Niviaq Korneliussen
Interview

Så kom læreren ind og sagde: “Ja, jeres tidligere klassekammerat har desværre begået selvmord”

27. juli 2022
Af  Charlotte Holst
Foto: Mathilde Schmidt
Selvmord er en grotesk normalitet i Grønland. Svigtet af børn og unge er så enormt, at forfatter Niviaq Korneliussen har lyst til at skrige det ud. Som hun gør i romanen “Blomsterdalen”, der har gjort hende til en efterspurgt litterær stjerne.

“Jeg har sagt nej hele morgenen,” sagde Niviaq Korneliussen forleden til sin kæreste, da hun spurgte, hvad hun havde lavet.

En klassisk start på dagen for den 32-årige grønlandske forfatter. At formulere høflige afslag på de mange tilbud om foredrag eller andet, der ligger i hendes mailboks.

– Det er altid svært for mig at sige nej. Særligt når det er noget spændende. Men det går ud over mit skriveri. Jeg er allerede booket for i år, så jeg må også tænke praktisk. 

Med praktisk mener hun også at prioritere “sagen”. Den sag, hun brænder inderligt for og lader flamme op i værker som “Blomsterdalen”, der indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris sidste år og satte hende og Grønland på det litterære verdenskort.

“Blomsterdalen” er en grum fortælling om den svigtede og forvirrede grønlandske ungdom og den selvmordskultur, der har fået lov til at slå rod i landet.

Den er en vred knytnæve i bordet foran de politikere, der lader stå til over for en selvmordsepidemi, som har raset i årtier, uden at der  – ifølge Niviaq Korneliussen – er blevet løftet et øjenbryn.

– Debatten kan da blusse op indimellem. F.eks. da jeg udgav romanen og holdt talen ved prisuddelingen. Så bliver der jo spurgt ind til det her, og politikerne skal finde ud af, hvad de nu skal svare. Først dér reagerer de med et: “Ja ja, we got it – vi skal også have gjort noget.” Men der sker jo ikke en skid.

Niviaq Korneliussen er vred. Og det er vreden og de mørke følelser, hun skriver på. Lige nu er hun i København, fordi hun har haft et par foredrag i Danmark, og på vej hjem skal hun modtage Bjørnsonprisen på Norsk Litteraturfestival i Lillehammer.

Niviaq Korneliussen

Hun er 32 år og bor med sin kæreste Nina og Ninas søn i Nuuk.

Voksede op i den lille sydgrønlandske by Nanortalik.

Brød igennem med “Homo Sapienne” i 2014.

Modtog sidste år Nordisk Råds Litteraturpris for “Blomsterdalen”. En rå, men også sorthumoristisk fortælling om selvmord i Grønland.

Rejserne har hun ellers skåret kraftigt ned på. For hun vil have tid til det væsentlige: Skriveriet, selvfølgelig, og hjemmepublikummet i Grønland, som har hendes hjerte. Særligt de unge, som hun dedikerede Nordisk Råds Litteraturpris til i en opsigtsvækkende og rørende tale:

“Undskyld på vegne af alle de voksne, der er ansvarlige for jer, undskyld, fordi I alt for ofte er efterladt til jer selv. Til jer, som vi har mistet, og som vi ikke længere snakker om,” sagde hun bl.a. dengang.

 

Fælles leg i Nanortalik

Da Niviaq Korneliussen selv var barn og ung i Grønland, var hun tryg og glad. Opvæksten i Nanortalik – et lille sydgrønlandsk samfund med 1.500 mennesker – var præget af et stærkt fællesskab uanset social baggrund.

Man var da bevidst om, at nogle havde flere problemer end andre, men i legen skelede man ikke til den slags.  

– Vi stillede ikke spørgsmål til skolekammeraterne, og hvilke familier de kom fra. Først senere i livet har jeg tænkt over, at der var børn, som havde helt andre vilkår end jeg. En del kom fra misbrugsfamilier og må have oplevet rigtig dårlige ting i livet. Men vi var jo bare blandet sammen, og det har formet mit syn på mennesker. De var alle mine venner. 

Niviaq Korneliussen kom selv fra et godt hjem med kærlighed og tydelige rammer. Forældrene havde solide job. Faren var inspektør på skolen, og moren arbejdede bl.a. i retsvæsenet. Familien stak lidt ud på ressourceskalaen. 

– Der kom da nogle gange nogle kommentarer fra mine klassekammerater om, at vi boede i et stort hus. Men det var ikke noget, der skilte os ad. De så nok lidt op til det og ville rigtig gerne komme til børnefødselsdage hos mig og den slags.

Niviaq Korneliussen

Men børneflokken fandt sammen uanset bagagen hjemmefra, og den fordomsfri tilgang har formet Niviaq Korneliussens syn på mennesker, siger hun.

