Camilla_Läckberg

Stjerneforfatter: Det er os, der hetzer hinanden. Vi kvinder ER vores egne værste fjender

2. januar 2023
Af Tine Bendixen
Foto: Mew
Camilla Läckberg var fire år, da hun tegnede sin første krimi – “nogen” havde slået julemanden ihjel! Nu er hun 48 og har solgt over 30 mio. bøger på verdensplan. Selv om hun lever med en præstationsangst der gør, at hun med hver eneste bog tror, hun har skrevet sin sidste.

Hun har det kunstfærdigt tatoveret i nakken. “Snille och smak” – talent og smag. Det er Det Svenske Akademis motto, hentet fra elegant fransk: “Talent et Goût”.

Tatoveringen er en lille besk hilsen. Camilla Läckberg fortæller med et grin om det sidst i samtalen. Hun har solgt over 30 mio. krimier verden over.

Den nye, “Gøgeungen”, havnede på kun tre uger efter udgivelsen i 100.000 svenskeres hjem.

Selv om man ikke er en ørn til hovedregning, er det ret let at regne ud, at hun er en elsket forfatter. Og rig.

Men anmelderne er ikke altid gavmilde. Og hun kommer aldrig til at tilhøre den intellektuelle kulturelite i Sverige, det er hun alt for populær til.

Nakketatoveringens elegant svungne “Snille och smak” er en ironisk kommentar. En slags insisteren på værdien i det brede. Og en slags rend mig – hele vejen hen til banken.

Siden Camilla for 20 år siden med store drømme og bævede hjerte afleverede sit allerførste krimimanuskript, “Isprinsessen”, har missionen været at underholde. Godt.

– Man vil jo først og fremmest læses som forfatter. Og give folk en stund ren underholdning. Det, synes jeg, er noget vældig fint, jeg forstår ikke, hvordan det skulle være noget grimt. Nogle gange kan jeg lide at læse en lidt smallere bog, en nobelpristager. Nogle gange kan jeg lide at læse chicklit.

–  Men hvorfor SKAL jeg udelukke det ene, når det fantastiske er, at BEGGE dele findes? Dét har jeg aldrig forstået. Og jeg tror faktisk, at mange af de finkulturelle forfattere gerne ville have mine læsertal.

Sagt med et skævt grin og uden malice.

“Gøgeungen” er endnu et Fjällbacka-mysterium. Nummer 11. Camilla har for en skrivende stund forladt krimisamarbejdet med mentalisten Henrik Fexeus og er vendt tilbage til den lille svenske by med de ubegribeligt mange mord.

Denne gang er hovedpersonerne en estimeret svensk forfatter, Henning Bauer, der muligvis står til at få Nobelprisen i litteratur, og hele kredsen omkring ham, som trækker tråde tilbage til 1980’erne, dengang kredsen også lidt perifert talte transpersonen, Lola, der var far til en lille pige, Pytte.

“Gøgeungen” handler grundlæggende om mennesker, der udnytter andre. Om klassesamfund og privilegier eller mangel på samme i et perspektiv, som vi sjældent rigtigt forholder os til i de skandinaviske samfund.

I “Gøgeungen” afspejlet i de automatiske samfundspladser til Henning Bauer og Lola.

Drivkraft

Et stort klassisk Burberry-tørklæde om skuldrene i et forsøg på at tage en forkølelse i opløbet. En lille sort Chanel-taske henslængt på gulvet.

Et “crew”, der sørger for, at Camilla Läckberg-maskinen kører optimalt.

Hvad er det for en rejse, du selv har taget i det svenske samfund?

– Jeg har taget en meget stor klasserejse. Jeg kommer fra meget beskedne forhold, jeg er fra landet, og mine forældre var invalidepensionister, så vi havde ikke ret mange penge.

– Jeg har skabt min egen formue og min egen fremgang og er defineret som en kendis, hvilket af og til føles mærkeligt, men jeg føler samtidig, at jeg ikke mindst er kendt for, at jeg har udrettet noget indenfor mit erhverv.

– Jeg har aldrig set det at blive kendt eller rig som et formål i sig selv. Man kommer aldrig til at kunne skrive bøger med det som drivkraft. Jeg vil fortælle historier.

Jeg har aldrig set det at blive kendt eller rig som et formål i sig selv. Man kommer aldrig til at kunne skrive bøger med det som drivkraft. Jeg vil fortælle historier.

