Josefine har selektiv spiseforstyrrelse: Jeg har kæmpet for at spise normalt

Nej, hun spiser ikke kun beige mad, som nogle ellers sammenfatter Josefines spiseforstyrrelse. Men det meste, som hun får indenbords, er unægteligt i den lyse farveskala.

Hun spiser gerne chips, pomfritter og brød. Og kød, der er næsten helt uden smag eller krydderier, fungerer også. Men det skal være gennemstegt.

– Folk tror, ​​at jeg er kræsen og svær at have med at gøre. Der er så meget i livet, der kredser om middagsbordet. Tænk, hvis vi kunne socialisere uden mad, siger Josefine, der indtil 2017 ikke anede, at der var et navn for hendes adfærd omkring mad.

Men selv om diagnosen, der er anerkendt i USA, hedder Selective Eating Disorder – på dansk: "selektiv spiseforstyrrelse", er det ikke et valg for Josefine.

– Hvis jeg kunne spise anderledes, så gjorde jeg det. Jeg vil ikke have den her diagnose, forklarer hun.

Opkast er normalt

På Josefines personlige menukort er sammenkogte retter og de fleste grøntsager helt væk.

Skrællen fra ​​en agurk vil hun måske kunne spise, men det våde indre i agurken er kvalmende for hende bare at tænke på.

Det samme er tomatens grødede, vandige konsistens under det røde skind.

Josefine eksperimenterer nogle gange lidt med, hvad hun kan spise, men kun på egen hånd, hvor hun er tryg, og ingen kigger.

For reaktionen på uprøvet mad kan hun ikke forudsige. I de værste tilfælde kan det medføre alt fra voldsom kvalme til opkastninger i kaskader.

Nogle fødevarer har Josefine det sværere med at være i nærheden af end andre. F.eks. hvis nogen åbner en dåse makrel i tomat.

– Jeg må bare ud af rummet med det samme for ikke at komme til at kaste op af lugten.

Josefine har altid haft det på samme måde. Allerede som baby kastede hun op, når hun fik serveret babymos eller puré.

Hendes forældre vænnede sig efterhånden til, at det kun var visse fødevarer, der kunne bruges til Josefines måltider, såsom kartofler.

– De havde ikke noget valg. Mine forældre er de bedste mennesker i verden, og de har altid sat mine behov højere end den skepsis, de blev mødt med fra folk omkring dem, mens jeg voksede op.

- Og det har virkelig betydet meget. Mange tror, ​​at det hjælper, hvis man lader et barn, der nægter at spise, vente foran maden, indtil barnet er sultent nok og giver op.

– Men det virker ikke på folk, der har det som mig. Vi sulter i stedet for at spise noget, som vi ikke kan få ned. Der er stor forskel på at være kræsen og have en spiseforstyrrelse.

Kiks i tasken

I skolen fik hun en overgang ekstra opmærksomhed fra en gårdvagt, der holdt øje med, om hun spiste den mad, der blev serveret til frokost.

Hun måtte ikke forlade frokoststuen og gå til frikvarter, hvis der var mad tilbage på tallerkenen.

– Jeg har gemt så meget mad i urtepotter og på gulvet, som jeg så skubbede væk med skoene, fortæller Josefine om sin skoletid.

Josefines spiseforstyrrelse er ikke forbundet med slankekure eller kropsfiksering.

– Man bliver ikke tynd af pomfritter, pasta, kiks, chips og pandekager, siger hun og smiler ironisk.

Josefine bor sammen med sin mand Martin og deres to teenagedrenge.

De forsøger at spise nogenlunde den samme mad derhjemme, men Martin vælger ofte at krydre sin mad med flere krydderier og steger gerne sit kød rosa, mens Josefine vil have sit helt gennemstegt.

En af sønnerne foretrækker at spise vegetarisk, og familien spiser ofte ude.

– Vi går altid på den samme restaurant, hvor de ved, hvordan jeg vil have min mad tilberedt. Uden grøntsager og sauce. Jeg skal også have kødet i højre side og tilbehøret til venstre.

- Det er vigtigt for mig, og hvis det er forkert, drejer jeg tallerkenen eller bytter om på måden, som maden ligger på, forklarer Josefine.

Familiens venner har accepteret Josefines spiseforstyrrelse. Men når hun er væk fra de vante omgivelser, kan det godt skabe problemer.

Når Josefine er på kursus med arbejdet, har hun altid en pose kiks med i tasken, for maden, der serveres ude, er ofte noget, hun ikke kan spise.

– Nogle gange siger jeg, at jeg er allergisk, for så er det sjældent et problem at tilpasse maden til mig.

Folk blander sig

Josefine har kæmpet for at blive som alle andre – kæmpet for ikke at være besværlig og for at spise alt, det som man forventer, hun vil spise.

– Mange tænker, at jeg er deres personlige "udfordring", og at de kan lære mig at spise. Det er frygteligt hårdt. Folk bekymrer sig så meget om, hvad man har på sin tallerken. Det er mærkeligt, at man har behov for at mene så meget om, hvad andre spiser.

Den eneste gang i sit arbejdsliv, hvor Josefines madvaner ikke var et problem, var da hun arbejdede i en børnehave.

Hvis børnene spurgte, hvorfor hun ikke spiste maden, gav hun et svar, de købte uden tøven:

– Jeg sagde, at jeg havde en sygdom, der gjorde, at jeg ikke kunne spise den samme mad. Børnene accepterede det uden at stille opfølgende spørgsmål.

Josefine er ikke i behandling for sin spiseforstyrrelse.

– Jeg har valgt ikke at gøre det. Jeg foretrækker at arbejde med det på egen hånd. Det føler jeg mig godt klædt på til i dag.

Da Josefine opdagede sin diagnose, som hedder ARFID på engelsk, fandt hun flere grupper på sociale medier såsom Facebook, hvor medlemmerne kæmpede med præcis de samme vanskeligheder i hverdagen.

– Det føltes som at finde hjem. Jeg forstod, at der var mange andre som mig.

Stor respons

Josefine, der er forfatter og har udgivet flere bøger, fik idéen til at skrive en roman med en kvinde, der kæmpede med selektiv spiseforstyrrelse, i hovedrollen.

Sidste forår udkom feel good-romanen "Selektiva Selma" (Lind & Co) i Sverige. Og netop nu følges den op af en fortsættelse.

– Jeg ville synliggøre en diagnose, der er almindelig, men som så få kender til. Og jeg har fået en enorm respons på det. Jeg har fået mange mails fra folk, der arbejder i skolesystemet og er begyndt at forstå de børn, der har problemer til frokost.

- Jeg har også fået flere opkald fra voksne, som undskyldte for, at de ikke havde taget mig seriøst, da jeg var barn.

– Det er utroligt rart. Mange af beskederne har også været refleksioner fra folk, der har opdaget, at de selv har samme diagnose. Det er så fint, at folk tager sig tid til at fortælle, at jeg har hjulpet dem.

Josefines eget liv er også lidt som en feel good-roman i øjeblikket, fordi hun gennem diagnosen har fundet ro i sig selv og har fået mere forståelse og accept fra omverdenen.

Og hun har et budskab, som burde få mange voksne, der har serveret mad til børn, til at rødme lidt:

– Vi skal virkelig lade være med at tvinge børn til at spise ting, de ikke har lyst til.