– Sådan vokser vi op i Grønland. Der er er ikke særlige kvarterer for de rige, så jeg har ikke været “beskyttet”. Det, tror jeg, har gjort det lettere for mig at tackle svære situationer i livet og betydet, at jeg kan tale med alle slags mennesker.

Den grønlandske virkelighed viste dog sit ansigt mellem legene i Nanortalik og flettede sig indimellem helt ind i skolelivet.

Niviaq Korneliussen fortæller om en dag, hvor klassen havde vikar, og de skulle ud og gå en tur, fordi vikaren lige skulle forbi og tjekke sin lejlighed.

– Den lå i nogle nærliggende blokke. Der var en efterfest, og hun skulle se, om det var blevet for kaotisk. Hun var måske også lidt bagstiv stadigvæk. Vi stod alle sammen udenfor og ventede på hende og slikkede på et gelænder, så vores tunger klistrede fast i frosten. Det var pissekoldt. Vi kunne fornemme en masse mænd, larm og røg fra lejligheden. En af pigerne gik på et tidspunkt ind og kom grædende ud igen og sagde, at en fuld mand havde kysset hende på munden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Episoden var blot en del af hverdagen. At der var larm og ballade i blokkene var ikke et særsyn. Det var det heller ikke, når endnu et menneske tog sit eget liv.

– Så kom læreren ind og sagde: “Ja, jeres tidligere klassekammerat har desværre begået selvmord.” Så spurgte man måske, hvordan han havde gjort det, og vi var vi kede af det lidt, men så gik livet hurtigt videre. For det var ikke noget, der blev italesat af de voksne.

 

Selvmord, helt naturligt

På den måde blev selvmord – for Niviaq Korneliussen og de andre børn og unge – en slags naturlig død. Det var ikke noget, man dvælede ved. Faktisk talte man helst så lidt som muligt om det.

– Der var – og er i dag – en tavsheds-kultur omkring det. Det er der mange grunde til. En af dem er, at det er blevet normalt. Det er simpelthen en del af vores kultur. Det sker overalt. For brødre, mødre, onkler, klassekammerater, kusiner. Alle. Så det er ikke noget, der er særligt chokerende. Det er, som når et gammelt menneske dør af kræft. Det er nærmest en naturlig død. Det sker bare, og det sker hele tiden, siger Niviaq Korneliussen.

Måske lidt paradoksalt er selvmord samtidig stærkt tabuiseret, påpeger hun.

– Jeg kan ikke huske nogen lærere eller forældre, der talte om det som et samfundsproblem eller gik ind i det og stillede spørgsmålstegn. Det er stærkt forbundet med, at vi ikke aner, hvordan vi skal tackle det. Det er så fyldt med skyld, skam, sorg og traumer, og ingen har nogensinde fået fortalt, hvordan vi må tale om det. Derfor holder man bare sin kæft.

Kigger man på tallene, råber de til gengæld. Men man skal lede for at finde dem. Ifølge Center for Selvmordsforskning findes der ikke grønlandske data fra WHO, som ellers har data fra stort set alle lande i verden.

Derfor satte forskningscentret selv i efteråret fokus på Grønland i et nyhedsbrev. Heri fremgår det, at der i 2019 var 115,1 selvmord pr. 100.000 indbyggere, mens selvmordsraten i Danmark lå på 12,5 pr. 100.000.

Den grønlandske selvmordsrate er altså næsten 10 gange højere end i Danmark. 10 gange!

Så kom læreren ind og sagde: “Ja, jeres tidligere klassekammerat har desværre begået selvmord.” Så spurgte man måske, hvordan han havde gjort det, og vi var vi kede af det lidt, men så gik livet hurtigt videre. For det var ikke noget, der blev italesat af de voksne.”

– Jeg så på et tidspunkt en dokumentar fra Danmark, som handlede om selvmord. Værten talte med en mand, som havde haft selvmordsplaner. Så tog han til lægen og fortalte det. Inden for 24 timer blev han overført til psykiatrien og fik den hjælp, han skulle have. Så hurtigt skal det gå, men her i Grønland sker der intet. Vi er bare blevet immune.

De uhyrlige tal burde kalde på en ekstraordinær indsats. Men den udebliver, siger Niviaq Korneliussen frustreret.

– Der sidder ét menneske og arbejder med forebyggelsesstrategien for hele Grønland. Ét menneske. Da corona ramte, kunne vi rykke hurtigt med et beredskab, så man kan jo prioritere ressourcer, hvis man skal. Der døde ikke ret mange af corona i Grønland, og det var primært gamle mennesker. Der dør omkring 45 om året af selvmord, mange af dem er unge.

