Spiseforstyrrelse

”Mad har altid været forbundet med skam og skyldfølelse”

af Emilie Søndergaard Christiansen 11. februar 2021
Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau/Scanpix
Malene Ivetic var kun seks år, da hun kom på slankekur første gang. Det blev startskuddet til et forvrænget forhold til mad, og i dag er hun diagnosticeret med den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark, nemlig tvangsoverspisningsforstyrrelsen BED.

Det er torsdag aften, og i fjernsynet er dokumentaren ”Nadja og de 170 kg” netop gået i gang.

Hen over skærmen ruller billederne af Nadja.

Hun spiser.

11 rugbrødsmadder, en toastbrødssandwich, en pose chips, en plade Marabou og til sidst en bøtte flødeis.

For Nadja er det ikke unormalt at indtage en så stor mængde mad.

Hun lider nemlig af spiseforstyrrelsen BED, som også er kendt som tvangsoverspisningsforstyrrelse. En spiseforstyrrelse, som rigtig mange ikke kender til, men som alligevel er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark.

På den anden side af fjernsynsskærmen sidder 22-årige Malene Milica Ivetic.

Hun kan genkende Nadjas historie, og imens dokumentaren kører over skærmen, begynder en tanke at sprede sig: ”Er det dét, der er galt med mig?”

– Jeg fik nærmest en åbenbaring. Altså når man har gået og følt sig forkert hele livet, var det, som om der kom et lys for enden af tunnelen, der sagde, at det ikke var mig, der var forkert.

- Hver gang Nadja snakkede om mad, tænkte jeg: ”Ja, det er mig, ja, det er også mig.” Og så tænkte jeg, om det måske var noget, jeg skulle gå videre med.

I starten vælger Malene dog at holde tanken for sig selv. Men der går ikke lang tid, før hun alligevel bliver nysgerrig efter at vide mere. Derfor melder hun sig ind i en facebook-gruppe for folk, der lider af BED.

– Det var egentlig ikke meningen, jeg ville bruge gruppen til noget. Det var mest bare for at se, hvad folk skrev. Kunne jeg spejle mig i deres historier?

- Og så skete der det, at gentagne gange, når folk skrev om deres oplevelser, sad jeg tilbage med en følelse af, at ”det er præcis den oplevelse, jeg også har”. Og der gik det op for mig, at jeg hellere måtte tale med nogen om det.

- På det tidspunkt gik jeg til noget behandling i psykiatrien, så derfor tog jeg fat i min psykiater, som snakkede med en overlæge, og det resulterede i, at jeg endte med at blive diagnosticeret med tvangsoverspisningsforstyrrelsen BED.

På slankekur som 6-årig 

For at forstå, hvordan Malenes spiseforstyrrelse startede, skal vi tilbage til hendes barndom. Allerede som 6-årig begyndte Malene nemlig at udvikle tegn på en overspisningsspiseforstyrrelse.

De første tegn på en spiseforstyrrelse var dog ikke noget, der blev lagt mærke til i Malenes barndomshjem.

I stedet var der meget fokus på mad. Derfor vidste Malene som 6-årig også, hvilken mad der var god for hende at spise, og hvilken mad hun helst skulle undgå.

– Min mor har altid fortalt mine søskende og mig, hvad der er sund og usund mad. Og det har fyldt rigtig meget.

- Min mor havde nogle mærkelige idéer om, at så skulle vi have fuldkornspasta, eller så skulle vi have salater med alle mulige forskellige slags olier i, fordi det var sundt, og rugbrød uden smør, fordi det var usundt.

Det var dog ikke kun det store fokus på sund og usund mad, der påvirkede Malene. Slankekure var nemlig også en naturlig del af hverdagen i hendes barndomshjem.

Før Malene fyldte 10 år, havde hun allerede været på adskillige slankekure, dog kun med det resultat, at hendes forhold til mad blev forværret.

3 råd, hvis du lider af BED

Tal med nogen om dine tanker om krop, mad og vægt. En spiseforstyrrelse går ikke over af sig selv, og det er ikke noget, man kan skal kunne klare på egen hånd. Tal med nogen i din omgangskreds, der kan hjælp dig videre.

Kontakt egen læge, hvis du har mistanke om en spiseforstyrrelse. Lægen kan hjælpe dig med at blive henvist til behandling.

Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade kan tilbyde hjælp til dig, der har mistanke om en spiseforstyrrelse. De har en lang række rådgivnings- og støttetilbud, og de kan kontaktes på telefon eller sms.

Kilde: Landsforeningen for Spiseforstyrrelse og Selvskade

– Min mor syntes, jeg var for tyk, og hun syntes også, hun selv var for tyk, og så kunne vi jo tabe os sammen.

