kropspositivisme
Klumme

I 30'erne var jeg på adskillige slankekure. I 40'erne sørgede jeg over de "fine linjer". Nu har jeg fået nok

28. juni 2022
Af Sara Skaarup
Sexolog Sara Skaarup har brugt hele sit liv på at hade og tale ned til sin krop. Nu vil hun gøre det til et aftenritual at sige tak til den.

I præpuberteten hadede jeg mit eget spejlbillede og græd over mine bumser og de skæmmede togskinner.

Da jeg blev lidt ældre, hetzede jeg på mine lår og bekymrede mig over mine bryster, for det kunne da ikke være rigtigt, at de hang, når jeg ikke engang havde fået børn.

Da jeg var i 20’erne, og det viste sig, at jeg havde svært ved at blive gravid, føltes min krop som min fjende på en ny måde. Jeg var vant til ikke at føle mig attraktiv, men nu følte jeg mig også ukvindelig.

I 30’erne, da jeg havde været heldig at få to børn, var jeg på adskillige slankekure. Jeg fortalte mig selv, at det da var okay, kroppen var forandret af fødslerne, men havde svært ved at acceptere det fuldt ud.

I 40’erne har jeg sørget over fine linjer, der blev til furer. Kigget kritisk på løs hud og det, min indre stemme kalder “blæver” på kroppen, og jeg har fundet de første grå hår det. Og ved I hvad? Jeg orker ikke mere. Det er jo for helvede skruen uden ende.  

Forleden faldt jeg over en artikel, hvor en kendis delte sine bedste tip. I kender nok genren. Jeg husker ikke, hvem hun var, beklager, bare sætningen: “Jeg siger tak til min krop hver aften.

”Tak for hvad? tænkte jeg og skyndte mig videre med et eller andet. Måske med at få de lidt stramme, men høje sko på, i håbet om at mine ben ville synes længere.

Jeg læste ikke andet end de få ord, men det var nok. For jeg kunne godt mærke, at min krop også fortjente lidt taknemmelighed.

Tak for børnene, krop! For at være rask. Tak for at bære mig gennem hver dag.

Det er ærligt talt en noget rarere remse end de budskaber, der ellers har huseret i mit hoved. Jeg tror, jeg vil gøre det til et aftenritual.

Måske fortjener din krop også lidt opbakning?