Lisas datter havde glædet sig euforisk til den første fest i et år. Så mødte hun ekskæresten

Det var den 3. marts 2006. Cille Næblerød var 18 år og til fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium i Aalborg sammen med klassekammeraterne. Hun var klædt som en prinsesse.

Tre dage tidligere havde hun slået op med kæresten David, og det var hendes første fest i et år. Hun havde glædet sig euforisk. Nu lå hun i gymnasiets forhal, stukket ihjel af ekskæresten for øjnene af kammeraterne.

– Cille havde ikke været til fest i det år, hun kom sammen med David. Han var psykisk syg og meget jaloux, og Cille ændrede sig meget, mens hun var sammen med ham. Men efter hun havde slået op, blev hun sig selv igen.

– Hun blev den glade, udadvendte pige, jeg kendte, men ikke havde set længe. Vores hus blev igen fyldt med veninder, der hyggede sig og tømte køleskabet, husker Lisa Næblerød.

Anerkend sorgen

Lisa Næblerød er 60 år i dag og arbejder som familieterapeut, stresscoach og mindfulness­instruktør. Hun sidder i det lejede rækkehus i Hirtshals og fortæller om den dag for 16 år siden, hvor Cille blev dræbt. Dagen, hvor hun mistede en datter, og Stephanie og Sebastian, der dengang var henholdsvis 20 og 8 år, mistede en søster.

Den dag flyttede sorgen ind i Lisa Næblerøds hjerte for aldrig at flytte ud igen.

– Jeg blev medlem af “De døde børns klub”. En klub, ingen mennesker ønsker at blive medlem af, siger Lisa.

Lisa oplever, hvordan forældre stadig ringer til hende for at søge råd og forståelse, når de har mistet et barn. Fremmede mennesker, der ringer til et fremmed menneske, fordi de er fælles om en sorg, ingen andre kommer til at forstå fuldt ud. Derfor må de dele smerten med hinanden. Og for Lisa Næblerød er de henvendelser altid velkomne.

– Vi har brug for hinanden, når sorgen rammer. Og hvis man ikke har prøvet at miste et barn, forstår man ikke den sorg. Det er helvede på jord, siger hun.

– Da Mia Skadhauge Stevn forsvandt og blev fundet død i Aalborg, var det som et deja-vu for mig. Jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke hendes forældre og det rædselskabinet, de befinder sig i.

Vendinger som “tiden læger alle sår” og “husk at se på de positive ting i dit liv” vil aldrig nogensinde komme ud af Lisas mund.

– De ting bliver sagt i den bedste mening, men de anerkender ikke sorgen, og de skaber bare afstand, siger hun.

Aldrig den samme

Livet bliver aldrig igen det samme for Lisa Næblerød, og hun bliver aldrig den samme. Det må omgivelserne forstå.

– Man skal ikke forvente, at et menneske i sorg bliver, som det plejer at være. Livet bliver jo aldrig det samme, når man har mistet en elsket. Det betyder ikke, at man ikke kan få et rigt liv, men det bliver et andet liv.

For Lisa er det et liv, hvor datteren Cille ofte er med i bevidstheden og i fortællingerne. Det er vigtigt for Lisa Næblerød at holde mindet og historierne om Cille i live. Det må andre rumme og forstå.

– Vi må gerne dele minderne om vores afdøde. Og andre skal ikke være bange for, at de ripper op i sorgen, hvis de taler om den afdøde. Tværtimod. For mig er det dyrebart at holde liv i minderne og huske på det menneske, Cille var. Og det kan jeg ikke gøre alene.

– Hvis Cille ties ihjel, dør hun jo en gang til. Det er for smertefuldt. Sorg er udtryk for kærlighed. Og jeg holder ikke op med at elske Cille, fordi hun er død. Jeg har brug for at dele min kærlighed. Jeg har brug for at tale om Cille.

Ingen fortrydelse

Selvbebrejdelser kan være sorgens ubærlige følgesvend, når noget så tragisk og uventet sker. Havde jeg dog bare … Hvis jeg nu ikke … Så var det måske ikke sket …

Sådan er det ikke for Lisa Næblerød. Hun har aldrig bebrejdet sig selv noget. Hun ved, hun gjorde, hvad hun kunne og skulle. Og hun kunne ikke have forhindret det, der skete.

– Hvis ikke det var sket på gymnasiet om fredagen, var det måske sket i Fakta om tirsdagen, siger hun afklaret.

– Jeg kunne sagtens se, at Cille var i et usundt forhold, og at hun ikke var glad. Men jeg kunne ikke forhindre Cille i at se David. Det ville have virket modsat, og det måtte være Cilles egen beslutning. Jeg viste hende hele tiden, at jeg var der for hende. Det vidste hun. Jeg kunne ikke gøre det anderledes, fastslår Lisa Næblerød.

Lisa fortæller, hvordan hun så datterens ellers høje selvværd smuldre for øjnene af hende.

