Joy_Maria_Frederiksen

"Den dag, hun var hos lægen, var jeg med hende derhenne. Hun var fuldstændig forandret, da hun kom ud"

20. januar 2023
Af Tine Bendixen
Foto: Stine Heilmann
Joy-Maria Frederiksen har en barndomsnisse, der bare ikke må flytte med. Derfor har hun gået i terapi, for man kan faktisk godt ændre sine adfærdsmønstre, siger hun. Det skylder man også hinanden i et ægteskab, hvis man gerne vil blive sammen. Som hun og Niels Olsen.

Vitrineskabet er fyldt med kongelige tallerkener, smukke kopper, fine vaser ...

– Jeg er frygtelig, forfærdelig. Jeg samler på ALT. Jeg tror blandt andet, det er opstået, fordi jeg faktisk ikke har noget som helst arvegods. Overhovedet.

– Min mormor døde, da jeg var seks år og efterlod sig nærmest intet. Jeg har en lille dum kande, der mangler et låg. Den står i vores sommerhus. Og en lille figur, hun engang købte til mig i den lokale chokoladeforretning.

– Det er en lille pige, der ligger på maven. Og så en lillebitte Mågestels-vase. De tre ting. Ellers har jeg INTET. Jeg havde ingen kontakt til mine bedsteforældre på min fars side, altså min farmor og farfar, så der er ikke noget som helst, der er gået i arv til mig.

Joy-Maria Frederiksen siger det uden snert af sorgfuldhed. Snarere med en nysgerrighed:

– Det er jo et eller andet med en trang til at etablere noget selv … Min datter Rosa har en helt anden smag end jeg og vil noget andet, gudskelov, så hun må finde ud af, hvad hun engang skal med alt det her, hun kan sælge hele lortet. Men i hvert fald er der noget, hun kan tage, hvis hun vil have det. Som måske kan minde hende om hendes barndom.

Joy-Maria accentuerer ordet som for at understrege, hvor lidt der er til at minde hende om hendes egen barndom. Fysisk altså.

Mentalt har der måske næsten været for meget.

Joy_Maria_Frederiksen
En meget ung og tidligt voksen, Joy-Maria, der blev mobbet af tre piger i klassen. 

Første job som danser

Med vitrineskabet in mente rummer det sin egen ironi, at ”Soulmates”, som Joy-Maria instruerer, meget tidstypisk foregår i … en genbrugsbutik.

Den handler om popduoen Sugar Chicks, der finder sammen med en tredje kvinde i en trio for at jagte en hidtil udebleven succes.

Og den handler om livsværdier, venskaber og kunsten at finde ud af, hvad det egentlig er, man vil.

Hun har en dansers fødder. Når hun tusser igennem køkkenet på strømpesokker, er det med fødderne i position ”ti-minutter-i-to”.

– Jeg har danset hele mit liv. Jeg havde mit første professionelle dansejob, da jeg var 15 år. Der blev jeg introduceret til teatrets verden og så, hvordan skuespillere arbejdede.

– Det var tilfældigt, at jeg kom med i den forestilling, det var bare fordi, jeg dansede, men allerede der kom jeg på sporet af, at det nok var det, jeg gerne ville.

Man kan danse af alle mulige årsager. F.eks. for at løfte sig selv ud af noget svært og ind i noget, man bare kan. Joy-Maria er aldrig holdt op med at danse.

Nogle gange danser hun også bare derhjemme, tager en svingom med sig selv. Fordi hun kan. Fordi hun elsker at danse.

Mormor

Albertslund i 1960’erne. Joy-Maria boede hos sin mormor og sin mors lillesøster Mari-Ann. Det gjorde hun de første seks år af sit liv.

– Min mor var kun 19 år, da hun fik mig. Hun var under uddannelse til danselærer, det var lidt turbulent det hele, så jeg boede hos min mormor, men hun fik pludselig noget cancer, som blev opdaget alt for sent.

Kort om Maria-Joy Frederiksen

Joy-Maria Frederiksen, 58 år, instruktør og skuespiller.