Penge. Er som udgangspunkt ikke gode eller onde. Siger Camilla.

– Alt afhænger af, hvad man gør med dem. Jeg plejer at sige, at jeg bruger mine penge til både velgørenhed – og tasker. Det gode liv er oplevelser, rejser og mad. Min mand, Simon, og jeg har købt en campervan. Jeg kan godt lide at bo på luksushotel i Italien, men også at bo på en campingplads i Sverige.

– Det er vel meget det, der definerer min personlighed, og derfor, folk har meget svært ved at få greb om, hvem jeg egentlig er. Jeg er både gallapige og landpige. Jeg kan lide både oksefilet og makaroni. Både luksus og camping. Jeg bryder mig ikke om at skulle vælge. Jeg vil prøve ALT.

Camillas far døde, da hun var 19 år. Hendes mor lever stadig og synes, hendes datter har klaret sig fantastisk.

– Hun læser mine bøger, det er vel de eneste bøger, hun læser, for hun har aldrig været en stor læser, men DEM læser hun. Hun er meget stolt. Og jeg hjælper hende økonomisk, det gør jeg jo.

–  Jeg har købt en lejlighed og en bil til hende og hjælper hende med penge hver måned og betaler hendes regninger.

Hvad Camillas børn til gengæld angår, er banken ved navn MOR som regel lukket …

Camilla_Läckberg

– Det har været min største rædsel, at de skulle blive forkælede. Jeg har håndteret det på den måde, at de aldrig har fået mange ting. De her derimod fået oplevelser. Jeg tror ikke, oplevelser skaber forkælelse på samme måde som ting. Jeg vil også have, at de skal arbejde, så de har fra en tidlig alder haft fritidsjob.

– Det er vigtigt at lære, at man ikke får noget gratis, at man selv skal arbejde for tingene, så jeg vil ikke bare give dem penge, jeg vil have, at de skal føle sig stolte af at have klaret noget selv. Det er utrolig vigtigt, at de står på egne ben.

Kort om Camilla Läckberg

Camilla Läckberg, 48 år og krimiforfatter.

Aktuel med “Gøgeungen”.

Gift med Simon Sköld, 35 år og MMA-stjerne. Sammen har de Polly på seks år.

Camilla har også Meja og Wille fra sit første ægteskab og Charlie fra sit andet ægteskab.

Brydningstid

På Camillas landsted hænger nogle fotografier fra transmiljøet på Place Blanche i Paris taget af den berømte svenske fotograf Christer Strömholm i 1950'erne. De inspirerede hende til “Gøgeungen”.

– Jeg købte nogle af dem, og jeg ELSKER de billeder. Jeg har læst lidt om de menneskers ganske tragiske liv – mennesker som Christer fulgte og fotograferede. Og dér et eller andet sted voksede tankerne om Lola frem. Og om 1980’erne, som også var en brydningstid. Dér begyndte mennesker at kunne leve deres transkønnethed ud, men det var fortsat ikke accepteret.

–  Det var lige inden, vi begyndte at få hele hiv-skrækken ind over os. Og den gav et backlash på alle de fremskridt, der var sket indenfor transgender og homo-community og så videre. Så det er ikke tilfældigt, at jeg lod det foregå i 1980’erne, hvor der begyndte at komme klubber, hvor man kunne samles, selv om det stadig var risikabelt at vise sig som transperson.

– Og det er jo stadig ikke helt let. Det handler om, at vi i vores kultur er SÅ kønsfikserede.

–  Det er stadig en stor ting, hvilket køn man tilhører. Og det medfører mange bagdele og fordele og medfører så meget, om man nu anses for at høre til det ene eller det andet. Det er også derfor, det er sådan en stor ting – fordi vi er så utroligt fikserede på mandligt og kvindeligt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvordan har du det selv med han, hun eller hen?

– Hmmm … Jeg respekterer, hvis nogen vil, at jeg skal anvende “hen”, men jeg gør det kun, hvis det efterspørges. Jeg kalder mine børn hun og han. Men for mig handler det mere om den måde, vi tilskriver det, der tillægges det kvindelige, som noget dårligt og det, der tillægges det mandlige, som noget godt.

