Vega_Hulten_Pein
Agenda

"Kønsidentitet sidder ikke i tøjet. Det er noget, man har indeni"

10. november 2022
Af Stinne Kaasgaard
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Vega Hultén-Pein retter ikke folk, hvis de bruger andre pronominer, end de selv gør. Men de ville ønske, at folk gjorde sig mere umage for at lære noget, selv om det er nyt og svært.

De seneste par år har for mig været en øvelse i at forstå og lytte til mig selv. Jeg har derfor også gjort mig umage for at forstå, hvad det er, jeg kommer fra.

Jeg har haft en barndom som skilsmissebarn i to meget forskellige hjem. Begge med kærlige forældre. Men selv om de altid har været meget involverede i mit liv, havde jeg nok i puberteten behov for, at de var der lidt mere for mig.

Det havde jeg  bare ikke sprog for dengang. Jeg skubbede dem væk og gik ind i min egen boble. Nu, hvor jeg er blevet lidt ældre, er vi blevet tætte igen.

Jeg er nok blevet bedre til at sige til mine forældre, hvad jeg har brug for fra dem. De er jo også bare er mennesker.

Da jeg var 11 år, flyttede jeg et år til England med min far og hans kæreste. Da jeg kom tilbage til Danmark, havde jeg brug for et højere fagligt niveau og flyttede i 6. klasse fra min gamle skole på Christianshavn til en privatskole på Østerbro.

Jeg havde oplevet min gamle skole som rummelig og tryg, men på min nye skole følte jeg mig meget anderledes end de andre elever.

Alle havde langt lyst hår og gik med Lala Berlin-tørklæder. Jeg følte mig som en akavet odd one out og lukkede mig meget hurtigt inde i mig selv.

Årets forbilleder 2022

Forfatter Tine Høeg, klimaaktivist Selma de Montgomery, politiker Margrethe Vestager og influencer Irina Olsen er alle fire kvinder, der arbejder med at skubbe til normer, love og regler, som strammer og gør det sværere at få lov til at være dem, vi er.

De udfordrer status quo og tør at tage de svære samtaler om, hvordan det føles, når livet er barsk, eller når verden og samfundet ikke er så sunde eller rummelige, som vi ønsker.

De er alle fire kåret som årets forbilleder 2022 sammen med mange flere, som sparker røv på hver deres måde. 

Samtidig med mit skoleskifte begyndte jeg at gå til teater. Her følte jeg mig virkelig genkendt.

Det var første gang, jeg mødte andre unge queers, som var åbne omkring deres seksualitet. Der var plads til at være mig selv. Det var helt fantastisk.

Jeg blev kæreste med en pige fra holdet, men jeg turde ikke sige det til nogen uden for teaterholdet. Det var ikke så meget, fordi jeg frygtede folks reaktioner, det føltes bare for sårbart.

Jeg fik meget selvtillid af at gå til teater det år. Jeg klippede mit lange lyse hår af og begyndte at gå i genbrugstøj. Og selv om jeg skilte mig mere og mere ud fra mine klassekammerater, blev jeg mindre og mindre bange for dem.

I 7. klasse blev jeg virkelig gode venner med de piger, jeg før havde syntes var de mest intimiderende. De viste sig at være megasøde, og det gik op for mig, at verden ikke ville mig det ondt, selv om jeg ikke så ud som alle andre.

Aarets_Kvinder

Det er først for nylig, at jeg åbent er begyndt at identificere mig som nonbinær. Jeg har det lidt svært ved betegnelsen at “komme ud af skabet” som nonbinær, for jeg føler jo ikke, at jeg er forandret.

Jeg føler mere, at folk bare er sat ind, hvordan jeg har det, nu. Jeg har nok altid følt mig lidt ukomfortabel i, hvad man ville kalde den kvindelige socialisering.

Da jeg var lille, gik jeg mest i prinsessekjoler. Jeg elskede at klæde mig ud. Men som jeg blev ældre, følte jeg i stigende grad, at der var forventninger kodet sammen med det klassisk feminine tøj.

