Selvudvikling

Familien eller sexlivet – hvad er vigtigst?

af Renée Toft Simonsen 13. marts 2013
Hvis det seksuelle er det eneste, der er galt, er det så grund nok til at sige farvel til alt det, man har bygget op sammen?

I denne uge har jeg fået et brev fra en kvinde gift på 15. år med en dejlig mand, som hun har tre dejlige unger med. Hun elsker sin mand og sin familie, men overvejer alligevel at blive skilt. Grunden til, at hun vil skilles, er, at manden i mange år ikke har haft nogen seksuel interesse for hende. Børnene er ved at blive store, og udsigten til at sidde tilbage i sofaen med en mand, der intet seksuelt kan eller vil med hende, er uendelig trist.Jeg må indrømme, at jeg havde meget svært ved at rådgive denne kvinde, for hvis det seksuelle var det eneste, der var galt, var det så grund nok til at sige farvel til alt det, de havde bygget op sammen? Mens jeg funderede over, hvad jeg skulle skrive til kvinden, kom jeg til at tænke på en bog, hvor en række kvinder i 60'erne fortalte om deres liv og det, de tænkte tilbage på, som havde været betydningsfuldt for dem.En af de ting, jeg husker, der gik igen, var, at mange af dem var blevet skilt dengang i 70'erne, hvor det hele gik lidt stærkt på familiefronten, og mange af dem tænkte med fortrydelse på den "historie", de havde mistet ved at forlade den mand, de havde fået børn sammen med. Mine forældre blev også skilt dengang og mistede dermed deres fælles historie omkring familie og børn, på den måde at de mistede hinanden, som jo var den eneste person, de virkelig kunne dele børnene med.Renées klumme i sidste uge: Hvordan står det til med ligestillingen? >>Nå, men den ting, flere af kvinderne i bogen havde til fælles, var, at de fortrød, at de var blevet skilt, for det næste forhold, de rendte ind i, var sådan set ikke så meget bedre end det, de havde forladt. Det var bare historieløst i forhold til børn og familie. Lige netop det at holde fast i familien og historien om den, det at have årene sammen, har for mig altid stået som noget af det mest betydningsfulde, og derfor synes jeg virkelig, det er svært at svare på, om manglen på sex er grund nok til at give dét op?På den anden side må jeg jo erkende, at hvis man ikke har noget seksuelt sammen, så tror jeg, man et eller andet sted giver en del af sig selv op? Seksualdriften er en af vores stærkeste drifter, og jeg tror ikke på, at vi kan ignorere den, uden at den popper op på andre måske uhensigtsmæssige måder. Og hvem har også lyst til at give en del af sig selv op?Så på en måde synes jeg, kvindens spørgsmål blev et spørgsmål om, hvorvidt hun skulle give sig selv op eller give sin familie op, og et eller andet sted blev det derfor til et "Sophies valg"-agtigt spørgsmål. Svaret må blæse i vinden, for jeg har det ikke.Kærlig hilsenRenée