– Lyserødt tøj er dårligt, vi skal ikke lade vores piger have lyserødt tøj. En dreng i blåt? Helt fint. Det er tit sådan, at når man skal udjævne noget, så er det det kvindelige, man skal tage væk, for det er det, der er det “dårlige.” Dét har jeg et problem med.

– Jeg elsker det kvindelige. Og det betyder ikke, at jeg ikke selv er tough.

Så længe man ikke skader nogen med sin seksuelle præference, så knock yourself out! Det rager mig en papand.

Så opfattelsen af at køn er en konstruktion?

– Jamen, der ER en fysisk forskel. Det er der jo! Derudover tror jeg absolut, at mennesker kan være født i en forkert krop, nogen har fået en kvindes hjerne og en mands krop af naturen ved en fejl. Eller omvendt. Absolut. Hele skalaen.

– Vi kender jo alle mænd, der er lidt mere feminine og kvinder, der er lidt mere mandlige. Jeg tror, der findes en meget glidende skala. Og at det også kan ske, at hjernen ligesom får forkerte signaler. Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at det kan ske.

– Men vi må kunne forholde os til, at der findes en biologisk opdeling, et udgangspunkt med et vist udseende, som vi kalder kvinder og et udgangspunkt med et vist udseende, som vi kalder mænd. Jeg har ikke noget problem med, hvis andre vil kalde det noget andet. Jeg synes bare nogle gange, debatten er lidt ulogisk.

Og det må du gerne sige?

– Ja. Det er præcis det, det handler om. Men jeg dømmer ingen. Så længe man ikke skader nogen med sin seksuelle præference, så knock yourself out! Det rager mig en papand.

Motivet!

Camilla er ingen eremit-forfatter.

Hun foretrækker at sidde på en café eller hjemme i sofaen med tv’et kørende, gerne på et eller andet true crime-program.

Hun kan ikke skrive, når der er stille. Når hun starter på en bog, ved hun, hvem morderen er, og hvad motivet er. Ca. to procent, siger hun.

– Resten opstår undervejs. Jeg har kolleger, der har alt klart på gule post-it-lapper. Jeg har ingen anelse. Jeg skriver meget organisk, det er meget sjovere sådan, for jeg ved jo ikke selv, hvad der skal ske!

Krimiforfatter

Et godt mord er, ifølge Camilla, når man som læser får en god forklaring på psykologien bag mordet. Det handler ikke om blodighed eller udførelse. Men om hvorfor.

Motivet.

Hun har været optaget af genren, siden hun som 4-årig lavede sin allerførste tegneseriekrimi: “Nogen” havde myrdet julemanden.

Livets vendepunkt kom en hel del år senere, hun arbejdede som civiløkonom, da hun havde skrevet sit allerførste manuskript, “Isprinsessen”.

Den efterfølgende proces var forbundet med angst. Fordi der kun stod ét ord i hendes fremtidsplan: Forfatter.

– Jeg sendte ikke bare mit manus ind til et, men til tre forskellige forlag samtidig, og jeg var et eller andet sted klar over risikoen: Tænk, hvis jeg mislykkes med det her, så har jeg ikke en gang drømmen tilbage længere.

– Jeg var rædselsslagen for at miste min store livsdrøm. Men allerede efter fem dage fik jeg svar fra det ene forlag.

– Jeg var højgravid med mit første barn, var gået to uger over tiden og stod i køkkenet, da de ringede. Bogen var antaget. Jeg brød fuldstændig sammen, jeg lå på gulvet og græd, det var sådan en forløsende oplevelse.

En af dine Fjällbacka-hovedpersoner, forfatteren Erica Falck, taler om kreativ angst – er det hentet fra dig selv?

– Jamen, jeg er lidt konstant angst. Det indgår nok i kreative mennesker, at man altid har et vist mål af angst. Jeg tror altid, jeg har skrevet min sidste bog, samtidig med at jeg logisk godt ved, at sådan har jeg også følt det alle de andre gange. Den angst må jeg bare leve med.

– Min angst er nok vældig meget en præstationsangst. Jeg har også altid været en dygtig pige. Jeg skal præstere, for hvem er jeg, hvis jeg ikke kan præstere længere?

– Jeg skal være endnu bedre, ellers vil nogen dømme mig, så vil de ikke synes om mig. Det der har jeg vældig meget af.

Sådan et barn var du også?

