Maibritt Saerens
Interview

Maibritt Saerens blev påkørt på det værst tænkelige tidspunkt: "Al min livsenergi forsvandt med det slag mod nakken"

31. marts 2022
Af Britta Bjerre
Foto: Stine Heilmann
Da Maibritt Saerens blev skuespiller, drømte hun om politisk teater i en kælder. Så da hun blev 40 og fik tvillinger, øjnede hun muligheden for at lave en vending og komme tilbage til drømmen.

Hun møder smilende, men også en anelse modvilligt op til interviewet. Og dét deklarerer hun ærligt. Sådan er Maibritt Saerens.

Den tid, hvor man pligtskyldigst sagde ja til interviews for producenternes skyld er for længst ovre.

Og så alligevel hopper hun indimellem ind i "illusions-cirkusset", som hun kalder det, og laver en rolle på tv "med alt, hvad det kræver af PR, interviews og glamourfotos". 

– Og denne gang i en alder af 51 i rollen som Baywatchkystvagt. Langt ude, ja, men jeg griner min slappe røv i laser hele vejen til arbejdet og ser frem til tre BH’er med fyld, så det da ser ud, som om jeg har noget ...   

Latteren løber rundt og langs med alle ordene, mens hun siger dem. Samtidig sidder hun der overfor med et roligt, fokuseret blik.

Maibritt Saerens er lige hjemme nogle dage. Ellers har hun opholdt sig meget i Norge, hvor hun siden starten af januar har været i gang med at indspille en norsk tv-serie for Netflix.

Hun er færdig deroppe nærmest samtidig med, at vi her i Danmark kan se hende dukke op i den nye sæson af tv-serien "Sommerdahl", hvor hun som kystvagt vækker varme følelser i politiefterforsker Dan Sommerdahl.

"Du laver nok ikke så meget"

De fleste danskere lærte Maibritt at kende som rigmandsdatteren Søs i DR-serien "Krøniken".

Til gengæld kan det godt være, at nogen tænker i dag, at det er længe siden, de har set noget til hende. Den reaktion kender hun i hvert fald, siger hun selv ligeud.

– Jeg møder tit folk, der siger: ”Du laver nok ikke så meget mere, gør du?” Men sagen er, at jeg aldrig har lavet så meget i mit liv som nu! 

Maibritt Saerens

Og det er dér, vi begynder.

For da Maibritt i en alder af 40 ventede tvillinger, besluttede hun at starte eget firma, hvor hun nu i 12 år har undervist topledere, politikere, præster og advokater i "Executive Presence", dvs. at brænde igennem og blive den, man lytter til.

Hun underviser også i skuespillerteknik på skuespillerforbundet og skuespillerskolerne. 

– Jeg underviser, fordi jeg er en nørd som skuespiller. En tekniknørd. Jeg har i alle de 22 år, jeg har været skuespiller, undersøgt teknikken bag faget.

– Og igennem alle årene har jeg frekventeret med Finn Hesselager, min gamle teaterlærer fra skuespillerskolen, og mange danske skuespilleres teaterlærer. Han er i dag en kær ven. Det er blevet lidt af et hjertebarn for mig det med at undervise.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Så fik jeg tvillinger

Da hun vendte rundt på sit liv og startede sin egen virksomhed, fik hun økonomisk overskud til at kaste sig ud i sin gamle drøm om at lave politisk teater, eller videnskabsteater, som hun også siger.

Klimakrisen er hendes agenda og en hjertesag. Hun har foreløbigt sat to klimaforestillinger op. For tiden er hun i gang med at researche på den tredje, "Historien om MIG", som har premiere i foråret 2023.

Og igen i samarbejde med dramatikeren Vivian Nielsen, som hun også har lavet de to forrige med. 

– Jeg ventede hele tiden på, at jeg ikke var i vælten mere, og at jeg ikke altid tænkte: "Det lyder spændende. Det må jeg også hellere lige lave". For det var det, der skete i rigtigt mange år.

– Jeg var en af de heldige, der hele tiden fik arbejde. Så fik jeg tvillinger. Der kom stadigvæk roller min vej, men der var en naturlig nedadgående kurve de første par år efter. Og da var det, jeg tænkte: "Så er det vist nu, det skal være!"

Havde en mission

Hendes første klimaforestilling, "No Planet B", beskrev klimaforandringerne og behovet for bæredygtig omstilling og byggede på en 3.000 sider stor videnskabelig klimarapport, som klimatologer verden over var gået sammen om at stå inde for.

Forestillingen blev spillet op til, samtidig med og i tiden efter klimatopmødet i Paris i 2015. 

