pernille swartz
Interview

Hendes far så på hende og sagde: "Jeg vil ikke dø alene". Så flyttede hun ind

19. juli 2022
Af Camilla Wass
Foto: MEW
Christianit Pernille-Lykke Schwarz flyttede i foråret 2021 ind hos sin kræftramte far. Her fortæller hun om at forberede sig på det, man ikke kan forberede sig på, om at gribe den tid, der er – og om det særlige sammenhold, der viste sig, da hendes far gik bort …

– Min fars død lærte mig at leve, fordi det blev så tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at være til stede i nuet. Det lyder lidt klichéagtigt, men i den sidste tid, vi havde sammen, gik det virkelig op for mig, at nuet var det eneste, vi havde. For vi vidste ikke, hvad morgendagen ville bringe.

Pernilles højtelskede hippiefar gik bort i sommeren 2021, og hun har stadig ikke vænnet sig til, at han ikke er her mere. Hendes forældre blev skilt, da hun var fem år gammel, og Pernille voksede op alene med sin far.

– Jeg kan huske, at min far tog mig i hånden og sagde: “Ja, Nilleren, nu er det dig og mig – så er der kun os to.” Min far var varm og rummelig, men han var også en tosse. Han fik tilnavnet “Culotten”, fordi han var fattig og stjal en culottesteg, da jeg var lille, smiler Pernille.

Pernilles far flyttede ind på Christiania, og gennem 25 år var han bartender på værtshuset Woodstock og var desuden tilknyttet teatret som entertainer. En farverig og humoristisk mand med mod på livet, fortæller Pernille.

Da hendes far i foråret 2021 blev ramt af uhelbredelig kræft, var det naturligt for hende at træde til med omsorg og nærvær.

 

Madras på gulvet

– Da min far fik at vide, at det var terminalt, sagde han til mig: ”Nilleren, jeg vil ikke dø alene.” Og dér besluttede jeg mig for at søge om at få plejeorlov fra mit job, så jeg kunne være tæt på min far i den tid, han havde tilbage.

Plejeorloven gik igennem – og i næsten tre måneder boede Pernille hos sin far, i hans etværelses lejlighed tæt på Christiania, hvor hun sov på en madras på gulvet.

Pernille-Lykke Schwarz

52 år, er familiebehandler og socialpædagog med speciale i udsatte børn og arbejder lige nu som familiebehandler i socialforvaltningen.

Pernille bor på Christiania, er gift og har tre voksne sønner.

– Det er vigtigt at sige, at plejeorlov handler om at stå for omsorgen. Min far havde sygeplejersker omkring sig, så det var ikke mig, der skulle stå for den personlige pleje eller for smertelindring, forklarer Pernille.

Hvordan var det at flytte hjem til din syge far?

– Jeg flyttede ind, fordi jeg havde lovet min far, at han ikke skulle dø alene – men i starten syntes jeg, det var megauhyggeligt om natten. Jeg kunne ikke finde ro, fordi jeg hele tiden lå og lyttede efter hans vejrtrækning. Min far blev svagere hver dag, og han spiste næsten ingenting, fortæller Pernille.

– Ingen af os vidste, hvor lang tid min far havde tilbage, og hvordan kan man være i et rum, hvor døden sidder med ved spisebordet? Døden sidder hér, siger Pernille og peger på stolen ved siden af sig.

– Det at være i min fars hjem var trygt, men det var også utrygt, fordi jeg vidste, at døden ville indtræffe. Så jeg gik i praktisk mode og sagde: “Far, vi skal have lavet en bog.”

De sidste ønsker

Pernille tager en sort notesbog frem og bladrer rundt i de tætskrevne sider. Som familiebehandler med speciale i udsatte børn er hun vant til at have sorg og krise inde på livet – men det var alligevel svært for hende selv at mærke sorgen presse sig på.

– Jeg er en person, der godt tør tage de svære snakke, men hvordan gør jeg lige, når det er min egen far? Jeg måtte se i øjnene, at vi var nødt til at tale om de svære ting. Er der noget, jeg mangler at spørge ham om? Noget, jeg går og tænker over? Det var vigtigt for mig, at vi ikke havde nogen usagte ting, siger Pernille. Sammen med sin far skrev hun tanker, anekdoter og ønsker for hans sidste tid ned i dagbogen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Min far og jeg har altid været tætte, men pludselig talte vi sammen på en anden måde. Jeg lyttede mere intenst – og han kiggede mere på mig og gav mig råd til livet. Der opstod en form for magi – måske fordi vi vidste, at tiden var ved at rinde ud. Og det er noget, jeg stadig tænker meget over.

pernille swartz

Så tiden blev mere intens, fordi I ikke vidste, hvor lang tid I havde?