– Ja. Jeg var en læsehest, et dydsmønster. Alt handlede om at være dygtig, få høje karakterer, være bedst i klassen. Og jeg blev meget bedømt ud fra mine præstationer.

– Jeg fik meget ros for, at jeg havde så fine karakterer og var så dygtig i skolen, og hvor havde jeg klaret den seneste prøve godt. Ros blev koblet til mine præstationer, det sidder i mig.

Det KUNNE du da godt slippe nu? Efter 30 mio. solgte bøger?

– Ja, jeg føler vel et eller andet sted, at jeg er landet, at jeg har bevist mig selv. Men … så finder jeg på nye områder for at udfordre og udvikle mig selv.

– Jeg er begyndt at skrive for film og tv, og jeg er ny på de områder, derfor må jeg også bevise mit værd dér. Og så er jeg tilbage til udgangspunktet … Jeg skal præstere …

Krimiforfatter
Camilla Läckberg og hendes mand Simon Sköld, der er 13 år yngre end hende og, siger hun, en anden slags mand i kraft af sin alder.

Drømme

Hun tog en vigtig beslutning, dengang “Isprinsessen” udkom.

– Jeg ville vise forfatterlivet og livet, som det var. For jeg blev symbol for mange, som gik på et arbejde, de ikke trivedes med og havde store drømme, og jeg blev symbol på, at det faktisk var muligt at virkeliggøre drømmen.

– At jeg, som var en helt almindelig småbørnsmor, der arbejdede på kontor, faktisk kunne blive forfatter.

– Jeg ville ligesom afdramatisere det her med forfatter og valgte virkelig at dele meget ud af min hverdag. Mit liv er gallakjoler og røde løbere det ene øjeblik, og så er det hjem og stege pølser til børnene det næste. Og mine følgere bliver bare rigtig lykkelige, når jeg viser, hvor rodet der er hjemme hos mig.

Skidt med skidtet.

Vi kvinder ER vores egne værste fjender.

– Jeg behøver ikke se perfekt ud hele tiden for, at det skal give mig selvtillid. Det er IKKE min valuta. Det er da sjovt at lægge et billede på, hvor jeg er fikset og fin, og Polly, min mindste datter, bliver totalt lykkelig: “Åh mor du ligner en prinsesse, hvorfor ser du ikke altid sådan ud?“.

– Hun elsker, når jeg er gjort fint i stand og har fine øreringe på. Men for mig ligger min værdi ikke i mit udseende. Den og min selvtillid ligger i mine præstationer.

– Jeg har ingen problemer med at vise mig usminket og i en pyjamas med kattekillinger på. Men det er klart … hvis du som person kobler din værdi til dit udseende, er det vældig belejligt kun at lægge billeder op, hvor du hele tiden er fikset og i den rette vinkel og med filter.

– Det samme hvis din værdi er koblet til, at du er den perfekte mor med det perfekte hjem. Så er det de billeder, du vil bedømmes på.

Hvor kommer det pres på kvinder fra – udefra eller indefra?

– Jeg tror, vi hetzer hinanden, presser hinanden. Det meste af den kritik, jeg har fået igennem årene, er jo kommet fra kvinder. Om børneopdragelse. Om hvordan man kan tage sig af børn, når man har en karriere … Fædrene til mine børn har overhovedet ikke fået den kritik.

– Men kvinderne har kritiseret mig rigtig meget: Hvordan kan du tage væk fra din baby i tre dage? Hvordan kan du arbejde så meget, dine børn er kun små én gang? Hvordan kan du tage dem med på arbejde? Da da da … ALT det der. Og dét er kvinder.

– Der er en konkurrence imellem os, som ikke er helt sund. Jeg tror, det er os, der hetzer hinanden, det er ikke mændene, der hetzer os. Vi kvinder ER vores egne værste fjender.

– Jeg plejer at bruge et eksempel fra erhvervslivet. Hvis der er en firmaledelse med 10 pladser, og der er en kvinde og ni mænd i den, så konkurrerer kvinderne i firmaet om KVINDENS plads. Ikke om de 10 pladser. De ser HENDE som konkurrent.

– Det er meget interessant. For den tilgang findes også i mange andre områder kvinder imellem, og det er faktisk også en af årsagerne til, at mændene i det hele taget har kunnet tage magten så længe. De hjælper hinanden på forskellig vis, anbefaler hinanden til jobs, har deres golfklubber, giver hinanden tips om ting, de sørger for at løfte hinanden ind i virksomheder.

