sofie 1
Interview

"Der er nogle mennesker, der ikke opererer efter de koder, vi andre opererer efter"

18. marts 2022
Af Susse Wassmann
Foto: Jonas Pryner
Corona har været én lang undtagelsestilstand for Sofie Gråbøl, som er aktuel i filmen "Rose". Hun har blandt andet mistet sin mor til kræft, har købt et hus med have for første gang i sit liv, og lige om lidt flytter hendes søn hjemmefra.

Har du brug for hjælp, Inger? spørger en af hendes medrejsende venligt, da de er landet i Paris. – Jeg vil godt kvæle dig. – Kan det vente til efter maden? – Ja.

Niels Arden Oplevs roadmovie "Rose" er spækket med den slags ubetalelige replikskifter mellem Inger, som lider af skizofreni, og gruppen af forventningsfulde nordjyder, der har taget turistbussen fra Aalborg til Paris i efteråret 1997.

Ingers søster, Ellen, og Ellens mand, Vagn, har til deres mors neglebidende fortrydelse hentet Inger på bostedet og taget hende med på ferie, og allerede i bussen griber Inger mikrofonen og proklamerer, at hun er psykisk syg.

Det skal de andre bare lige vide, synes hun.

Med krum ryg, ufiltreret sprog og barnagtige sweatre spiller Sofie Gråbøl rollen som Inger så overbevisende og nuanceret, at man sidder tryllebundet gennem hele filmen.

Jeg møder Sofie i hendes yndige, forholdsvist nyindkøbte rækkehus – et hus, hun har drømt om at eje i årevis.

Vi sætter os med kaffe og udsigt til den lille have, som endnu ligner lidt en børnetegning med ét hus, en firkantet græsplæne og ét træ.

Det kommer, smiler Sofie. Hun skal lige have tid, og det har hun ikke haft meget af de seneste par år, som har været heftige og intense på flere planer.

Bl.a. på grund af rollen som Inger, som hun kalder sin sværeste til dato.

Sofies ABC

Født 30. juli 1968. Bosat på Østerbro i København.

Hun har medvirket i bl.a. "Nattevagten", "Den eneste ene", "Mifunes sidste sang" og "Blinkende lygter" og storhittede som Sarah Lund i de tre sæsoner af "Forbrydelsen".

Lige nu kan hun opleves i "Rose"” og snart i Lone Scherfigs nye hospitalsserie, "Ellas vagt", på TV 2.

Hun har vundet et hav af både Robert-, Bodil- og Reumert-priser.

Mor til Bror og Gudrun, som hun har med sin eksmand, instruktør Jacob Thuesen.

Hvad er Inger for et menneske, Sofie?

– Inger er en kvinde omkring 50, der som ung oplevede et knæk udløst af en ulykkelig forelskelse, da hun boede i Frankrig nogle år.

Det er en ungdomshistorie, de fleste af os har oplevet, med store følelser og stormende forelskelse, og så bliver man forladt og får hjertesorg.

Den er selvfølgelig slem hele livet, men jeg kan godt huske, hvor livsfarlig den var, da man var purung.

Man tror vitterligt, at man aldrig bliver glad igen. Og den dybe afgrund, Inger ryger ned i som ung, hvirvler hende ned i et mørke og er måske med til at udløse den tilstand, som hun lever med resten af sit liv som et vilkår, fortæller Sofie Gråbøl og understreger, at "Rose" ikke er en film om sygdommen skizofreni.

– For 25 år siden, da filmen foregik, sagde man, at folk var skizofrene, i dag siger man, at folk har eller lider af skizofreni. Så der er allerede sket et stort bevidsthedsskifte.

Vi har indset, at man ikke ER sin sygdom eller lidelse – mennesker er mange ting. Og mennesker, som har skizofreni, er lige så forskellige som alle andre – det er en tilstand med et kæmpe spektrum.