– Cille mistede simpelthen evnen til at se, hvad der var rigtigt og forkert i et forhold. Hun trak sig fra sine veninder, og hun og David isolerede sig som par. Cille forsvandt langsomt væk fra os.

– Jeg gjorde alt for at forsøge ikke at være fordømmende. Vi kan jo godt huske fra vores egen ungdom, hvordan vi sagde fra over for vores forældre, og her virker det kun modsat, hvis forældrene prøver at forhindre et forhold. Cille sagde til mig, at jeg ikke skulle være urolig.

Et tæt forhold

Lisa Næblerød havde et nært og fortroligt forhold til sin datter. Og hun stolede på datterens dømmekraft.

– Cille var moden af sin alder. Hun ville være børnepsykolog. Jeg læste selv psykologi på det tidspunkt, og vi havde mange gode samtaler.

En dag kom Cille og fortalte om en episode, hvor hun ikke kunne skelne, om det var hendes egen virkelighed eller Davids fordrejede fortælling, der var den rigtige version. Så satte Lisa foden ned.

– Hun havde det, som om hun hørte stemmer og var ved at blive skør. Hun var i tvivl om, hvad der var virkelighed. David havde fået hende til at tvivle, fortæller Lisa og tilføjer:

– Uh, jeg får helt gåsehud nu, når jeg fortæller om det.

Her var Lisa Næblerød ikke et sekund i tvivl om, at nu måtte hun gribe ind og tage ansvar for datterens liv.

– Jeg sagde til Cille, at nu tog jeg over. At de skulle have hjælp begge. Så tog jeg hendes telefon, ringede til David og sagde, at han skulle få hjælp og ikke kontakte Cille.

– Jeg skulle til forelæsning i Aarhus i weekenden, men jeg blev hjemme. Cille sov hele den weekend. Hun var så udmattet. Hun havde kæmpet for at holde fast i sig selv.

En uge senere ringede David og fortalte, at han havde været på ungdomsrådgivningen og fået hjælp. Han ville stadig gerne være kæreste med Cille.

– Cille havde et kæmpe hjælpegen. Det kender jeg fra mig selv, det er ikke altid godt. Cille og David blev kærester igen. Men i løbet af den uge, de havde været fra hinanden, havde Cille fundet så meget ind til sig selv, at David aldrig rigtig kunne nå hende igen.

Lille fedtøre

Omkring juletid skriver Cille tredjeårsopgave i dansk og psykologi. Hun vælger at analysere Naja Marie Aidts novelle “Lille fedtøre”. En novelle om en ung kvinde, der lader sig dominere og undertrykke af en mand.

– En dag kom Cille ned til mig og sagde: ”Mor, det er jo mig, der er lille fedtøre.” Nogle dage senere gjorde hun det forbi med David, og vi var lykkelige over, at hun var fri.

Cilles nye frihed varede i tre dage, så blev hun stukket ihjel af ekskæresten, der herefter tog sit eget liv.

– Dagen før var Cille og jeg sammen hele dagen. Det skete ellers sjældent. Og da jeg om fredagen kørte på besøg i Vejle, talte vi så meget i telefon, at min mobil blev tappet for strøm.

“Jeg elsker dig”, var de sidste ord, Cille sagde til Lisa.

Lisa Næblerød fortsatte samtalen med Cille, når hun skrev dagbog efter hendes død. Det gjorde hun hver eneste dag i halvandet år. Dagbogen blev senere til bogen “Hvad er sorg andet end udtryk for kærlighed”.

– Dagbogen var en ubevidst handling. For ikke at blive skør i hovedet. Den var både dyster, grim og sjov. Man går fra mørke til lys og omvendt. Men jeg skulle også stoppe med dagbogen igen. Og jeg har været god til at mærke, at nu skal jeg stoppe og gøre noget andet.

Lisa taler stadig med sin datter. Det holder hun aldrig op med.

– Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg tror, det er muligt at finde en mening bag alt. Også noget så meningsløst. Jeg er ikke i tvivl om, at Cille stadig er her. Jeg møder hende hele tiden, i min meditation, i naturen. Men jeg kan stadig være fuldstændig ødelagt af savnet.

– Jeg savner Cilles unikke personlighed. Hun var et meget specielt lille menneske og en glad sjæl. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg møder hende igen, og jeg er dybt taknemmelig over, at jeg har den tro, jeg har. Jeg har et meningsfyldt liv og mange gode venner. Ikke alle mine venner deler min opfattelse, men de rummer, at jeg har den. Der er noget, der er meget større end os selv.

Lisa Næblerød har oplevet stor næstekærlighed, og hun blev båret af nære venner i den første tid. En tid, hvor hun vejede 40 kg og havde dage, hvor hun måtte både bades og mades.

– Det er jeg dybt taknemmelig for. Vi skal være der for hinanden i sorgen. Og vi skal aldrig nogensinde lade som om, det ikke er sket. Jeg taler stadig med og om Cille. Og jeg har stadig tre børn. Det ene barn lever bare ikke mere.