Instruerer ”Soulmates”, der har premiere 10. februar på Randers Teater. 

Gift med skuespiller Niels Olsen, sammen har de Rosa på 25 år.

Bor på Frederiksberg i København.

Er udpræget kattemenneske.

Det er mange år siden, og Joy-Maria var en lille pige, men:

– Jeg husker det tydeligt. Den dag, hun var hos lægen, var jeg med hende derhenne. Jeg sad ude i venteværelset, og hun var fuldstændig forandret, da hun kom ud fra den læge.

– Hun havde fået besked om, at hun skulle gå hjem og vente på en ambulance, for hun skulle indlægges med det samme. Det havde åbenbart bare spredt sig.

– Hun var rigtig bange for at gå til læge, så hun havde helt sikkert godt mærket ting, men havde gået med det alt for længe. Vi kom hjem, og … så blev der ringet efter nogen.

– Mari-Ann og jeg sad bare med store øjne, vi kunne mærke på hende, at det var helt galt.

– Det næste, jeg husker, er, at min mor, Mari-Ann og jeg rykkede hjem til min onkel og tante i deres hus i Værløse og boede på nogle madrasser i gæsteværelset. Så var vi dér.

– Og da min mormor så døde … Altså, sådan halvanden måned efter hun fik diagnosen, var hun der pludselig ikke længere, det gik rigtig stærkt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Der mangler noget i billedet, ikke? En far.

– Min far har ikke været i mit liv. Jeg har altid vidst, hvem han var, men jeg lærte ham først at kende, da jeg fyldte 18 år. Dér opsøgte han mig. Og jeg prøvede.

– Jeg gjorde en kæmpe indsats, fordi jeg så gerne ville have en far. Altså, nu havde jeg fået en FAR!

– Så i hvert fald følelsesmæssigt gjorde jeg en kæmpestor indsats for at få et forhold til ham, men det blev aldrig til mere end noget, der føltes som en fjern onkel.

– De der år, hvor man ikke har været der – de kommer simpelthen ikke igen. Jeg kendte ham, til han døde, men… han var en fjern onkel.

Joy_Maria_Frederiksen

Mobning

Folkeskoleårene var præget af mobning. Som blev ved og ved og ved. Fordi ingen formåede at gribe ind.

– Det var tre piger, der var … som piger kan være, sådan rigtig modbydelige. Og som aldrig rigtig blev stoppet.

– Vi havde en meget dejlig dansklærer, som jeg elskede højt, hun var et af mine store forbilleder. Hun prøvede at stoppe det, men hun kunne simpelthen ikke.

– Det kræver jo også, at der er nogle forældre, der er med på det, ellers er det umuligt, det er en tsunami sådan noget mobberi, det foregår HELE tiden. Ude i skolegården, på vej hjem fra skole, overalt. Det kan lærere ikke styre, de kan kun sørge for, at der er ro i deres egne timer. 

Stemningsbarometer

Joy-Maria fortæller ikke, hvad de hed, de tre piger der rå-mobbede hende dengang. De ved nok også godt selv, hvem de er, hvis de tilfældigvis skulle læse med her.

Men hun siger, at mobberiet har udstyret hende med et særligt stemningsbarometer.

En indsigt i menneskers adfærd og sjæleliv. Som hun bruger, når hun instruerer. Sammen med sine erfaringer med at skulle blive lidt tidligt voksen.

– Jeg var jo omgivet af kvinder i min barndom og havde ikke en far, derfor var jeg tit med til ting.

– Min mor var så ung, da hun fik mig, og da hun pludselig blev værge for sin lillesøster, som kun var 15 år, og vi tre flyttede sammen, var jeg med til alt muligt, fordi hun havde gang i alt muligt.

– Jeg blev meget hurtigt sådan et barn, der godt kunne være det eneste barn sammen med voksne.

