Hendes far var alkoholiker allerede inden, hun blev født. Mere end 20 år senere fik hun en vigtig åbenbaring

Christina Rosendahl tager imod på et rodet kontor i Kødbyen i København. Hun er netop ankommet fra et møde på Fyn i Kulturens Analyseinstitut, et uafhængigt institut, der undersøger kulturbranchens forhold og betydning.

Den tidligere kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, udpegede hende til bestyrelsesleder for instituttet. Christina Rosendahl takkede ja på betingelse af, at hendes filmproduktion altid var første prioritet.

Alt det kunne egentlig være sagen uvedkommende, hvis ikke det var for at understrege, at Christina Rosendahl har sat sig markante aftryk med store film som ”Idealisten” og ”Vores mand i Amerika” og i forhold til rammerne for kunstnere og kunst i det hele taget. Hun har også i en periode påtaget sig ansvaret som forperson for Danske Filminstruktører.

– Hvis du sætter dig, så laver jeg lige en kop kaffe til os, siger hun og nærmest flyver ud af døren igen.

Hun er travl. Vores møde er mast ind i en kalender, der er ved at sprænges. Filmen er gjort klar til premieren, og hun skal lige lade op på en ferie, inden det buldrer løs igen. Så tiden er knap. Men samtalen er intens, fuld af refleksion og engagement præcis som hendes film.

Passioneret par

Dagen efter Mette Frederiksen lukkede landet ned, satte Christina Rosendahl sig til tasterne og skrev historien, der har fulgt hende, så længe hun har levet.

For hun er selv vokset op i en familie, stærkt præget af faderens alkoholmisbrug og den angst og uro, der fulgte i kølvandet på det.

– Jeg har kredset om emnet flere gange og taget tilløb med forskellige historier, der skulle afdække tematikken, men som bare ikke ville lykkes. Men nu var den der, fortæller Christina Rosendahl.

– Spiller de ikke bare helt vildt godt? spørger hun. De er Lars Ranthe, der spiller alkoholiker på den søde, ikke voldelige, facon, men som alligevel efterlader en angstfuld og anspændt knude i maven, og Stine Stengade som den kvinde, der er totalt på overarbejde for at opretholde familiens pæne, øvre middelklassefacade.

Viilbjørk Malling Agger spiller storesøsteren i børneflokken på tre, der har styr på både store og små i en grad, så hun slet ikke kan mærke hverken sin egen 20-årige krop eller sjæl på et tidspunkt, hvor hun ellers skulle erobre sit eget liv.

En rolle, der minder om Christina Rosendahls egen i det virkelige liv.

– Det er vigtigt at sige, at det er en historie, der er inspireret af min egen familie. Men det er selvfølgelig hverken min historie eller min families. Vi har ikke oplevet det, der sker i filmen, men adfærdsmønstrene er de samme, og det er det, jeg gerne har villet have i fokus.

– Det her er min version af nogle oplevelser, der ville skildres helt anderledes, hvis det var min mor, søster eller brors fortælling, fortæller Christina Rosendahl.

– For mit eget vedkommende var min far alkoholiker, før jeg blev født. Og han døde, da jeg var 25. Jeg oplevede aldrig, han kom i behandling. Så det er snarere en fortælling om, hvad der sker, hvilke roller, vi hver især indtager i en dysfunktionel familie.

– Det er dynamikkerne i relationerne, der er centrale. Det kan skyldes alkohol, som jeg skildrer her, men det kan også skyldes misbrug af hash eller hårdere stoffer, eller en mor eller far, der lider af en depression for eksempel.

Christina Rosendahl fortæller videre:

– Det var meget vigtigt for mig, at det var en indtagende familie. De er lækre, moren og faren har en fest og er vilde med hinanden, de bor lækkert, de er på overfladen velfungerende. Det ubehagelige skjuler sig bag facaden.

– Det måtte for alt i verden ikke blive dyster, tung socialrealisme, for så er det så let at tage afstand fra. Dynamikkerne er de samme, uanset om man befinder sig i den højere eller lavere ende af socialklasserne. Og det var dynamikkerne, jeg ville sætte fokus på.

På den måde afspejler filmen også hendes egne oplevelser, for hendes familie var også farverig og meget festlig med gang i den.

Hun beskriver moren og faren som en slags ”Bonnie and Clyde” med en stærk, kærlighedsfyldt energi. Et passioneret, smart par, hvor det så altså også tippede, uden at nogen talte med børnene om det.

Dysfunktionelle dynamikker

Christina Rosendahl blev opmærksom på sin families dynamikker, da hun i starten af 20’erne mødte en kæreste, der var ved at uddanne sig til terapeut. Han stak hende nogle pjecer om familieterapi, som hun fik overbevist sin familie om at deltage i.

– Det var en øjenåbner. Der var aldrig nogen andre, der havde taget fat i os. Og når man pludseligt opdager mønstrene, og de roller, man hver især indtager, er det jo én til én tydeligt. Det er de dynamikker, jeg skildrer i filmen.

– Moren, der er ”hovedmuliggøren’”, hun sørger – ubevidst – for, at misbruget kan fortsætte. Heltebarnet, der er den perfekte, arbejdsomme, overkontrollerende ældste i flokken, der holder styr på det hele.

– Syndebukken, der er den frække to’er, der bare stikker af og gør, hvad det passer hende, men som i virkeligheden er det mest ærlige barn, fordi der er størst overensstemmelse imellem det indre og ydre liv. Og så det glemte barn, der putter sig, trækker sig ind i sig selv og den, der har størst risiko for alvor at gå til grunde, fortæller Christina Rosendahl.

