Mille Dinesen
Interview

Det er godt at blive rystet i sin grundvold, mener Mille Dinesen. Hun oplevede det selv, da hun gik til lægen som 27-årig

20. januar 2022
af Britta Bjerre
Foto: Stine Heilmann
Med stædighed og det, hun kalder damptromle-energi, er Mille Dinesen lykkedes med meget. Hun har fået den karriere, hun drømte om, og så er hun blevet mor efter 12 års kamp for at blive det.

Mille Dinesen har det der særlige, der kaldes X faktor.

Det, ingen rigtigt kan sætte på formel eller helt finde ud af, hvad handler om, men som alle kan se, når det er der. Det viste "Nynne"-filmen, som Mille Dinesen gik direkte ud fra teaterskolen og blev et kendt ansigt på.

Det har fem sæsoner af tv-serien "Rita" bare understreget. Og mon ikke det er medvirkende til, at hun i den premiereaktuelle spillefilm "Tag min hånd" nærmest ikke er væk fra lærredet i en eneste scene 

Og ja, da hun står dér i døren med regnvådt hår, duggede briller og iført lang dynejakke, er den der altså også, den X Faktor. Man forstår egentlig godt, at hun får tilsendt pakker fra folk i Indien og modtager "hilsener i ét væk" på sin Instagram-profil alle mulige steder fra i verden.

Sådan kan hun nemlig også følge med i, hvordan det går med "Rita"-serien ude i den store verden, fortæller hun, da hun har fået sig befriet fra overtøjet og er landet på en stol.

Langt væk fra Rita

Egentlig er det slet ikke "Rita", der er den aktuelle anledning. Femte sæson af serien, der blev sendt herhjemme i 2020, var den sidste.

Men Rita-figuren er næsten ikke til at komme udenom, når det er Mille, man møder. Faktisk har det også været meget bevidst, fortæller hun, at hovedpersonen i "Tag min hånd" netop skulle være en helt anden type.

Som hun siger:

– Nu ville vi lave en karakter, som var så langt væk fra Rita som muligt. Hun kalder filmen "en feelgood-film om noget, som ikke umiddelbart er godt, nemlig at blive skilt". 

– Den handler om en kvinde, som har alt, hvad hun ønsker sig. Hun er gift, midt i livet, har barn og gang i en spændende karriere. Og selv om hver dag ikke er et eventyr, er hun præcis, hvor hun gerne vil være. Hvilende i hverdagen og et spændende arbejdsliv. Men så vil hendes mand pludselig skilles. Og hvem er man så?

Hun fortsætter:

– Hovedkarakteren Maja kastes ud i en identitetskrise og spørger sig selv, i hvilken retning hun skal gå, hvis hun ikke længere er familiemenneske og mor. Filmen er både drama og komedie og forsøger stilmæssigt at fortælle på en let og lystfuld måde.

Mille Dinesen

– Det er jo sjovt at se andre stå i dumme og tarvelige følelser og se, hvordan de kommer ud af suppedasen. Det vil vi gerne spejle os i.

Rystet i min grundvold

Kan Mille mon genkende noget Maja i sig selv?

– Ja, der er mange genkendelige ting, ikke mindst dét med at være et meget kontrolleret menneske. Det kender jeg rigtigt godt fra mig selv. Maja får et chok, da hendes mand vil skilles, og bliver netop udfordret på sit behov for kontrol.

– Hendes fundament bliver revet væk under hende. Men jeg tror faktisk, vi har godt af at blive rystet i vores grundvold en gang imellem. Nogle gange kan der være gode grunde til, at det hele skal op at vende. Det er hårdt, og det er udfordrende, men kriser giver også mulighed for udvikling.

– Jeg blev selv rystet i min grundvold ret tidligt i mit liv, da jeg som 27-årig fik diagnosen sklerose. Jeg var lige begyndt på første år på Statens Teaterskole.

– Jeg mærkede en sær, summende fornemmelse i min ene fod og gik til læge og blev undersøgt og endte med at få beskeden: "Det ser ud, som om det godt kunne være sklerose". Øh, hvad?! "Måske mærker du ikke noget til det resten af dit liv. Vi ved det ikke".

– Og så væltede tankerne rundt: "Sidder jeg i kørestol i morgen? Bliver jeg blind i overmorgen? Får jeg familie? Hvor slemt bliver det?" Jeg mistede min uskyld lige dér. Det gjorde jeg virkelig. Jeg stod og skulle bare i gang med min uddannelse og skabe min fremtid. Og hvad så nu?!

Sagde nej til medicin

Hun forklarer videre:

– Omvendt af, hvad der sker i filmen, hvor Maja længe har været et meget kontrolleret menneske og nu skal lære at slippe sit behov for kontrol, førte min grundvoldsrystelse til, at jeg fra at have en ungdommelig, let tilgang til livet blev ikke bare kontrolleret, men ekstremt kontrolleret.

– Jeg lagde mit liv fuldstændig om i forhold til sundhed og kost og alt muligt. Jeg sagde nej til den medicin, lægerne anbefalede. Jeg havde en tyrkertro på, at det ikke var det, jeg skulle. Jeg skulle selv prøve at vende det her.

– Og de næste mange år, næsten frem til nu, kom til at handle om at rejse rundt i den alternative jungle og bruge min egen krop som laboratorie for at finde veje til at få min krop i balance.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er altså 20 år siden, hun fik diagnosen, og hun har intet mærket til sygdommen i mellemtiden. Intet, understreger hun.