– Så hører man mange ting og skal også indrette sig rigtig meget. Man lærer hurtigt at vejre en stemning: Hvad for et humør er de voksne i? Nå, men så sidder jeg bare lige her. Så de synes, jeg er SJOV i dag? Nå, men så snakker jeg lidt med.

– Det med at mærke en stemning og ”temperaturen” i et rum, tror jeg, jeg lærte allerede som barn på grund af min lidt mærkværdige opvækst.

– Jeg bruger det rigtig meget i instruktionsarbejdet i forhold til den dramatiske situation. Hvad kræver den her situation, hvad er det for en stemning, der er i rummet, når de mennesker snakker sammen på den her måde?

– Men også i forhold til de skuespillere, jeg arbejder med. At mærke dem. Hvor er de? Er der nogen, vi lige skal passe særligt på? Som er lige så meget en instruktørs arbejde. Det synes jeg i hvert fald i forhold til at få processen til at glide og få folk til at yde deres bedste.

Joy_Maria_Frederiksen

Fællesøkonomi

To sovende katte på en seng. En stor, blågrå voksen ved navn Morty. En lille, stribet, ung frækkert ved navn Sully. En samtale om kattens velsignelser.

Joy-Maria er udpræget kattemenneske. Hun kom decideret til at mangle en kat, da hun og Niels for et par år siden flyttede fra Skovshoved til Frederiksberg.

Der skulle ikke meget overtalelse til. Nu har de to. Og ”Niels elsker de katte”.

Hjemme hos Joy-Maria og Niels. Deles de om det hele.

– Jamen, vores liv er bare sådan en pærevælling af en masse ting. Vi har ET kaos af fællesøkonomi. Lige dér skal vi helst ikke blive skilt, for det bliver virkelig noget rod. Så skal alt splittes op i to dele.

Hvad fanden laver de kvinder, der sidder på Christiansborg, hvorfor er der ikke EN af dem, der åbner munden og siger, ”Hey, hvem er det, det her kommer til at gå ud over? KVINDER!”

– Kan du huske, da der blev lavet en ændring i forhold til pensionsordning, så pensioner ikke længere automatisk blev delt ved skilsmisse? Og hvem gik det ud over?

– Kvinderne. For det er dem, der har taget og tager barsel, og mændene, der har haft og stadig har de højere lønninger.

– Vi snakkede meget om det herhjemme, og jeg var RASENDE over det: Hvad fanden laver de kvinder, der sidder på Christiansborg, hvorfor er der ikke EN af dem, der åbner munden og siger, ”Hey, hvem er det, det her kommer til at gå ud over? KVINDER!” Men det var der ikke EN, der gjorde. Jeg forstod det simpelthen ikke.

Hvad gjorde I så?

– Jamen … Niels er et meget retfærdighedssøgende menneske, han har ikke svært ved at se den slags ting, og han er i øvrigt også meget generøs og vil gerne dele alt med alle, så jeg skulle ikke kæmpe specielt meget for det, han var sådan set lige så oprørt over det, som jeg var, fordi der ikke var nogen rimelighed i det.

– Det tog os ganske vist et par år at få fingeren ud, men så gik vi også til en advokat og fik lavet et stykke papir. Det skal man selv gøre.

Så suser hun lige baglæns i tiden. Til dengang hun og Niels mødte hinanden, og de begge var unge og grønne skuespillere.

– Da vi mødte hinanden, var der ingen, der kendte Niels Olsen overhovedet.

– Vi var lige blevet kærester, så eksploderede den tv-satire, hvor han og Ditte Gråbøl blev berømte over night, og så stak det fuldstændig af. I løbet af meget kort tid begyndte han at tjene nogle helt andre penge.

Og så skulle de giftes.

– Jeg er rigtig socialdemokratisk opdraget i en københavnsk arbejderfamilie, du ved … jeg skal ikke tage noget, der ikke er mit, fra nogen.

– Jeg har altid været bange for, at folk syntes, jeg brugte mit udseende eller andet til at få noget, der ikke kom mig til gode, så jeg sagde med det samme: ”Prøv at høre Niels, skal vi ikke lave en ægtepagt og have særeje, for så er der ikke noget bøvl med det?”. Så blev han nærmest sur på mig.