Ingen skrev om samfundet

Problemets omfang gik for alvor op for Niviaq Korneliussen, da hun kom i 20’erne og selv fik det tæt på.

Efter barndoms- og ungdomsårene i Nanortalik var det lille samfund ved at blive for klaustrofobisk for hende, og oppe i sit hoved var hun allerede videre.

– Det blev kedeligt. Vi røg smøger og lavede lidt ballade, men jeg var et andet sted. Jeg ville væk fra byen og de mennesker, som ikke havde ændret sig gennem årene.

Hun kunne lide at skrive og forsøgte sig lidt med noget litterært i gymnasiet, men det var småt med forbillederne.

– Vi har ikke et stort litterært miljø i Grønland. De eneste forfattere, jeg kendte, var sådan nogle gamle, ophøjede, ja nærmest royale personer. Og de skrev om den smukke natur og den slags. Der var ingen almindelige mennesker, som skrev om samfundet og de problemer, her er.

Først læste hun samfundsfag i Nuuk og senere psykologi i Aarhus. Men hun “kunne ikke se sig selv sidde på et kontor og ved et skrivebord resten af livet med rammer og regler”, som hun siger.

En novellekonkurrence i 2012, da hun var 23 år, blev en milepæl, som åbnede en helt ny verden for hende.

– Det var første gang, nogen læste mine ting, og det var meget grænseoverskridende. For jeg havde jo ingen idé om, hvilken kvalitet jeg skrev i, fortæller Niviaq Korneliussen.

Hun blev en af vinderne af konkurrencen, og på ture med vindergruppen blev hun introduceret til en verden, hun ikke anede eksisterende. Her mødte hun den danske digter Mette Moestrup og andre forfattere, hun kunne spejle sig i.

Hun beskriver det som åbenbaring, hvor hun i dagevis var høj på et litterært oplevelsestrip.

– Vi kom til Gøteborg på en bogmesse, og jeg var blown away. Jeg var helt oppe at køre, sov ikke og skulle følge med i alt, selv om jeg ikke fattede en skid. Vi sad i et mørkt poesirum, og digtere fra hele verden læste op. Det var så vildt, at de her 10.000 mennesker på messen kom bare pga. bøger. For første gang følte jeg, at jeg måske kunne blive en del af den her verden.

Niviaq Korneliussens første bog, “Homo Sapienne” om queer-miljøet i Nuuk, udkom, mens hun læste psykologi i Aarhus. Hun droppede herefter studiet og var med til at grundlægge Den Rejsende Forfatterskole – et socialt og kulturelt projekt, hvor unge grønlændere lærer at udtrykke sig.

På en af turene rundt i landet med otte unge havde Niviaq Korneliussen en skelsættende oplevelse. Her stod det smerteligt klart for hende, at selvmord tackles med et skuldertræk af systemet i Grønland.

Niviaq Korneliussen

Selvmordstruet pige alene

Hun havde undervist en uges tid på kurset, og så blev det lønningsdag.

– Der var gået penge ind, og de unge drak og festede om natten. Dagen efter kunne jeg se på Facebook, at en af pigerne, som jeg havde talt meget med, skrev, at hun var havnet på hospitalet.

Og det første man tænker på i Grønland, når et ungt menneske bliver indlagt, er selvmord.

– Hvad skulle det ellers være? Ondt i hjertet, ha ha, lyder det bittert fra Niviaq Korneliussen.

Ganske rigtigt havde pigen forsøgt at tage sit eget liv den nat. Det blev Niviaq Korneliussen, der besøgte hende på hospitalet. Der var ikke andre, og ingen dukkede op.

– De havde tømt hende for de piller, hun havde slugt, og hun så ud af helvede til. Der stod en tallerken med gammelt rugbrød, som ingen havde fjernet. Det stank, og der lugtede indelukket. Gardinerne var trukket for. Hun græd, og jeg spurgte: “Hvor er din familie?” Hun var helt alene, og ingen fagpersoner kiggede til hende. 

Pigen ville blive udskrevet et par dage senere, uden opfølgning. Niviaq Korneliussen var rystet. Både over hendes tilstand og over den ligegyldighed, hun blev mødt med. 

– Det var et voldsomt møde med et menneske, der bare havde lyst dø. Hun var helt stille. Der var intet liv i øjnene, og hun var fyldt med skam.

Niviaq Korneliussen opsøgte den læge, der var ansvarlig. En oplevelse, der antændte den vrede, “Blomsterdalen” er skrevet på.

– Jeg har ingen problemer med at sige, at det var den mest umenneskelige, arrogante danske læge. Han var ganske enkelt forfærdelig. Han trak på skuldrene: “Tja, det kan vi jo ikke gøre noget ved. Sådan er det jo med de unge, de vil bare gerne udskrives, vi kan ikke gøre så meget for dem.” Han var totalt ligeglad.