– Jeg kan ikke sige, om det er det, at jeg har fået min krop i balance, der har gjort det. Eller om jeg bare har været heldig, at sygdommen ikke har vist sit onde ansigt. Måske var det slet ikke en rigtig diagnose. Hvem ved?

Mor som 44-årig

Historien om Mille handler på mange måder om en kvinde, der i en alder af 47 kan kigge ud over sit liv og konstatere, at hun er lykkedes med pænt meget.

I høj grad takket være, pointerer hun selv, en enorm stædighed og det, hun kalder sin damptromle-energi.

Hun har fået den karriere, hun drømte om, men ikke gik efter i første omgang. Hun blev mor som 44-årig efter 12 års kamp for at blive det og lever i dag alene med sin søn Eddie. Eddies far er der for Eddie, men de bor ikke sammen.

– Det kan godt være, at jeg tænker, når jeg tramper af sted i silende regn med barn, postpakker og indkøb på en ladcykel, hvor batteriet er gået ud: "Hvorfor skal jeg gøre alting selv? Tænk på alle dem, der har en mand, der lige tager de pakker eller lige rydder op på loftet og fjerner den sofa, der skal væk!"

– Men hurtigt efter siger jeg også til mig selv: "Så husk på alle de skænderier, de har, og alle de kompromisser, de må indgå, de par!” Man synes altid, græsset er grønnere ovre på den anden side, ikke? Meeeen er det nu også det?

Det er pissehårdt 

– Det er pissehårdt at have en lille prut på tre år, siger hun ærligt, – men jeg ved også, at det er en periode. Jeg kan allerede mærke, at det så småt begynder at ændre sig.

– Nu glæder jeg mig til, at han smider bleen. Mille bor i Brumleby, en boligbebyggelse på Østerbro, der ligger som en landsby i storbyen. Her er hun født og opvokset.  

– Da mine forældre blev skilt for over 20 år siden, flyttede min far ud, men min mor blev og bor der stadig, ligesom min søster også bor der i blokken ved siden af mig. Altså, jeg elsker det sted. Jeg kommer heller aldrig derfra. Jeg skal slæbes ud med fødderne først.

– Jeg er en tryghedsnarkoman og er glad for min gode, trygge base. Mit arbejdsliv er så tilpas flyvsk, uregelmæssigt og op og ned og ind og ud, så jeg er sikker på, det er godt for mig, at basen er steady og tryg.

Skal du ikke til udlandet?

Når man som Mille har kæmpet sig igennem år med fertilitetsbehandlinger og skuffelse på skuffelse og så endelig lykkes med at få et barn, så tænker man sig om, når karrieren kalder, og man tør godt sige nej.

– Det er tit, folk siger: "Skal du ikke til udlandet og lave alt muligt?" Men nej, jeg har ikke haft lyst til at fise og fare rundt i verden med en søn, der er så lille. Selvfølgelig har der været forespørgsler på at få mig til casting på noget i udlandet.

– Jeg kan bare ikke se, hvordan det skulle hænge sammen lige nu. Jeg har på intet tidspunkt tænkt: "Øv". Det er sådan, det er: Jeg har Eddie. Og han er min førsteprioritet. Når han engang er ved at være så stor, kan jeg begynde at se ud i horisonten igen.

 Begyndte i tv-branchen

Mille har beskæftiget sig med teater og skuespil, lige siden hun som barn begyndte i Gawenda, en teaterforening for børn og unge, der har fostret mange kendte skuespillere, bl.a. Xenia Lach Nielsen og Kaya Brüel.

Mille Dinesen

Mille gik der hele sin barndom og var vild med det. Senere var de nogle stykker, der lavede deres egen teatergruppe, en dansegruppe, som det gik ret godt for, siger hun.

Men da gruppen på et tidspunkt alligevel splittede op, "skulle jeg jo have mig et arbejde", og via et job som runner på et underholdningsprogram kom hun ind i tv-branchen.

Her arbejdede hun sig op og blev bl.a. producerassistent og kunne sagtens have fortsat den vej, hvis ikke hun igen var begyndt at tænke: "Jeg skal altså noget med det skuespil!"

Og så sagde hun sit job op. Bare sådan. Uden at have et andet på hånden.

– Jeg måtte gøre det hundrede procent. Først overvejede jeg, om jeg skulle tage til New York, men fandt hurtigt ud af, at jeg skulle gå efter teaterskolerne herhjemme.

Hun kom ind på Statens Teaterskole i første hug. Og da hun gik ud derfra igen som færdiguddannet, vandrede hun lige ud og fik en hovedrolle i spillefilmen "Nynne". Derefter kom der også teaterroller og andre film- og tv-roller. Og SÅ kom "Rita". Og hermed er vi tilbage, hvor vi begyndte.

Elsker Rita

Kan man ligefrem savne en karakter, man som skuespiller har haft med sig i mange år, er spørgsmålet til sidst.

– Ja, JEG kan, kommer svaret fra Mille lynhurtigt, – jeg elsker Rita, simpelt hen. Hun er wonderful. Vi tog beslutningen om at stoppe, mens legen var god. Hvilket var det helt rigtige at gøre.

– Men man skal aldrig sige aldrig. Det kunne være sjovt at se, synes jeg, hvor Rita er måske 10 år senere, fra hvor vi slap hende. Jeg er lykkelig for de år, jeg har fået lov at arbejde med samme rolle. Det er fandeme sjældent. Men så skal vi også videre!

– Og lige nu handler det om "Tag min hånd" og rollen som Maja, en rolle, som tager mig et helt andet sted hen, og en film, som jeg er så stolt af og har været så glad for at lave med min yndlingsinstruktør Lars Kaalund.