– Jeg var jo selv denne her flittige, arbejdsomme, superdygtige pige, der var helt smadret indeni. Jeg er jo vildt dygtig, når der er drama, og nogen har brug for hjælp. Så kan jeg udrette alt og glemme mig selv fuldstændig. Jeg er født ind i sådan en slags overlevelsesmode, hvor alt helst skal være på liv eller død, for det er jeg trænet i. Hvis der ikke er drama, bliver jeg mistænksom.

– I mange år var det voldsomt problematisk for mig med et harmonisk kærlighedsforhold, for så var der jo ikke noget drama, hvor jeg kunne agere. Det var kedeligt, syntes jeg. Lige indtil en terapeut sagde: ”Det er måske dig, der er den kedelige”.

Hun ser intenst på mig, løfter øjenbrynene, nikker og bryder ud i et stort smil:

– Og nu har jeg været sammen med den samme mand i 25 år! Det opfatter jeg som en stor sejr.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Christina Rosendahl er fascineret af terapi, for det er også omdrejningspunktet i hendes dokumentarfilm om Krisecenteret Danner ”I Kærlighedens Navn”, hvor hun beskriver voldsramte kvinders vej tilbage til et liv uden den destruktive kærlighed.

Og nu understreger hun, hvor meget glæde hun har haft af terapi i sit eget liv;

– Altså udover jeg blev bevidst om mønstrene og de roller, vi alle sammen indtager i familien, så lærte jeg jo at fokusere på mig i stedet for på min far.

Den tænksomme og umiddelbart blide kvinde bliver meget alvorlig, når hun kærligt, men bestemt konstaterer:

– Jeg har vanskeligt ved at anerkende folk, der helt afviser terapi og undersøgelsen af at lære om vores måde at håndtere følelser på, og hvordan vi agerer overfor hinanden.

– Jeg kan sagtens forstå, hvor smertefuldt og svært det er at give sig hen i terapi, for man skal jo starte helt forfra med sig selv og turde få at vide, at man ikke handler på den bedste måde, hverken overfor sig selv eller alle andre.

– Det kræver rigtig meget mod at gå i terapi, for det er krævende og ofte både smertefuldt og ensomt, siger hun og fortsætter:

– Alle har erfaringer med det her. Under optagelserne måtte jeg selv tørre tårer af kinderne. Og folk fra filmholdet blev dybt berørt. Der kom den ene efter den anden og betroede episoder og erfaringer fra deres eget liv. Det er derfor, det er så vigtigt at få belyst.

Kærlig konfrontation

”Intervention” hedder et amerikansk tv-program, der er Christina Rosendahls hemmelige last, altså der hvor hun for alvor smækker benene op og slapper af.

Programmet skildrer, hvordan familie eller venner til en misbruger konfronterer misbrugeren, uden at vedkommende på forhånd er varskoet.

– Jeg er dybt fascineret af programmet. Jeg synes, det er den største kærlighedserklæring, man kan give et andet menneske, fortæller Christina Rosendahl, der har brugt det som omdrejningspunkt i sin egen film.

– Det bygger på tre k’er – kærlighed, krav og konsekvens. Kærligheden ligger i selve handlingen, at man intervenerer, kravet, at misbrugeren skal gå i behandling, og konsekvensen, at man forlader vedkommende, hvis det ikke sker.

– Men det nytter ikke noget i sig selv, hvis ikke familien i øvrigt er villig til at gå i terapi. For alle har indordnet sig i mønstret og har en tendens til at fastholde det, hvis ikke hver enkelt bliver bevidst om sin egen rolle. Det er derfor, morens rolle i filmen er meget karakteristisk og rigtig interessant, for hun oplever jo også tab.

Det er den danske alkoholkultur, der står for skud, og Christina Rosendahl er ikke bange for at bryde tabuer og være hende den kedelige, der slukker festen.

Hun har modigt og frygtløst kastet sig over danskernes foretrukne samlingspunkt, som hun uden forsoning kalder dybt ekskluderende.

– Jeg synes, det er så synd for alkoholikeren. Det er så udskammende, og så kan vi alle sammen sidde der og pege fingre af ham eller hende, der skal i behandling. Og så kan vi andre snakke om, hvad vi skal drikke næste gang, vi mødes, siger hun og trækker opgivende på skuldrene;

– Når vi drikker, så forandrer vi os. Det gør vi jo alle sammen. Og det er dybt angstprovokerende for et lille barn, selve forandringen er skræmmende, men det taler vi ikke om.

Rød tråd

Umiddelbart adskiller ”Fuld af kærlighed” sig fra de tidligere film, men Christina Rosendahl kan sagtens se en linje.

– På overfladen handler de tidligere film måske nok om storpolitik og krig. Men både ”Idealisten” og ”Vores mand i Amerika” tegner et billede af en mand, der trodser flertallet og bryder den gode stemning.

– Eneren, der ikke er bange for at pege på det forkerte, det skjulte og hemmeligholdte. Det er det dysfunktionelle, den enkelte tager kampen op med. Som drengen i ”Kejserens Nye Klæder” skal nogen pege på det, der ikke fungerer eller er helt så festligt, som vi andre lader som om, at det er.

Filmen er uafrystelig og har også ramt hendes egen familie, der alle sammen har set og billiget filmen.

Hun smiler, da hun fortæller, at filmen har givet anledning til, at de sammen deltager i familieterapi igen for at bearbejde og konfrontere dynamikker og oplevelser.

Baglandet bakker altså op, så hun er hverken bange for at lægge sig ud med dem eller såre nogen tæt på. Det eneste, hun frygter, er, hvis publikum ikke ser filmen.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 21, 2024.