– Ja, og min far kunne godt finde på at vågne om morgenen og sige: ”Nå, så døde jeg heller ikke i nat, hvad skal vi så lave i dag?” Så grinede vi lidt, og så græd vi – for vi kunne jo ikke lave så meget. Men vi fandt et nærvær sammen, fordi vi kun kunne være til stede her og nu. Og mine tre voksne sønner blev en del af dette nærvær og fik nogle gode og varme snakke med deres morfar.

Pernille lukkede verden omkring sig ude for at fokusere på sin far.

– Min mand og min eksmand var med til at mandsopdække min far, så jeg indimellem kunne få lidt luft og gå en tur. Mange morgener sad jeg en lille stund ved Christianshavns Kanal og mærkede dagen vågne. Nogle dage havde jeg lyst til at skrige: ”Hey, min far ligger i en lejlighed og er ved at dø.” Folk kan jo ikke se, hvad man står i – og det er en vild proces at være i en boble, hvor man venter på, at noget skal ske – men ikke vil HAVE, at det sker, siger Pernille.

– Den nat han døde, vidste jeg godt, at det skulle ske. Jeg spillede hans yndlingsmusik, og til sidst sagde jeg til ham: ”Nu slukker jeg musikken.” Midt om natten vågner jeg med en følelse af, at der er én, der krammer mig. Og så ved jeg, at min far er væk.

Han kiggede mere på mig og gav mig råd til livet. Der opstod en form for magi – måske fordi vi vidste, at tiden var ved at rinde ud.

Optog med christianitter

Pernille følte sig tom og alene, morgenen efter at hendes far var gået bort.

– Men til min fars bisættelse gik det op for mig, at jeg blev grebet i sorgen. Sebastians sang: “Du er ikke alene”, var min fars yndlingssang – og når du vælger at bo på Christiania, så er du ikke alene med din sorg.

Pernilles far var medlem af folkekirken og blev bisat fra Vor Frelsers Kirke.

– Der kom simpelthen så mange mennesker. De kom fra alle lag – lige fra den kendte fotograf til grønlænderen, der gik ind og tegnede på min fars kiste, fortæller Pernille.

På Christiania er det en tradition, at man følger efter ligvognen i optog ned ad Prinsessegade, og så holder vognen stille ved Christianias indgang, hvor man klapper den døde afsted, mens bilen kører.

– Det er en meget synlig og offentlig måde at vise sin sorg på. Det er en kæmpe hyldest, alle støtter op omkring én – og man fester.

Så din far blev fejret med en fest?

– Ja, vi holdt festen på Woodstock, hvor min far havde været bartender. Lige pludselig er der en vandhane, der tænder af sig selv, og alle råber “Hej Culotte, du er med os” – og skåler for min far. Det var stærkt at mærke, hvordan alle tog del i sorgen – men på et tidspunkt måtte jeg trække mig og gå ned til søen, hvor blomsterne fra bisættelsen var blevet lagt. Så jeg lige kunne få min far lidt for mig selv igen.

Pernille har efter sin fars død brugt dagbogen til at finde sin vej videre i livet og til at holde fast i den særlige, dybe tone, som de to ramte i samtalerne til sidst.

– De åbnede mine øjne for, at jeg skal gøre de ting, der gør mig glad. Så nu har jeg sagt mit job op. Jeg havde et vildt fedt job, men jeg var tynget og stresset. Nu har jeg fået et andet fantastisk job – som familiebehandler i socialforvaltningen – og har plads til at være kreativ, når jeg har fri, siger Pernille.

– Den sidste, intense tid med min far har forberedt mig til tiden efter. Mange har en tendens til at se det som en byrde, når ens forældre bliver ældre og begynder at blive afhængige af én. Sådan havde jeg det også selv. Men så overgav jeg mig – og fik en boble af tid og samhørighed, som jeg aldrig vil glemme.