På det kollegium, pigen boede på, ville de smide hende ud. For hvis hun nu gjorde det igen, ville det være synd for den pedel, der fandt hende.

– Jeg var så vred. De voksne har bare givet op. Det er, som om de unges liv er værdiløse. Hvordan kan man bare vænne sig til det? Når man står som voksen og ansvarlig over for et ungt menneske?

Smitter det?

Niviaq Korneliussen tog initiativ til en stor demonstration, der også fik tilslutning og medieomtale. Hun talte med pårørende, postede videoer og mødtes med mennesker, som følte sig ignoreret af systemet.

Men hendes engagement havde personlige konsekvenser.

– Jeg drømte om selvmord. Jeg så det overalt. Men allerværst var det, at nogle sagde til mig: “Du sætter gang i flere selvmord med det, du gør.” Jeg var et åbent sår, og et splitsekund kom jeg i tvivl og blev bange: Smitter det?  Men jeg følte, jeg måtte blive ved, siger Niviaq Korneliussen, der samtidig havde en følelse af, at det var helt forkert, at det var en som hende, der skulle råbe op.

– Det er ikke på sin plads. Jeg arbejder jo ikke med selvmordsforebyggelse eller er inden for social- eller sundhedsvæsenet. Jeg er ikke en fagperson. Jeg følte mig malplaceret. Men ingen andre gjorde noget. 

Politikerne dukkede op ved demonstrationen foran det grønlandske selvstyre, hvor der var efterårssamling.

– De kom ud på en lang række og sagde: “Ja, vi skal nok tage ansvar og gøre noget.” Men jeg havde absolut ingen følelse af, at de mente det. Jeg var så udkørt og følte, at jeg mødte en kæmpe mur – en fysisk mur nærmest. Det virkede som et kæmpe nederlag, og så gik jeg kold i et stykke tid. Til sidst sagde min tidligere redaktør: “Så skriv dog om det i stedet.”

– Ja, tænkte jeg. Det er det, jeg skal. For det er det, jeg er god til. 

Jeg drømte om selvmord. Jeg så det overalt. Men allerværst var det, at nogle sagde til mig: “Du sætter gang i flere selvmord med det, du gør.” Jeg var et åbent sår, og et splitsekund kom jeg i tvivl og blev bange: Smitter det?  Men jeg følte, jeg måtte blive ved.

De unges stemmer

Arbejdet med bøgerne foregår i dag i et hus i Nuuk, hvor Niviaq Korneliussen kan være tæt på sin familie, bl.a. sine to søstre.

Her er hun netop flyttet ind sammen med sin kæreste, sangerinden Nina Kreutzmann Jørgensen, Ninas søn og hunden Belle.

– Vi flyttede sammen for kort tid siden og købte det her hus. Det er et skønt sted med en lille have og fantastisk udsigt over havet og store klipper. Den grønlandske natur giver mig ro, siger hun.

Men hun gider ikke skrive om den. Naturen. Den har fået nok opmærksomhed. Langt hellere vil hun tage livtag med mørket i det grønlandske samfund. Hun er startet på sin tredje roman og er “ved at få styr på stemmerne”, som hun siger.

– Når jeg har fundet ind til stemmerne, er det lettere at skrive resten. De kan slå hul på fortællingen, forklarer hun.

Stemmerne tilhører ungdommen. Selvfølgelig. For det er de unge, der fortsat har Niviaq Korneliussens hjerte. Det er dem, hun skriver for og til, og det er de voksne og deres svigt, hun udstiller i sine bøger. Med sit markante litterære gennembrud har hun fået en formidabel platform til sine budskaber.

– Når samfundsproblemer som selvmord kommer ud i litterær form, betyder det, at man har adgang til mange. Læserne er frie og ikke farvet af noget. Når de åbner den her bog, kan de selv danne sig billeder og forholde sig til det.

Flotte anmeldelser, litteraturpriser og betegnelser som: “Grønlands nye internationale stjerneforfatter” glæder hun sig selvfølgelig over. Men det mest givende ved succesen er, at de unge nu kommer til hende og vil være en del af hendes workshops.

– Det er så godt for mig at møde dem. Så tænker jeg: det er det her, det handler om. Folk ser mig som “Forfatteren”. Men når jeg møder de unge, er jeg et menneske. De kan mærke, at jeg har lyst til at lytte og går op i, hvad de har at sige. De viser mig tillid og åbenhed. Det er et stort kompliment.

Og den unge selvmordstruede pige fra Den Rejsende Forfatterskole? Hende har Niviaq Korneliussen stadig kontakt med.

– Hun fik ingen hjælp fra nogen kant. Men hun har det godt i dag. På trods.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. 

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05, eller skrive til dem på deres chatrådgivning.