidt drama, og så var det jo nemt at "skyde" på mig. Men jeg fik chancen for at få hovedrollen, og så tog jeg den.

Tiden er en anden nu.

– Jeg kan mærke en forandring. Man må GODT shine i de fem minutter, man har, uden at man skal have at vide, at man ikke skal tro, at man er nogen. Jeg føler, at noget gammelt snobberi er ved at forsvinde.

– Da jeg startede, var Det Ny Teater førende i musicalbranchen. I dag sætter Det Kongelige Teater også skønne ting op. Og vi har indset, at reality-tv KAN være godt.

– Folk begynder at forstå, at kultur kommer i mange facetter, og dygtighed kommer i alle former, og at der er plads til alle, så længe de ikke spidser albuerne, så det går ud over andre. Jeg tror også, vi alle sammen er blevet lidt trætte af at få fortalt, hvad vi skal, og hvordan vi skal gøre det, og hvad der er det rigtige.

Er Janteloven død?

– Janteloven er ikke død, janteloven er sat på pause, og det er klædeligt. Folk har svært ved at slippe den helt, men jeg synes, der sker en kæmpe forandring i øjeblikket.

Og det har, siger Julie, en positiv indvirkning på det, vi engang kaldte aldersfascisme, nu hedder det ageism. Som mange især kvindelige skuespillere har lidt under.

– Jeg er stolt af, at der ikke er ageism i min branche længere. Der er sexism. Men ikke ageism. Jeg er lykkelig for, at folk ikke længere siger: "Nå du er 45, så kan du ikke det og det".

– Jeg skal spille Anita i West Side Story på Det Kongelige Teater i september. Nikolaj Hübbe skal koreografere, Thomas Bendixen skal instruere, og det hele er simpelthen min bucket list.

– Jeg har altid gerne villet spille Anita, men jeg sagde alligevel til dem: "I er vel klar over, at jeg er fyldt 46, når jeg står der?" De svarede: "Ja, men du kan det". Og inderst inde ved jeg godt, at det kan jeg.

Han overfaldt mig og tog fat i mine bryster, han tog så hårdt fat, at jeg fik blå mærker.

Sexisme? Har hun mærket på egen krop, da hun var 24 år.

– Åh … Jeg oplevede #MeToo på den voldsomme måde i England. Jeg fik en hovedrolle i en film, og manden, der stod finansielt for det, overfaldt mig i sit hjem.

– Jeg skulle aflevere en video af mig med mit band – jeg spillede i Camden og havde et fantastisk soulband – og jeg blev castet til at spille rockstjerne på stoffer.

– Jeg blev castet af en meget livlig og flamboyant ven, som ikke gjorde det nemmere for mig. Han havde sagt til den mand, at jeg var en "livlig pomfrit". En ting er at være en livlig pomfrit, en anden ting er at misforstå den livlige pomfrit …

– Hans kone var ude at ride. Jeg har aldrig glemt det her. Han overfaldt mig og tog fat i mine bryster, han tog så hårdt fat, at jeg fik blå mærker. Jeg har ikke big boobies, men det er et blødt område – hvor svært er det ikke lige at få blå mærker dér?

Men finansmanden anede ikke, hvis bryster han havde forgrebet sig på.

– Jeg er vokset op med en danskhed, jeg er megastolt af. Jeg er stensikker på, hvem jeg selv er. Jeg undskylder ikke for mig selv.

– Jeg har nogle fantastiske forældre, har haft en fantastisk opvækst og er sindssygt privilegeret ved, at jeg har haft et ustabilt stabilt liv.

– Hver gang, der har været noget ustabilt, har mine forældre bare været der som søjler ved siden af mig. Så da manden overfaldt mig, skubbede jeg ham ned.

– Jeg var ikke bange for ham. Eller jo, jeg VAR bange for ham, men jeg var ikke bange for at sige nej. Han reagerede i chok. Han satte sig ned. Men han havde sine schæferhunde på mig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Blev du bidt?

– Nej, men de stod vagt, fordi jeg skubbede ham ned. Han lugtede af sprut, og han var høj på noget. Det skete, fordi jeg havde sagt nej til en helikoptertur til frokost.

– Jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om at flyve og heller ikke kunne, fordi jeg skulle øve med bandet. Det var ikke sandt noget af det. Jeg ville meget gerne på en helikoptertur. Bare ikke med ham.

– Han begyndte at sige nogle mærkelige lokkende ting om, at han kunne sætte mine børn i privatskole. Men jeg gik allerede selv i en privatskole betalt af mine forældre, der var intet ved ham, der imponerede mig.