- Jeg har efterhånden prøvet alle kure, der findes. Dukan-kuren, High Carbs Low Fat, suppekure, hvor jeg kun måtte spise suppe, der var lavet på vand og flåede tomater. Altså alle mulige helt hen i vejret-kure.

- Men de gjorde bare, at jeg følte mig meget fed, ulækker og forkert. Og så har jeg spist for at få følelserne væk. Og det er jo en ond cirkel, for så bliver man ked af det, fordi man har spist, og så spiser man, fordi man er ked af det.

For Malene er det derfor også tydeligt, at de mange slankekure har været en af de afgørende faktorer for, hvorfor hun begyndte at tvangsoverspise i så tidlig en alder.

– De her kure var jo ekstreme. Det var ikke bare sådan, at min mor begyndte at lave sundere mad. Nej, man skulle ligesom først have at vide, at ”du er for tyk, og derfor skal vi på den her kur, og vi gør det sammen, for jeg er også lidt for tyk”.

- Hun behandlede mig sådan set som en ligeværdig voksen. Ligesom to veninder, der aftaler at tabe sig sammen. Og jeg havde ikke rigtig noget valg. Så det resulterede i, at jeg stjal mad og gemte det.

Et frirum

Tvangsoverspisningerne blev et frirum for Malene.

– Når jeg har en tvangsoverspisningsepisode, slipper jeg kontrollen fuldstændig. Det er sådan en ud af kroppen-oplevelse. Men det er min egen. Der er ikke nogen andre, der har den sammen med mig.

- Og det giver mig en ro på en eller anden måde. Ligesom folk, der ender med at drikke eller tage stoffer, så er jeg endt med at spise store mængder mad.

- Jeg glemmer mine problemer for en stund, tænker ikke på de negative ting, er ikke ked af det. Man kan sige, at maden både er min bedste ven og min allerværste fjende.

I dag bor Malene i en lejlighed for sig selv. Derfor skal hun ikke længere skjule sine overspisninger, som hun gjorde, da hun boede hjemme.

Dengang havde hun nemlig nogle faste ritualer for, hvordan hun kunne skjule den mad, hun fandt i køkkenet, og hvordan hun kunne spise den uden at blive opdaget.

– Jeg lærte meget tidligt at skanne min mors slikskab, og så kunne jeg tage noget og bagefter stille tingene, præcist som de stod før. I køleskabet var det det samme. Og så tog jeg maden med op på mit værelse.

- Jeg skulle være sikker på, at jeg ikke blev forstyrret, så enten spiste jeg rigtig hurtigt, eller også var tv’et tændt, så jeg ikke havde fokus på maden.

- Det er svært at forklare, men jeg er i sådan en trancetilstand, når jeg har en tvangsoverspisningsepisode.

LÆS OGSÅ: Jasmin Gabay: "Der er dage, hvor jeg synes, min krop er nederen, og det er o.k"

Skyld og skam

Men selv om Malene for en stund kan lukke alle de negative tanker ude, når hun har en tvangsoverspisningsepisode, er det udelukkende dårlige tanker og følelser, der overvælder hende bagefter.

– Lige efter jeg har haft en tvangsoverspisningsepisode, bliver jeg fyldt med skam. Og skyldfølelse. Jeg bliver frastødt af mig selv: ”Hvordan kan du tillade dig selv at spise så meget?” Og når jeg sidder tilbage med sindssyg kvalme, tænker jeg: ”Hvorfor stoppede du ikke?”

Netop følelserne af skam og skyld er noget, der altid har præget Malenes liv.

– Min familie sagde tit til mig: ”Ej, Malene, skal du nu også spise så meget?” Og hele tiden havde jeg det bare sådan: ”I kan rende mig, jeg er ligeglad, I skal ikke bestemme over mig.” Men inderst inde var det meget skammeligt at blive gjort opmærksom på, at du spiser for meget, at du er tyk, og at du skal tabe dig.

- Jeg har altid følt mig meget fed, og hvis jeg skulle beskrive mig selv gennem mit liv, så er det fed, ulækker og forkert. Helt generelt har mad for mig altid været forbundet med skam og skyldfølelse og med dårlige tanker om mig selv.

I dag kan Malene godt se, at hun ikke var tyk, da hun var barn, men de mange slankekure og det forvrængede forhold til mad gjorde, at hun hadede sig selv og sin krop.

– Udadtil virkede jeg som en, der havde styr på det hele. Men indeni jagtede jeg hele tiden følelsen af at være god nok.

- Jeg lagde ekstra meget energi i at være glad og sjov, og jeg lagde ekstra meget vægt på at være en super god veninde, for så havde jeg i det mindste det. Men i bund og grund har jeg jo bare været skide usikker og haft det megadårligt.