Søvnløse nætter

“Rose” er instruktør Niels Arden Oplevs mest personlige film nogensinde. Historien er inspireret af hans søster, Maren Elisabeth, men skrevet med dramatisk frihed.

Og Sofie Gråbøl har i høj grad selv været med til at præge rollen og finde frem til Ingers fysiske udtryk med den ludende holdning og hendes særlige måde at tale på.

– Jeg har brugt mange tanker på, hvordan Inger skulle fremstå, men som skuespiller kan du kun tænke dig ind i rollen til et vist punkt – på et tidspunkt er du nødt til at lade det blive en fysisk erfaring.

Det var vigtigt, at man kunne se på Inger, at hun ikke var hverken i sin krop eller i verden som de fleste.

sofie 2

Noget andet er så, at sådan en holdning er rimelig hård at befinde sig i så mange timer om dagen, så jeg var hos flere behandlere i de måneder. Nok også på grund af spændinger og bekymringer.

Jeg har ligget søvnløs i mange nætter, for der var ikke nogen scener, der gav sig selv, fortæller Sofie Gråbøl.

Under vores samtale gentager hun flere gange, at "Rose" ikke handler om psykisk sygdom, og har man set filmen, forstår man, hvad hun mener.

Faktisk er "Rose" i lige så høj grad en film om, hvordan vi såkaldt normale mennesker reagerer på dem, der er anderledes.

Der er nogle mennesker, der ikke opererer efter de koder, vi andre opererer efter, og den mindste afvigelse er noget, vi som flokdyr registrerer med det samme og bliver utrygge ved.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– For mig er det en film om mangfoldigheden i måden at være menneske på og en fortælling, som er med til at afstigmatisere psykisk sårbarhed.

Ja, Inger har skizofreni og givetvis også flere diagnoser, hun er psykisk anderledes konstrueret end de fleste mennesker, men hun er også alt muligt andet.

Vi kender alle sammen det her med, at der træder et menneske ind i rummet, som helt tydeligt afviger fra det "normale".

Hele ens sanseapparat prøver at aflæse situationen, man er på vagt, fordi man føler sig utryg: "Bare han ikke kommer herhen!"

Der er nogle mennesker, der ikke opererer efter de koder, vi andre opererer efter, og den mindste afvigelse er noget, vi som flokdyr registrerer med det samme og bliver utrygge ved.

– Heldigvis sker der rigtigt meget i de her år, hvor vi får sprog for en masse ting, vi ikke havde før.

I det øjeblik, vi ikke har et sprog for tingene, bliver de bare en mærkelig tåge, vi ikke rigtigt har greb om, og så bliver det skræmmende og isolerer os fra hinanden.

Derfor synes jeg, at det er ret fantastisk at være vidne til, hvordan vi kollektivt udvider vores sprog for tiden – og det gælder ikke kun for psykisk sårbarhed.

– Køn er i kraft af #MeToo-debatten nok det, der står allerforrest, men i virkeligheden ser jeg det som et lokomotiv for en meget større bevægelse.

– Vi er i gang med at udvide vores syn på, hvor utroligt mange måder man kan være menneske på, køn på, race på, sin alder på – i det hele taget være i verden på.

– Det er ofte en smertefuld proces, fordi vi alle sammen bliver udfordret på vores tillærte forestillinger – det kan jeg da mærke på mig selv også.

– Det er om at holde på hat og briller i de her år, fordi alle vores søvngængeragtige opfattelser af tingene bliver rusket grundigt igennem.

Helt personligt har Sofie Gråbøl også været igennem en omvæltende tid de seneste par år.

– Jeg har en følelse af, at fra pandemien startede, har jeg helt parallelt med den oplevet så mange forandringer i mit liv, at det er lige ved, at den har føltes som et naturligt soundtrack til mit liv.

– Jeg har været fuldstændig i sync med følelsen af undtagelsestilstand, fordi der er sket så utroligt meget i mit liv.