– Jeg var et menneske, der havde det godt. Men hvad nu, hvis jeg ikke havde haft det godt, hvis jeg havde været et menneske, der havde oplevet dårlige ting, og det dér var den eneste vej til en filmrolle?

– Hvis jeg havde sagt ja? Hvad ville han så have gjort?

Julie Steincke

– Men jeg formåede at skubbe ham væk og sige: "How dare you, I think you need to sit down. Sådan kan man ikke behandle folk, og hvad filmen angår, er det vist det. Nu vil jeg gerne have, du åbner din elektriske gate, så smutter jeg – og tak for nu."

– Så kom jeg ud. Men det HAR sat spor i mig. Og jeg sagde jo ikke noget om det bagefter, for jeg sagde nej, og han stoppede. I had no case. I had NO case.

– Men efter #MeToo er kommet op, har jeg tænkt på, hvor mange gange jeg selv har oplevet noget. Hvor mange gange jeg har skullet til audition, og så sad fyren foran mig og ville have, at jeg skulle performe for ham: “Bevæg dig lidt mere, dans lidt mere”. Hvorfor? Jeg var der for at synge!

Flirt

Vi er, siger hun, endelig på vej et sted hen, hvor den slags ting ikke længere bare får lov til at ske.

– Og jeg synes, det er så vigtigt, at der bliver taget hånd om og snakket om de ting. Der er folk der siger: “Vi er trætte af det her #MeToo, vi har snakket nok om det.”

– Altså, det er utroligt, for det har vi ikke. Men jeg tænker også, at det måske er på tide at ændre lidt i måden, vi taler om det på.

– For jeg kan godt forstå, det kan virke skræmmende på de mange søde mænd, der bare gerne vil give en hånden eller sige “kan jeg holde døren for dig?”. Forsæt endelig med det!

– Det er faktisk noget, jeg savner i Danmark, for jeg er vokset op i det i England, men herhjemme er der ikke nogen, der tør. Jeg vil ikke have, at #MeToo skal ødelægge den side af sagen. Med charme, forståelse, varme, nysgerrighed og FLIRT.

Hvad med dig og kærlighed?

– Den er sat på hold. Jeg har lagt mærke til, at stort set den eneste måde, man kan finde kærlighed i Danmark på, er igennem noget, der hedder Tinder.

Julie skraldgriner igen.

– Hvis jeg skal bruge al min tid på at skrive til de dejlige søde mænd, der bliver sure, når jeg ikke lige svarer, når de gerne vil have, at jeg skal svare … det går ikke.

– Jeg har ikke tid. Jeg er 100 procent sikker på, at jeg nok skal finde en dejlig, sød fyr, men det bliver IKKE igennem nettet.

– Det bliver ude på gaden. Det bliver en arbejdskollega, man lige pludselig snakker med.

– Hvis jeg skal møde en mand, skal det være en, der kan rumme, at jeg har små børn og er enlig mor og enlig forsørger, og at der er en fantastisk far, som er bedste ven.

Hun har ikke haft en kæreste i syv år. Og hvorfor skulle det være et problem?

– Mange af mine dejlige veninder bliver ved med at sige: “Åh Julie, skulle du nu ikke til at have en kæreste?” Jeg tænker: Hvornår blev det en synd at være single?

– Hvornår blev det et problem at være alene? Vi bliver født alene – medmindre man er tvilling – og vi dør alene.

 – Jeg kan godt se det smukke i tosomheden, og jeg elsker romantiske film, jeg kan godt lide eventyret, jeg dyrker det, når jeg selv optræder i det. Jeg kysser på scenen! Jeg får NOK opmærksomhed. Og jeg får nok opmærksomhed i mine børn.

 –  Lav en moderne familie – det gjorde jeg! Men jeg føler, at hver gang det bliver nævnt, så er der noget galt med mig. Hvorfor er jeg ikke hel, før jeg har en anden?

– Jeg ER hel. Jeg er lavet, som jeg er. Jeg er den, jeg er, og jeg er glad for det og taknemmelig for det, jeg har.

Den mand, der måske kommer ind i Julies verden, skal aktivt være en del af hendes og børnenes liv.

– Men det gør mig ikke til en hel person. Min bedre halvdel. What bullshit. What utter bullshit! Man har ikke en bedre halvdel. Jeg har ikke en kæreste nu, det er et bevidst valg, det er noget, JEG har valgt.

– Jeg har ikke sagt, at jeg resten af mit liv ikke vil have en kæreste, men jeg er også bevidst om, at det godt kan være, at han ikke kommer.

– Skulle jeg så sidde resten af mit liv og være ked af det? Eller skal jeg nyde mine børn og gå på scenen og spille den ondeste heks i verden?

Du er ikke i tvivl om svaret, vel?