– Jeg havde en mission om, at jeg skulle vække danskerne. Det havde jeg virkelig. Jeg blev så ramt, totalt ramt, da jeg læste den rapport.

– Men klimaaktivisten i mig var vakt mange år tidligere, da jeg som barn fulgte skraldemanden ned langs villavejen i Silkeborg og så, hvordan han bar den ene papirsæk med affald efter den anden ud til sin store lastbil. Hvor blev mon al affaldet af, tænkte den dengang femårige pige. 

Efter den første forestilling blev Maibritt ramt på andre måder.

– Normalt tager vi skuespillere et kostume på og lever os fuldstændigt ind i rollerne. Det er skønt, og det sætter én fri at få lov at spille et andet menneske. Men her kunne jeg for første gang pludselig ikke tage kostumet af igen.

– Jeg fik ikke ligefrem en klimadepression, for en depression var det ikke, men jeg blev ramt af en tung, tung klimaenergi. Forestillingen var udelukkende baseret på fakta, og når man står med dyster fakta hver dag, er det som at blive stopfodret med fakta morgen, middag og aften.

En piskesmældsskade

– Oveni fik jeg også lige en piskesmældsskade. Selvfølgelig sker sådan noget samtidigt. Lønnen på egenproduktioner er lig nul, så jeg arbejdede triple i den periode og filmede og underviste også. 

– Efter en endt weekend med 14 politikere holdt jeg for rødt lys i et vejkryds i Nyborg, da en træt mekaniker kom kørende med fuld fart og bankede sin bil lige ind i min. Hans bil var krøllet helt sammen. Jeg kunne godt køre hjem i min gamle Volvo, men to uger efter blev den dømt totalskadet.

Maibritt_Saerens

– Og hos mig var det som om, al min livsenergi forsvandt med det slag mod nakken. Jeg syntes pludselig, at det hele var en illusion. Jeg så alt for klart min egen illusion og verdens.

– Også hele branchens og mediemaskinens fucked op illusion. Det var fandme hårdt.

– Jeg kunne godt være i det. Men det blev meget tydeligt for mig, at der er noget, vi slet ikke er i kontakt med. I hvert fald var JEG ikke. Jeg red med på "det er sådan, vi gør" og "det er sådan, vi skal leve vores liv". Og det gav absolut ingen mening.

– Jeg kunne tydeligt se manglerne. Men kunne jeg også ændre det? Jeg var nødt til at "walk the talk". Nødt til at turde hjertet i en umiddelbart hjerteløs verden. Og nødt til at kigge på, hvad der rent faktisk sker af positive ting – både i det indre og det ydre. Jeg måtte gribe til styrkebaseret træning. Og det vil sige: Positiv træning.

– Det absurde er, at jeg ikke tror på positiv tænkning. Men jeg er jo nørden. Så jeg måtte afprøve teknikken bag positiv tænkning. Og jeg må indrømme, det var en interessant opdagelse. Jeg opdagede min vane omkring negativ tænkning. Jeg så hullerne i osten.

– Dem er der nemlig mange af i verden – hos dem omkring mig OG hos mig selv. Men det er et svært transformationssted. Både lyset og mørket er en del af helheden. Der er sandheder i begge dele. De kan ikke adskilles. 

Stå af den ydre jagt

Opdagelsen blev starten på det, der senere skulle blive til den anden klimaforestilling "Ode til Jorden – en hyldest til naturen", som Vivian Nielsen skrev på opfordring af Teatret Svalegangen i Aarhus til deres klimateaterfestival i 2021. 

– Det er vel efterhånden gået op for mig, at den dybe mødthed, som alle mennesker jagter, hvad enten det er i materialisme eller i kærester, berømtheder, job, eller hvad det er, den kan vi aldrig opnå, når vi jagter den.

– Det har jeg opdaget igennem klimaforestillingerne, igennem samtaler med Finn og igennem min meditationstræning bl.a. hos Jes Bertelsen på Vækstcentret og Madhurima Consiousheart.

– Det er svært at stå af den ydre jagt. For så er der ingenting. Man er ingenting. Vores tid er ikke forberedt til mødet med – ingenting. Men så snart vores jeg lader være med at jagte noget, indstiller jagten på manden, på at være på en bestemt måde, gøre på en bestemt måde, to-do, to-do, to-do, og slapper af helt ind i nervesystemet, så kommer man hen til ingenting.

– Og dér kan der opstå angst eller depression. Der kan være ensomt, tomt, meningsløst. Men hvis man alligevel går lige lidt dybere og møder ingenting med ingenting … så er der simpelthen alting. For i dét ingenting er der den vildeste kærlighed. 