Hvad er der sket?

– Jeg havde lige købt huset her, da corona-pandemien startede, og jeg har aldrig ejet en bolig før, så jeg nåede lige at få hjertet helt op i halsen, da hele landet lukkede ned, og vi pludselig ikke kunne regne med noget som helst.

– Jeg har altid været angst for at sætte mig for hårdt økonomisk, fordi mit fag er så uforudsigeligt, så det har krævet et meget, meget langt tilløb at købe mit eget – selv om jeg har drømt om en have i så mange år.

– Et helle, en lillebitte plet med noget natur til at trække vejret i. Samtidig passede det mig egentlig godt, at alt gik i stå, for jeg gik bare derhjemme og pakkede ned og malede bogkasser.

– Og det var så dejligt endelig at lande her. Efter at have boet på fjerde sal midt i byen i 14 år var det skønt bare at kunne gå ud og sidde og kigge på fuglene, så utroligt fredfyldt. 

Vi er i gang med at udvide vores syn på, hvor utroligt mange måder man kan være menneske på, køn på, race på, sin alder på – i det hele taget være i verden på.

Samme sommer, for næsten to år siden, blev Sofie Gråbøls mor syg af kræft.

– Hun blev behandlet for to slags cancer, og det var et barsk forløb for en dame over 80, som tog hårdt på hende.

– Da vi gik i gang med optagelserne til “Rose”, var hun er erklæret kræftfri, men det viste sig desværre senere, at det alligevel ikke var tilfældet. Og derfra gik det ret stærkt.

En masterclass i at dø

På det tidspunkt var Sofie Gråbøl i gang med optagelserne til Lone Scherfigs kommende tv-serie "Ellas vagt", hvor hun har hovedrollen som jordemoren Ella.

I løbet af de fire måneder, optagelserne stod på, var der to ugers sommerferie. De to uger blev hendes mors sidste.

– Det har altid været min store skræk, at nogen tæt på mig skulle blive syge under en stor arbejdsopgave, for i mit job kan man simpelt hen ikke sige: "Nu smutter jeg!" Det er der ikke noget, der hedder.

– Så jeg var helt utroligt taknemmelig for de to uger, for det gjorde, at jeg kunne være hos min mor helt og fuldt.

Det var en intens og smertelig tid, men den var også berigende og smuk.

Vores forhold undergik en stor forandring, i og med at hun blev syg – på en positiv måde. Det bragte det os tættere sammen, end vi nogensinde har været.

Havde I ikke et tæt forhold før?

– Jeg har altid været dybt forbundet med min mor, men det har ikke været en ukompliceret relation. Vi har også slået os på hinanden.

–Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, der vil sige, at de har et ukompliceret forhold til deres mor.

– Men det, som var så utroligt værdifuldt – både for hende og mig – var at få alle spændinger opløst, så da hun døde, var der vitterligt ikke andet end kærlighed tilbage mellem os.  

Under arbejdet med rollen som jordemor fik Sofie Gråbøl lov til at følge med i hverdagen på en fødeafdeling, og også at være med til en fødsel.

– Det var en måned, inden min mor døde og en meget stærk og bevægende oplevelse.

– Jeg kan huske, da jeg fik mine børn: Følelsen af, at hele verden forsvandt, og dét, der foregik i det her rum lige nu, var det eneste, der havde betydning.

– Følelsen af kun at have lyst til at være fuldstændig tæt på det her lille barn – det var den samme følelse, jeg havde med min mor i det rum i den sidste uge, hvor hun lå på hospice.

– Det var et rigtigt dejligt sted, hvor jeg kunne være sammen med hende hele tiden. Min mor lærte mig så meget af den måde, hun døde på – med sådan en værdighed og klarhed og en dyb accept.

– Det var næsten en masterclass i at dø – jeg er fuld af taknemmelighed over den sidste tid sammen med hende.

– Og jeg kunne ikke lade være med at føle en parallel til den fødsel, jeg havde oplevet.