– Han syntes simpelthen, det var det mest tåbelige. Hvis man havde besluttet sig for at gifte sig, var det da det mest uromantiske, at man skulle sætte sig ned og lave sådan et stykke papir. Han var nærmest forarget over, at jeg foreslog det.

– Så det blev det ikke til. Jeg var bare sådan: ”Nå, men fint nok, det er jo dig, der tjener pengene, det er jo ikke mig, så fred være med det, det skal vi ikke være uvenner over.”

– Men jeg tog det op, fordi jeg tænkte, at det i hvert fald ikke skulle være mig, der ikke ville have særeje, for jeg blev ikke gift for at få del i nogle penge, jeg ikke selv har tjent.

Pensionsordningen – det var noget andet. Det handler om levet liv. Sammen.

– Da det pludselig blev lavet om, havde vi været sammen i mange år. Jeg ved godt, hvordan jeg har taget fra derhjemme, når han har arbejdet rigtig meget i perioder.

– Det er jo det fællesskab, der gør, at de penge er blevet tjent, og at han har været i stand til at lave den pensionsopsparing. Så det fællesskab, man har i en familie og i et ægteskab er jo et samarbejde.

– Det er også derfor, det ikke holder med den idiotiske lovændring. Det handler simpelthen om det fællesskab, man har omkring den familie, man har skabt, ikke?

Joy_Maria_Frederiksen
Niels Olsen og Joy-Maria Frederiksen har været gift siden 1992 og har datteren Rosa sammen.

Terapi

Vi ved det jo godt – når man finder sammen med et andet menneske, har man ikke bare sig selv, men også hele sit familiebagland med i bagagen. Og de to baglande kan se vidt forskellige ud.

– Niels’ far var læge, og Niels er ud af en søskendeflok på seks drenge.

Orh …

– Ha ha. Ja, jeg er nærmest opdraget kun af kvinder. Det kunne ligesom ikke være mere forskelligt.

Hvorfor holder jeres ægteskab?

– Ja …

Det har vel ikke været let hele vejen?

– Nej, det har det fandeme ikke. Der har da også været tidspunkter, hvor det har været tæt på, at … det ikke gik. Jeg ved det ikke … Jo altså, delvist handler det selvfølgelig om grundlæggende gerne at ville bevare det, der er.

– Og selv i perioder, hvor jeg synes, han kan være det mest irriterende i verden, er der bare alligevel et ret dybt venskab og en respekt og altså … kærlighed, som … bare er lidt mere fundamental.

– Så selv når jeg nogle gange har tænkt tanken, er det alligevel for absurd for mig at forestille mig, at … du ved, rive det midt over. Og så har vi gjort alt muligt. Jeg har gået i terapi i 198 år. Altså … man skal jo gøre noget.

Handler det om din barndom?

– Ja, ja, totalt. Og man er nødt til at gøre en indsats. Det er klart, det kommer ikke af sig selv. For man slæber det med sig – både den mærkelige opvækst med en noget ung mor og dut dut og ret meget kaos i den afdeling dér.

– Og så hele min mobbehistorie dengang. Jeg ved jo godt, det har sat spor i mig. Jeg VED, det har sat spor i min personlighed. Jeg VED, jeg reagerer på nogle ting i situationer på grund af det.

Jeg har altid været bange for, at folk syntes, jeg brugte mit udseende eller andet til at få noget, der ikke kom mig til gode.

Men det KAN man faktisk arbejde med, siger hun.

– Det er det, der er så interessant. Folk siger: ”Hvorfor skulle jeg gå i terapi, jeg kan jo ikke ændre mig”.

– Men det er ikke et spørgsmål om at ændre sig, det er et spørgsmål om at lære måske at ændre sin adfærd. Lære at standse i en situation, hvor man er vred eller ked af det og f.eks. på vej til at sige: ”Så kan det også være lige meget, så skrider jeg, jeg behøver ikke det her.”