Det helt umiddelbare spørgsmål, om hun selv befinder sig dér, hvor hun møder ingenting med ingenting, besvarer hun således:

– Nej, overhovedet ikke, men jeg er der momentvis. Og det er dét, der er min redning.

Endte med at stortude

Maibritt er fra Silkeborg og datter af en fysioterapeut og en ingeniør. Hun skulle egentlig være revisor eller forretningskvinde.

Skuespiller lå uden for hendes rækkevidde, føltes det som, selv om hendes faster, Kirsten Saerens, faktisk var det på Odense Teater. Men en aften sad hun på bageste række i Musikhuset i Aarhus og blev ramt af lynet.

Det, der foregik på scenen, vibrerede ned til hende som en følelse, hun ikke kunne holde ude fra sig selv. Hun begyndte at græde og endte med at sidde og ligefrem stortude. Derefter strøg hun direkte hjem og tilmeldte sig teaterlinjen på Herning Højskole.

Og derfra var det videre til skuespillerskolen ved Aarhus Teater.

– Det, jeg mærkede oppe fra den scene, var nærvær. Det var kraft, det var energi, og det var frihed. Og det ville jeg have. Det liv ville jeg leve. Fuld af nærvær, frihed og kraft. Teatret blev en frisættelse af noget i mig. Jeg troede, det var teatret, der trak, men det var frisættelsen. Og det gav teatret mig.

Og ja, hun valgte rigtigt dengang, siger hun. 

– For det frisatte. Fuldstændigt. Jeg var en orkan, en tikkende bombe af alt muligt. Så det var vigtigt. Og det var rigtigt. Og det er sjovt nu, skuespillet. Men det er ikke livsnødvendigt for mig. Det er til gengæld meditationen, naturen og mine børn.   

Jeg krummede ryggen

Med rollen som den smukke, forkælede Søs i DR-serien "Krøniken" fik Maibritt det store, folkelige gennembrud. Her 18 år efter at serien blev vist første gang, synes hun ikke, at hun bliver forbundet med rollen længere. 

– Der er færre og færre, der genkender mig som Søs. Og hvis de gør, siger de det ikke til mig. Det kommer måske efter nogle gange i en sidebemærkning. Det er ikke noget, der er noget særligt længere. Og det kan jeg godt lide. 

– Når man har været igennem den der kendthedsbølge, bliver man kigget på og får en projektion fra omverdenen, der hedder: "Du er noget særligt". Det er der energi i. Og hvis man ikke er vågen i forhold til det, bliver man nemt afhængig af den energi.

– Der er selvfølgelig forskellige måder at tackle det på. Nogen tager det til jeg'et og tror, de er den, publikum ser. Det er også svært at lade være med. Men jeg gjorde det modsatte. Det er ikke nødvendigvis en god måde at gøre det på.

– Jeg krummede ryggen og gik under og prøvede at gøre folk større end mig. Jeg kunne slet ikke holde ud, at jeg var "mere" i deres øjne. For det er ikke rigtigt. Det er en illusion. Men det var heller ikke konstruktivt at gøre det sådan.

– Fysisk har det gjort, at jeg er blevet lidt krumrygget. Altså virkelig. Jeg skal altid lige tænke på at rette mig op. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg fik tvillinger. At bære rundt på sådan et par krabater sprængte decideret hele forsidens muskulatur, så bæremusklerne blev slappe, siger hun med et stort "I don’t care"-smil.  

Her når vi så tilbage til tv-serien "Sommerdahl", som hun ikke kendte, da hun blev kontaktet. 

– Da de ringede og sagde: "Kystvagt. Gang i den. Sejler speedbåd", blev jeg tændt. Så barnlig er jeg. Jeg er gammel motorcykelkører og kørte i 20 år først på min Honda og siden på en Harley.

– Da jeg var til møde med instruktør Rumle Hammerich, spurgte jeg: "Hvad så, er det meningen, jeg selv skal sejle den speedbåd?" "Nej, nej", forsikrede han, det var slet ikke meningen. Men det blev lynhurtigt lavet om til: "Jo, selvfølgelig skal du det!" Og så gad jeg godt. 

Hun fortsætter:

– Jeg har haft en fest med at tage på arbejde. Og jeg fik lov at tage speedbådkørekort med den skønneste kvinde på næsten 60, som stod i båden som en Don Johnson fra "Miami Vice". Jeg tog også lidt af hende med over i rollen. Det ved hun ikke. Så i serien er jeg egentlig Don Johnson – bare i kvindelig udgave. 

Længere går den ikke. Livet kalder på Maibritt Saerens. Den del af livet, der handler om at holde aftaler, man har lavet med sine børn.