Janni Frank
Selvudvikling

Da hendes mor lå for døden, så hun på den unge højgravide præst og tog en beslutning

8. juli 2022
Af Malin Westerlund
Foto Hanne Loop
Hun sagde farvel til den frisørsalon, hun selv havde bygget op for at starte helt forfra. Nu er hun 58 og i gang med at lære hebraisk.

Janni Franks mor lå på sit yderste. Og der stod den unge præst. Højgravid. Det gav bare så meget mening. Livet, døden, nærværet på kanten af livet, og det stod klart, at det var den vej, hun skulle gå.

Hun skulle læse teologi på universitetet. 52 år gammel, psykoterapeut og klar til at udfolde sig som den nørd, hun inderst inde også altid havde været, men som var trængt helt i baggrunden i alle årene som frisør.  

– Der var ikke meget tid til fordybelse i de år. Jeg var ambitiøs og ville gerne noget stort. Drømte om at få min egen salon, og det lykkedes også. I de år var det iværksætteren i mig, jeg slap løs. Den del af mig, der sagde: ”Jeg gør det bare”, og så gjorde jeg det.  

Der var run på, og det var nogle skønne år.

Men det var også sejt og benhårdt arbejde.

Salonen voksede, og det samme gjorde familien derhjemme. Janni blev mor til fire, mens hun skabte en god forretning, både for sig selv og for kunderne og de ansatte. Hun havde ry for at være en dygtig frisør, men for hende selv blev håret mindre og mindre interessant, mens interessen for det menneskelige voksede.

Mødet og snakken med kunderne, det intime rum, der bliver skabt mellem frisøren og kunden.

Hvordan har vi det bedst sammen? Hun blev god til at stille de rigtige spørgsmål, og det gjaldt også personalet.  

– Det var også vigtigt for mig, at personalet havde det godt, og jeg blev mere og mere optaget af personaleudvikling. Både for deres skyld og for kundernes.

For hvis personalet havde det godt, havde kunderne det godt. Det hele hænger sammen.   

Det endte med, at hun tog en coachinguddannelse.

Og mens hun kombinerede sit arbejdsliv i frisørsalonen med de første coachingklienter, læste hun videre, først til psykoterapeut og så familieopstiller, og skruede gradvist ned på frisørdelen og op for klienterne, til hun for 10 år siden, 48 år gammel, kunne lægge frisørsaksen helt fra sig og koncentrere sig helt om det, hun brænder for:  

Kort om Janni Frank 

58, mor til fire, mormor til én, gift.  

Tidligere frisør, nu psykoterapeut og teologistuderende ved Københavns Universitet. Læs mere om hende på www.janni-frank.dk 

Janni, 58 

Det var da Jannis mor lå for døden, at hun besluttede sig for at læse teologi på universitetet, selv om hun var over 50. 

– Nærværet og det, der opstår i mødet mellem mennesker. De menneskelige relationer. Det har altid interesseret mig.  

Og det har fået en ny dimension, efter at hun er begyndt at læse teologi.  

– Jeg er blevet mere opmærksom på og bevidst om det guddommelige. Det, der er større end os, og som vi mærker i nærværet ikke bare mellem mennesker, men også i mødet med naturen, og med os selv. Det forplanter sig jo også til os selv. Det har givet mig meget. Det er som om, jeg selv er blevet større indeni.  

Kan vi tale om Gud? 

Men teologi er også et hårdt studie. Der er meget at læse, og man skal lære både græsk og latin og hebraisk. Derfor tager bacheloren fire år. Og Janni kan godt mærke, at hun er 58.     

– Jeg kan ikke længere bare sige, ”jeg gør det bare” og så gøre det.Og jeg har været nødt til at indse, at jeg ikke kan blive færdig på normeret tid. Det har jeg haft det lidt svært med. Men jeg må bare se i øjnene, at jeg er blevet langsommere. Det er der også noget fint ved. Det hænger godt sammen med nærværet. Nærværet kræver langsomhed.  

Og det har man måske nemmere ved, når man er lidt ældre og ikke så optaget af, hvad man tror, andre forventer af en.

Det giver en ro og en eftertænksomhed, som hun tror på kan komme hende til gavn som præst.

Og Janni er fast besluttet på, at hun vil være præst, måske på deltid, så hun kan holde fast i klientarbejdet. 

Det var også vigtigt for mig, at personalet havde det godt, og jeg blev mere og mere optaget af personaleudvikling.

– Som præst er man til stede i de store livsforandrende øjeblikke. Det giver så meget mening. Det vil næsten være spild ikke at tage det halve år på pastoralseminaret med, og jeg forestiller mig ikke, at præstegerningen er et fysisk hårdt krævende arbejde. Jeg tror godt, jeg kan være præst i ti år, måske på et hospice. Jeg tror på, at der er så meget kærlighed lige der. Jeg oplevede det med min mor. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men der var hul igennem, lige op. Midt i sorgen oplevede jeg en meget stor glæde og taknemmelighed over at være lige her.  

Døden, der peger på livet. Det optager hende meget, og hun tror, at hendes mangeårige erfaring som terapeut vil ruste hende til præstegerningen, og ikke mindst til sjælesorg. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det er klart, at det er to forskellige ting at være præst og terapeut, men det giver sig selv i situationen. Jeg har jo også både mit personlige jeg og mit teologiske fundament med som terapeut. Jeg taler bare ikke om det. Medmindre klienten selv beder om det. Jeg har et par gange oplevet, at en klient har spurgt, om vi kan tale om Gud. Og ja, selvfølgelig kan vi det.