- Jeg har stadig dage i dag, hvor jeg føler mig tyk og forkert, men det er slet ikke på samme måde længere. Jeg tror, det hænger sammen med, at der er kommet mere diversitet i forhold til overvægt, og at man ser flere overvægtige kvinder på de sociale medier for eksempel. Det har gjort, at jeg har fundet frem til, at det ikke er forkert at være tyk. Jeg er tyk, og det er jeg bare.

- Og så tror jeg, det er gået op for mig, at jeg ikke kan gå hele mit liv og hade mig selv. Så bliver det et langt liv. Jeg har brugt 22 år af mit liv på at hade min krop, og det gider jeg ikke bruge resten af mit liv på.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal jeg have mere ros for at være tynd - end for at være en god veninde?

Henvist til behandling

I dag har Malene fået et bedre forhold til mad.

– Når jeg kan mærke, tvangsoverspisningsfølelsen i kroppen nærmer sig, forsøger jeg at slukke den, inden den bliver for stor.

- At spise det stykke kage, jeg har lyst til, for det stopper ikke, før jeg spiser den kage. Og hvis jeg går og ignorerer stemmen i flere dage, ender det bare med, at jeg spiser fem kager i stedet for. Så det øver jeg mig i. Men det er klart, at mad stadig er et svært område for mig.

For Malene har det dog hjulpet rigtig meget af få sat en diagnose på sine oplevelser med mad.

I dag er hun blevet henvist til BED-klinikken på psykiatrisk afdeling i Odense, hvor hun lige nu er skrevet op på en venteliste til at kunne modtage behandling for sin spiseforstyrrelse.

– På grund af diagnosen ved jeg nu, at det ikke er min egen skyld. Jeg har gået og dunket mig selv i hovedet med: ”Hvorfor kan jeg ikke bare tabe mig ligesom alle andre?”

- Jeg håber, at BED-klinikken kan hjælpe mig, for jeg har stadig tvangsoverspisninger. Lige for tiden har jeg dem ikke særlig ofte, og det tror jeg, er, fordi jeg har fået fast arbejde. Så er der et mindre vindue for at overspise.

I fremtiden håber Malene på, at hun kan komme af med sin spiseforstyrrelse, så hun kan komme til at leve et normalt liv, hvor mad ikke fylder så meget som nu.

– Jeg vil gerne føle, at jeg har en sund relation til mad i den forstand, at jeg aldrig bliver ramt af skyld og skam, når jeg spiser.

- Og jeg vil gerne væk fra at frygte, hvornår den næste tvangsoverspisning kommer. For det gør den. Jeg håber, mit liv bliver mere frit.

Man kan godt blive fri fra overspisninger

Der er flere faktorer, der er afgørende for, at man kan tale om at lide af spiseforstyrrelsen BED, siger psykolog og faglig direktør på Kompetencecenter for spiseforstyrrelser Birgitte Hartvig Schousboe:

– Det er en spiseforstyrrelse, der er kendetegnet ved overspisninger. Og man kan selvfølgelig sige, at overspisninger er noget, alle mennesker i princippet kan have, her er det overspisninger med kontroltab.

- Det vil sige, at den, der har overspisningerne, oplever, at der er noget andet, der tager over, eller det bare løber af sted, eller man ikke kan stoppe igen.

– Så det skal altså være en stor mængde mad, mere end dobbelt så meget, som man normalt ville spise i en given situation, og så med en oplevelse af at miste kontrollen. Desuden skal overspisningerne forekomme minimum én gang om ugen.

LÆS OGSÅ: Ida Rud: "Jeg har været på slankekur, siden jeg var fem år"

- Og så er der det med BED, at det også er forbundet med ekstremt ubehag og væmmelse og skam ved sig selv efterfølgende, forklarer Birgitte Hartvig Schousboe.

Hun fortæller, at man ikke kan sige helt klart, hvorfor man udvikler BED, men at der for spiseforstyrrelser generelt er nogle disponerende faktorer, der er med til at gøre en person sårbar.

– Der er noget, der udvikler spiseforstyrrelsen, og så er der noget, der vedligeholder den. En del har været udsat for mobning, omsorgssvigt, overgreb eller alkohol i familien.

- Noget af det, som forskningen peger på, er vægtrelaterede drillerier i familien, og hvis forældrene ikke spejler barnet og den unge relevant, i forhold til hvordan de følelsesmæssigt har det, øger det også risikoen for at udvikle BED.