– I det øjeblik, man går ind i rummet, opdager man, at selv om det er et heftigt rum at befinde sig i, er det også et rum med meget stor fred og meget stor naturlighed, og det går man glip af ved ikke at gå derind.

– At opleve begge de yderpunkter af livet – indgangen og udgangen – inden for den samme måned, var utroligt stærkt. Jeg følte den samme naturlighed til stede i rummet, den samme ærefrygt.

– Og det er den samme omsorg, hvormed man tager imod et nyt liv og sender det af sted igen, siger Sofie Gråbøl.

sofie 3

Pladerne har forskudt sig

Har det gjort din sorgproces lettere, at din mor tog af sted på den fine måde?

– Sorgproces … Jeg er ikke vild med det ord. Det føles for lille. Ikke dækkende.

– Det at miste min mor føles – med et fortærsket billede – som om de tektoniske plader har forskudt sig.

– Der er sket en forandring dybt nede i grunden af mit livsfundament, som har ændret hele landskabet.

– Det føles ikke som en proces med en begyndelse og en slutning – det er mere en følelse af, at der er nogle ting, der har forskudt sig dybt, dybt nede, som kommer til at ændre mit syn på livet.

– Og sådan har jeg det stadig i dag. Som om alting har taget farve af, at hun ikke er her mere. Det er dybt smerteligt at miste sin mor, men det er også en anledning til at forstå nogle andre aspekter af sit eget liv.

– Det er de dybe strenge, der bliver slået an: Hvad bestod hendes liv af? Hvad har hun givet videre til mig? Og hvad giver jeg videre til mine børn?

– Min søn skal nu overtage min mors lejlighed og dermed flytte hjemmefra – det bliver endnu en forandring, et nyt og spændende kapitel.

Og det har været dejligt at opleve, at jeg ikke er bange for de forandringer, for når man ikke er bange og tør at gå ind i dem, opdager man, hvor meget, man får igen.

Hvor mange gaver, der ligger i situationer, hvor man ellers kunne tænke: "Det kan jeg ikke! Det vil jeg ikke! Det gør for ondt!"

Guldet fra "nationalbanken"

Når Sofie Gråbøl tænker tilbage på de sidste to år, er det med taknemmelighed – også selv om hun har mistet.

– Det har været to virkelig udfordrende år, men også meget berigende med nogle sindssygt interessante arbejdsopgaver.

Særligt arbejdet med "“Rose" har været helt fantastisk, og jeg kan slet ikke rose Niels Arden Oplev nok.

Jeg har altid været angst for at sætte mig for hårdt økonomisk, fordi mit fag er så uforudsigeligt, så det har krævet et meget, meget langt tilløb at købe mit eget – selv om jeg har drømt om en have i så mange år.

– Han er et kraftværk at arbejde sammen med, og fordi han er så dygtig en instruktør, var der tryghed til at afprøve så meget.

– Under optagelserne havde jeg det tit sådan: "Nu sætter jeg den i femte gear i denne her retning uden at vide, hvor det ender, og det er sikkert for meget!"

– Og nogle gange VAR det for meget og måske helt ved siden af, men andre gange opstod der noget helt magisk, netop fordi man var så tryg ved at gøre forsøget.

– Så set i bakspejlet har de sidste par år handlet om at turde gå med nogle processer, som jeg ikke nødvendigvis vidste, hvor endte.

– Det har været hårdt indimellem, uden tvivl. Jeg har til tider været nede og hente noget guld i "nationalbanken" og brugt nogle ressourcer, man nok ikke skal bruge af hele tiden.

Og da jeg i december skvattede over en ledning og brækkede albuen, kunne jeg ikke lade være med at grine:

"Okay, 2021, er der mere, du kan nå at få med inden målstregen?!"

Jeg håber, at 2022 har et lidt mildere gemyt og ikke helt så meget sans for drama.