– Det gør vi ikke. Hvis vi begyndte at gøre de ting, ville vi kunne overtage verden, ha ha. Helt uomtvisteligt!

Camilla_forfatter
Camilla Läckberg deler ud af sit liv på de sociale medier. Hun bryder sig ikke om anmeldersnobberiet.

Cool

De findes jo, de mænd der har et problem med, at deres kone eller kæreste tjener mere og har mere succes. Det gælder ikke Camillas mand Simon, som “Gøgeungen” er dedikeret til.

– Det har aldrig været et issue, men jeg tror, det har lidt at gøre med, at Simon er 13 år yngre end mig. Der er noget ved hans generation af mænd, de synes, det er lidt mere cool med succesfulde kvinder. Han er stolt af mig!

– Og han har fået succes indenfor det, han selv laver, han konkurrerer ikke med mig, han laver sine egne ting, men han siger, at det motiverer ham at se, hvordan jeg arbejder. Så … jeg tror, det bare gælder om at finde den rette mand.

Du er gift for tredje gang?

– Ja. Og det bliver kun de tre! Ha ha. Mine venner siger også, “Du må IKKE skifte ham ud, aldrig i livet!“. Alle elsker Simon.

Og hvis hun har lært noget om kærligheden af sine erfaringer er det:

– At en kærlighed ikke behøver være mislykket, bare fordi man ikke længere føler den samme kærlighed til en person. En person kan være den rette i en vis del af ens liv, men det betyder ikke, at personen er den rette partner hele ens liv.

– Man forandrer sig jo i løbet af et liv. Nogle gange forandres man sammen, og nogle gange forandres man forskelligt og i hver sin retning. Så synes jeg, det klogeste er, at man i enighed og fællesskab VÆLGER at forlade hinanden.

Det har du gjort to gange?

– Ja. Nogle gange får jeg negative kommentarer om børnene og skilsmisserne. Men det var den bedste beslutning for børnene. Børn har ret til at vokse op i en familie, hvor de voksne har kærlighed til hinanden. Det er den bedste gave, man kan give dem.

– Med sit eget eksempel sætter man jo et kærlighedsniveau for, hvad det laveste ens børn kommer til at acceptere i deres kommende relationer, er. Og børnene ser mig og Simon, som er meget kærlighedsfulde overfor hinanden, Simon behandler mig fantastisk godt, vi er meget kyssende og tager os rigtig godt af hinanden.

– Så vil mine døtre da ikke nøjes med mindre. De vil behandles, som Simon behandler mor! Så jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at blive skilt, det var helt rigtigt.

Hvad gør du for at passe på kærligheden nu?

– Vi arbejder frygtelig meget begge, og jeg er meget væk, det er bagsiden. På den anden side har vi mulighed for at tage væk sammen. Vi er ikke den slags forældre, som hele tiden skal have børnene med.

– For nylig var vi med Polly i London, Harry Potter, Shrek og Lion King. Det var hendes rejse. Men nu er det min og Simons tur: Maldiverne. Og hvorfor tager vi ikke børnene med? Hell no! Jeg har ikke tænkt mig at tage til Maldiverne for at rende rundt efter en seksårig. Så er det VORES tid.

– Tid sammen er det bedste, man kan gøre for et parforhold. Også tid sammen uden børn, og det skal man ikke have dårlig samvittighed over, det er en investering i relationen, som også gavner børnene.

Triangle_of_sadness
Fra filmen Triangle of Sadness, hvor Camilla Läckberg spiller sig selv som en superkendis, der får særbehandling og plads på første række.

En tatovering på Camillas højre håndled:

– Der står “Happy Wife”. Simon og jeg fik begge en tatovering til vores bryllupsfest. Jeg er “Happy Wife”, og Simon har “Happy Life” på foden. På venstre håndled har jeg “Mother of Dragons”. Og i nakken har jeg jo “Snille och smak” …

Hvorfor?

– Fordi akademiet ville hade, at jeg har deres motto på min krop. Derfor. Det er et lille “fuck you”.

Så griner hun i en lysegrå sofa i vintergråt Stockholm. Og samler Chanel-tasken op fra gulvet.