Forventninger til, hvem jeg var, som jeg ikke havde lyst til at leve op til. Jeg kunne ikke se mig selv i kvinderollen. Faktisk kunne jeg slet ikke se mig som kvinde.

Lysten til at gå i kjole forsvandt. I dag elsker jeg at klæde mig ud, også i kjoler, men det er, fordi jeg er mere komfortabel i min kønsidentitet.

Jeg har længe følt, at der kun var én måde at være nonbinær på. Det er måske det, der har holdt mig tilbage fra at identificere mig med det.

I dag ved jeg, at kønsidentitet ikke sidder i tøjet, men er noget, man har indeni. Man behøver ikke at have en bestemt krop eller gå klædt på en bestemt måde for at være nonbinær.

Når det er sagt, så tror jeg, at det er lettere for mig, end det er for andre. Jeg har ikke kurver eller store bryster. Jeg har ikke de ting, man i samfundet koder sammen med det feminine og dermed “kvindelige”.

Jeg kan vælge at se androgyn ud og har, hvad man måske kunne kalde en “ideel androgyn” krop. For den tynde krop er stadig, hvad vi opfatter som det androgyne ideal.

Jeg kan også tage en nedringet kjole på uden at blive opfattet som vulgær. No one bats an eye. Det er ærgerligt, at der stadig er så stor forskel på, hvad vi ser som rigtige og forkerte kroppe.

Mine pronominer er de/dem. I begyndelsen var jeg lidt tilbageholdende med at bruge de pronominer. Jeg kunne nok ikke helt overskue modtagelsen.

Når man er nonbinær og bruger de/dem, bliver man fejlkønnet konstant. Så i første omgang tænkte jeg, at jeg er nonbinær, men at folk bare kunne bruge de pronominer, de ville.

Man behøver jo heller ikke at bruge de/dem som nonbinær, ved jeg i dag. Jeg kan bruge, hvad jeg vil. Det gjorde det lettere for mig i overgangen.

I dag bruger jeg de/dem, fordi det passer bedre til mig. De er mere neutrale, og det vil jeg hellere kodes sammen med.

Jeg tror, at jeg ville være mere ligeglad med pronominer, hvis det ikke var, fordi der er så meget social og kulturel ladning på “han” og “hun”. Det er derfor, jeg bruger de/dem-pronominer.

Jeg vil gerne have, at folk respekterer mine pronominer, når jeg har fortalt om dem, men jeg forventer ikke, at man kan se på forhånd, hvilke pronominer jeg har. For hvordan skulle man vide hvilket køn nogen har, hvis man ikke har spurgt?

Derfor synes jeg også, det er så fedt, at det er blevet mere normalt, at man, når man tager en navnerunde, også tager en pronomen-runde. For det kræver faktisk en del mod at stille sig frem og sige: “Øh hej, jeg bruger faktisk nogle andre pronominer ...”, hvis nu man er blevet fejlkønnet hele dagen på sin nye arbejdsplads eller skole. Det kan føles akavet.

Jeg færdes heldigvis selv i kredse, hvor der er andre nonbinære, og ofte er det også mine venner, som gør andre opmærksomme på det, så jeg ikke behøver. Det er mere sårbart for mig end for dem.

Om Vega Hultén-Pein

Vega Hultén-Pein, født 2002.

Identificerer sig som nonbinær og bruger pronominerne de/dem.

Model og studerende.

Står bag podcasten “SlutPod”.

Jeg blev scoutet som model, da jeg var 16 år. Jeg havde en spiseforstyrrelse i forvejen, men den blev ikke ligefrem bedre af at være i den branche. Jeg tror ikke, at det er sundt for nogen at starte, før de er 18 år.

Det var fucking hardcore.

Jeg var nødt til at stoppe igen, fordi jeg ikke kunne holde til det. Jeg følte ikke helt, at branchen tog hånd om mig. Den er stadig ikke særlig mangfoldig.