I Danmark anslås det, at der er mere end 40.000, der lider af spiseforstyrrelsen BED. Det er mere end anoreksi og bulimi tilsammen, da der er cirka 5.000 mennesker, der lider af anoreksi, og cirka 30.000, der lider af bulimi herhjemme.

Til trods for dette bliver BED først anerkendt som diagnose herhjemme i 2022. 

– Man tog første gang diagnosen med som en diagnose, som man kunne lave forskning på, i det amerikanske diagnosesystem i 1994. Og da det amerikanske diagnosesystem blev revideret i 2013, kom den med ind som en spiseforstyrrelsesdiagnose på lige fod med de andre diagnoser.

- I Danmark har man et andet diagnosesystem, og her er man på vej med en revideret udgave, som lige nu foreligger på engelsk, og som skal oversættes og implementeres til det danske sundhedsvæsen.

- Det er det, man venter på, og det regner man med, sker i slutningen af 2021, uddyber Birgitte Hartvig Schousboe.

Men selv om diagnosen endnu ikke er anerkendt i Danmark, har Sundheds- og Ældreministeriet alligevel afsat 60 millioner kroner til behandling fra 2019 til 2021.

Behandlingen

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser, der ligger i København, er et af de steder, der har modtaget penge til at kunne behandle personer, der lider af BED.

– Den primære behandling, vi tilbyder for BED, er gruppeterapi.

Man kan nemlig måle på forskellige ting for at vurdere, om behandlingen har effekt, og herunder kan man eksempelvis måle på, om man nedbringer antallet af overspisninger, og om der er totalt ophør.

Og ved gruppeterapi er der faktisk flere, der har totalt ophør i overspisninger.

Helt konkret foregår gruppeterapien på Kompetencecentret ved, at de syv patienter, der er i en gruppe, skriver kostdagbog derhjemme hver dag, og i samarbejde med to psykologer kan man gennem kostdagbogen få et billede af, hvordan spiseforstyrrelsen kommer til udtryk i patienternes hverdag.

– Når patienterne kommer i gruppen, vælger de et par sider ud, som de får læst op af en af os psykologer. Det gør, at de får hørt deres egne ord lidt på afstand, og så kan man nogle gange se tingene på en lidt anden måde. I kostdagbogen skriver de, hvad de spiser, hvad tid de spiser, hvordan de har det, og hvad der sker i løbet af en dag. Tanker, følelser, oplevelser. Og så kan vi bruge det til at kigge på mønsteret over flere dage.

- Er der en sammenhæng mellem, hvordan de har det, og hvad de spiser? Eller er der en sammenhæng mellem, hvad de spiser, og hvordan de har det? Med kostdagbogen kan vi se på det i sammenhæng.

- Og hvis man skal sige det lidt firkantet, så er der tre faktorer på spil i forhold til overspisninger: Sult, vane og følelser. Sult er det første, vi arbejder med, hvor vi kigger på mekanisk spisning. Det handler om at spise regelmæssigt hver tredje time.

Udbredt spiseforstyrrelse

I Danmark anslås det, at mere end 40.000 personer lider af spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder, også kaldet BED.

Det betyder, at der altså er flere, der lider af BED, end anoreksi og bulimi tilsammen.

Til trods for dette bliver spiseforstyrrelsen først anerkendt som diagnose i Danmark i 2022.

- Det kan vi følge i dagbogen, og så kan vi bygge på lidt ad gangen, så man med tiden kan sætte gang i sit sult- og mæthedssystem igen, som er forsvundet lidt, når man har haft en spiseforstyrrelse gennem længere tid. Senere vil vi så kigge på, hvad det er følelsesmæssigt, der kan aktivere overspisninger, og så arbejde på, hvordan man kan handle på det for at undgå overspisninger.

Birgitte Hartvig Schousboe forklarer, at der ud over at blive ført kostdagbog også er stort fokus på at involvere de pårørende.

– Vi vil rigtig gerne inddrage de pårørende gennem pårørendesamtaler og pårørendearrangementer. Det kan gøre, at man får nogle andre vinkler på behandlingen, som kan være nyttige at arbejde videre med. Og så gør det også, at det faktisk bliver muligt for de pårørende at støtte på en måde, der er hensigtsmæssig.

[node:advert-in-body_3]

I sidste ende er spørgsmålet så, om det er muligt at komme af med spiseforstyrrelsen BED.

Ifølge Birgitte Hartvig Schousboe er svaret ja.

– Men de fleste vil nok skulle have en opmærksomhed på det resten af sit liv. Og måske i lige så høj grad trangen til at gå på slankekur eller spise mindre, som kan være lige så ”farlig”, når man ser på det med spiseforstyrrelsesbriller.

- Men man kan sagtens blive fri fra overspisninger og leve et helt almindeligt liv.