– Alt efter hvem man nu er, og hvordan man reagerer. Vi har jo nogle mønstre, vi gentager om og om og om igen. Men man kan LÆRE at opdage det.

– Hov, for helvede, nu står jeg her igen, hvor alt i mig siger: ”I skal bare gå væk, for jeg behøver heldigvis ikke andre end mig selv, så bare gå væk!” Der kan man lære sig selv lige at stå lidt stille og prøve at lade være med at skubbe folk fra sig eller råbe ad dem, eller hvad fanden man gør.

– Ligesom man kan lære en trompetist en ny teknik. Han spiller stadig trompet, han gør det bare på en ny måde, fordi han har lært nogle nye greb.

Hun taler af erfaring. Selv om hun ikke spiller trompet.

Og det handler også om, at man i et langt ægteskab skylder hinanden at gøre forsøget. At det ikke duer at insistere på, at ”jeg er, som jeg er”.

– Det er sgu for let. Jeg synes frem for alt også, man skylder sine børn det. Jeg har altid haft det sådan lidt: jeg skal forhindre nissen i at flytte med.

– Det med de ting i min egen barndom, som jeg synes, måske kunne have været på en lidt anden måde. Og når jeg ser mig selv gentage nogle ikke helt rigtige mønstre, har jeg meget brugt terapi til at prøve at sige: Kan jeg forhindre den der nisse i at flytte med?

– Jeg er ellers meget glad for nisser, jeg elsker jul, men DEN nisse skal helst ikke flytte med.

Joy_Maria_Frederiksen
Rød løber med datteren Rosa i 2014, hvor der blev spillet ”TAM TAM” i Glassalen i Tivoli.

Det synes hun faktisk, man er forpligtet til, når man ”interagerer” med andre mennesker.

– Medmindre man flytter ud på en øde ø med en masse katte. Men så er man faktisk også forpligtet over for kattene, ha ha.

– Men … når man har et liv sammen med andre mennesker, er man forpligtet til at prøve på at arbejde på hele tiden at være den bedst mulige version af sig selv. Og det kan man ikke altid gøre alene.

– Dér må man nogle gange søge hjælp hos nogle, der rent faktisk har uddannet sig til det og ved, hvad fanden de laver.

Man kan jo lige så godt sige tingene, som de er. Det må være konklusionen. For der er noget totalt afvæbnende over Joy-Maria. Fordi hun lige præcis siger tingene, som de er.

– Det handler om at komme over de der bump, for der KOMMER kriser. Det gør der i alle forhold. Det er noget af det, jeg synes, jeg har lært af alle de mange års terapi – det er at deale med det. Det kunne jeg ikke, da jeg var 25, der fjernede jeg mig bare.

Dybe venindeskaber kan være lige så tætte relationer som den til en eventuel ægtefælle. Der skal også investeres.

Det er også en del af de tre kvinders rejse i ”Soulmates” og noget, der gør historien ”ret fed,” er, at der selvfølgelig opstår konflikter imellem dem undervejs, men at de tre kvinder faktisk bliver hinandens hjælpere – fordi de har vældig meget brug for hinanden.

Har du mistet veninder undervejs?

– Ja, for helvede, også nogle, hvor det har været meget smertefuldt.

– Det har jeg, og det tror jeg blandet andet har været, fordi jeg bare ikke selv var så langt endnu med arbejdet med at bryde mine egne mønstre. For jeg har virkelig mange sociale mønstre affødt af den der mobbehistorie.

–  Hvis jeg blev for ked af det, var det lettere bare at sige: ”Nå, men prøv at høre, jeg trækker mig bare ud af det her fællesskab, væk fra dig, min gode ven.” I stedet for at blive i det og ligesom fikse det. Men det gør jeg nu.

Men … når man har et liv sammen med andre mennesker, er man forpligtet til at prøve på at arbejde på hele tiden at være den bedst mulige version af sig selv. Og det kan man ikke altid gøre alene.