Vil du gerne have nye vaner? Her er sociologens bedste råd, som kan ændre dit liv

Anette Prehn var skrækslagen, da hun stod på scenen første gang som barn. I dag ser hun sin sociale fobi som en påmindelse om, at hun godt kan. Og det vil den bogaktuelle sociolog gerne lære alle os andre at tro på, at vi også kan. Få hendes 10 bedste råd.

1. Vanedyr med følelser

”Jeg bliver frygtelig nervøs, når jeg skal holde tale, så jeg er holdt op med at sige noget, selv om jeg egentlig gerne ville”. ”Jeg kommer altid for sent!”. ”Jeg er sådan én, der hvert år beslutter at tabe fem kilo i januar og tager det hele på igen i februar”. Eller ”jeg tiltrækker den utro type”.

Ikke særligt rare selvbilleder at rende rundt med indeni, vel? Men vi har dem allesammen, indholdet er bare forskelligt fra person til person. Sociolog og forfatter Anette Prehn er optaget af, at hjernen er plastisk, hvilket efter hendes mening betyder, at vi i princippet kan udvikle alle vores overbevisninger og dermed vores liv. Overbevisninger er nemlig bare vaner eller tanker og følelser baseret på vaner.

I bogen ”Hjernesmarte vaner – få de vaner, du ønsker dig” kommer hun med flere bud på, hvordan du får hjernen til at hjælpe dig med at ændre vaner, så du kan slippe dem, der ikke gavner dig.

– Allerførst start med at pensionere udtrykket dårlig vane, forklarer hun.

– Vores hang til at rubricere alt er nemlig en del af benspændet og med til at gøre det svært at ændre kurs. Ifølge hjerneforskning forstærker den energi, vi putter i noget, også når den er negativ, de neurale forbindelser i hjernen, så jo mere vi kæmper imod noget, des mere greb har det om os. Du gør det med andre ord sværere for dig selv at lave vanen om. Hvis vi i stedet ser vaner, for det, de er, nemlig stier oppe i hjernen, hvoraf nogle er trampet meget brede, fordi vi har gentaget dem så mange gange, er det nemmere at skifte kurs, siger Anette Prehn, som foreslår, at øver os i at observere mere end at dømme.

2. Træd en ny sti

En overraskende pointe i bogen er, at følelser også er vaner.

– Når noget føles stærkt, virker det ekstra sandt, men det er det ikke nødvendigvis. Vi lever i en tid, hvor vi tager både vores børns, hinandens og vores egne følelser meget alvorligt. I situationer, hvor vi typisk føler os små og dumme og oplever, at andre overser os, handler det om, at vi i forvejen har trampet en bred sti af forkerthedsfølelse i hjernen. Vi har haft følelsen tidligere, og måske endda ofte, så derfor skal der også mindre til, at hjernen opfatter noget som kritik og går i såret mode. Hjernen leder ubevidst efter beviser på, at vi er dumme, og at andre er ligeglade med os, forklarer Anette Prehn.

Hvorfor den gør det i stedet for at overøse os med opbyggende tanker, vender vi tilbage til, men det er også noget med vaner, understreger hun.

– Det, de fleste gør, når forkerthedsfølelsen melder sig, er at lede efter nogen, man kan bebrejde for det. Vi begynder automatisk at skælde ud på partneren eller kollegaen for at være kritiske eller for ikke at give os opmærksomhed nok. Men når vi skælder andre ud for noget, vi mærker indeni, havner vi på en anden velkendt sti: Bebrejdelsesstien, som hos mange af os er bred som en motorvej.