Det er stadig en undtagelse, hvis der kommer en plussize- eller “normalvægtig” krop på podiet. Selvfølgelig er det blevet lidt bedre, men der er stadig lang vej igen for den branche.

Jeg startede på produktionsskolen AFUK efter 9. klasse. Min spiseforstyrrelse var på sit højeste, og jeg arbejdede stadig som model de første måneder.

Jeg havde det ikke godt, men produktionsskolen var virkelig rummelig og lige det, jeg havde brug for. Det var et markant vendepunkt for mig.

Da jeg startede på skolen, havde jeg en masse ideer om, hvad jeg skulle være. Jeg havde et negativt kropsbillede og mange forventninger til mig selv i forhold til en fremtidig karriere. Der var så meget støj i mit hovede.

En dag mødte jeg uddannelsesvejlederen Kresten, som jeg delte mine tanker med, hvorefter han sagde: “Men Vega, hvad kan du godt lide at lave?” Det gik op for mig, at det anede jeg jo ikke.

Mine planer var vildt abstrakte, og det var, som om jeg bare løb og løb. Kresten holdt på den måde en hånd op, der stoppede mig. Jeg græd hele vejen hjem den dag, fordi jeg var så lettet. Endelig var der nogen, der havde prikket hul på den der byld af præstationsangst, jeg havde båret rundt på hele min folkeskoletid.

Min spiseforstyrrelse mistede på en måde sin betydning der. Den havde været mit faste holdepunkt, for det var noget, der gav mig kontrol, hvor alt var kaos.

Jeg udviklede mig så meget kreativt og personligt i de år. Fordi der nu var så meget andet i mit liv, som var spændende, havde jeg ikke tid til at gå 25 kilometer om dagen.

Jeg ville hellere være sammen med mine venner og lave kunst. Det var ikke, fordi min spiseforstyrrelse forsvandt fra den ene dag til den anden, men den mistede sin eksistensberettigelse.

Vega_Hulten_Pein

Jeg synes generelt, vi taler alt for lidt om sex. Derfor lavede jeg for et par siden podcasten “SlutPod”.

Jeg havde bemærket et mønster i min omgangskreds, hvor vi talte om sex, men på en underlige konstaterende måde. “Vi havde sex i går. Punktum.” Jeg syntes, der manglede en dybere samtale om, hvad god sex er.

Hvad gør man ved præstationsangst? Hvordan har man god sex, når man har en alternativ køns-identitet? Jeg synes, der er en tendens til, at mange tror, at alle andre har det megagodt. At det bare kører for dem.

Det er i alle aspekter af livet, men også når det handler om sex. Jeg har også selv følt et pres, hvor jeg har tænkt, at jeg skulle lade, som om jeg bare syntes, at sex var megafedt, selv om der slet ikke har været en samtale om, hvad vi hver især kunne lide.

Jeg savnede en forståelse mellem venner om, at det nok ikke er så perfekt for andre, som vi går og tror. Og en dialog om emnet, så vi sammen kunne blive klogere på os selv.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg arbejder stadig med at blive helt tryg ved mig selv. Stole på, at jeg nok skal gøre det, der er bedst for mig selv i enhver situation. Og hvis jeg tager fejl, så på at jeg sgu nok finder ud af det alligevel.

Jeg prøver at minde mig selv om igen og igen og igen, at jeg gerne må eksperimentere og famle mig igennem alle mulige crazy ting. Så længe jeg i min kerne kan mærke, at det føles rigtigt. Det er sådan, jeg godt kan lide at bevæge mig i livet.

Jeg er begyndt at arbejde som model igen, men først efter at jeg har fået opbygget en identitet, som er lidt mere urokkelig.

Jeg læser hf på enkeltfag og forestiller mig at gå på højskole eller arbejde på Bornholm næste sommer. Måske vil jeg læse antropologi.

Jeg har stadig en milliard interesser, men jeg er holdt op med at romantisere noget, jeg ikke ved noget om. Jeg føler mig frem. Det gør, at jeg kan ånde.