Hun er 21 år og har allerede mistet sin kæreste i krigen. Nu vil de have hende til at "genføde" de døde soldater

Ashkhen Nahapetyan er blot 21 år, men hun har allerede mistet sin kæreste.

Han blev dræbt i forbindelse med krigen i Nagorno-Karabakh i 2020.

– Vi ved ikke præcis, hvad der skete, siger hun.

– Han var soldat. 19 år gammel.

Hun fumler lidt ved sine hænder, mens hun tænker. Lader en hårtot danse om sin lillefinger.

– Hvis jeg skal have børn, bliver det i udlandet. Jeg vil ikke føde børn, der alligevel kommer til at dø i krigen. Sådan har alle unge kvinder her i landet det, siger hun.

Men den indstilling ønsker den armenske regering at ændre på.

Som følge af den årtier lange konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan har den nuværende regering nemlig sat sig for at indføre incitamenter, der skal få armenske kvinder til at få flere børn.

Det skyldes, som i mange andre lande, ikke kun en nedadgående demografisk udvikling, men derimod et ønske om at få flere soldater til hæren i tilfælde af at en ny storkrig bryder ud, mener en lang række kvindeorganisationer, som femina har talt med.

På en bakketop midt i den armenske hovedstad Jerevan troner Armeniens moder.

Med sine 22 meter emmer hun af stoisk ro og styrke.

Hun bliver kaldt den kvindelige personificering af Armenien og blev i 1967 opført som erstatning for en statue af den sovjetiske diktator Josef Stalin i forsøg på blandt andet at hylde armenske kvinders position og status i samfundet.

Den mission er ikke lykkedes.

Armenien ligger på en 115.-plads ud af 149 lande, når det kommer til kvinders politiske indflydelse, kun 14 procent af landets arbejdsstyrke udgøres af kvinder, ligesom krigen mod nabolandet Aserbajdsjan i 2020 har ført til en eksplosiv stigning i antallet af sager om kønsbaseret vold i hjemmet. Alene i første halvdel af 2022 modtog den nationale hotline for vold mod kvinder mere end 4.800 opkald.

Spørger man Anna Hovhannisyan, talsperson i organisationen Women’s Resource Center, hvad den manglende ligestilling skyldes, kommer svaret prompte.

Patriarkatet.

– Vores land er skabt på et rodnet af kønsstereotyper og maskulint overherredømme, siger hun, mens vi drøner hjem fra et møde i den bjergskønne landsby Dilijan, hvor hun blandt andet har talt med en samling af kvinder fra landets landdistrikter om adgangen til abort.

Manglende politisk indflydelse, økonomisk ulighed og vold er nemlig ikke de eneste problemer, som de mange civilsamfundsorganisationer forsøger at få det politiske etablissement til at handle på.

– Vores regering prøver at presse kvinder til at få flere børn ved blandt andet at bruge narrativer om, at vi skal ‘genføde’ de soldater, der døde under krigen i 2020, siger Anna Hovhannisyan.

Det anslås, at over 7.000 soldater og civile døde i løbet af den 44 dage lange krig.

Dertil tilskynder regeringen også kvinder og familier til at få flere børn ved blandt andet at give en kompensation på omkring 900 kroner om måneden per barn, hvis man har tre børn, samt et engangsbeløb på hele 18.500 kroner, hvis man får et tredje barn.

– For familier i de fattigere distrikter kan den slags beløb jo have stor indflydelse, men samtidig gøres der intet for at forbedre forholdene for familier. Der er en kæmpe mangel på børnehavepladser, hvilket betyder, at kvinder ofte tvinges til at gå hjemme, siger Anna Hovhannisyan.

Udover en økonomisk bonus, hvis kvinder vælger at få børn, har regeringen også gjort det sværere for kvinder, der ønsker at få en abort.

Som i de fleste postsovjetiske stater er abort indtil 12. uge lovligt i Armenien, men i 2016 blev en ny abortlov implementeret, hvilket betyder, at kvinder nu skal igennem en tre dages betænkningsperiode, hvis de ønsker at få en abort.

– Flere læger har også meldt ud, at de ikke vil være med til at ‘dræbe’ børn efter krigen, og vi har modtaget mange henvendelser fra kvinder, der får at vide fra læger, at de vil komme til at fortryde det, hvis de dræber deres børn.

– Der er ingen tvivl om, at regeringen gerne vil have flere børn, for at få flere soldater, siger Anna Hovhannisyan.

Om en større regional krig er på vej er ikke til at sige. Efter mere end 30 års løbende konflikt overgav Armenien i slutningen af sidste år enklaven Nagorno-Karabakh til Aserbajdsjan, og siden har den armenske premierminister Nikol Pashinyan meldt ud, at man også returnerer fire landsbyer til Aserbajdsjan som led i den fredsaftale, de to lande har indgået.

Rusland har desuden bedyret, at de trækker de 2.000 fredsbevarende styrker, der siden krigen i 2020 har været udstationeret i regionen, tilbage.

Alligevel virker spørgsmålet om endnu en krig blandt befolkningen til at handle mere om hvornår end hvordan.

– Siden krigen brød ud, har vi set en øget militarisering i samfundet samt en glorificering af maskuline værdier, og det er jo et velkendt faktum, at vold eskalerer i postkrigs lande, siger Anna Hovhannisyan og indskyder så:

– Hvis vi da kan siges at være et post-krigsland endnu.

Ashkhen Nahapetyan er slet ikke i tvivl om, at endnu en krig er på vej, og at det er en, som Armenien ikke kommer til at vinde.

– Det er også derfor, at der ingen fremtid er for os her. Vi elsker vores land, men vi har ikke lyst til at dø uden formål. Hver dag vågner vi med visheden om, at vi kan miste en bror, en far, en kæreste. Jeg vil flytte et sted hen, hvor jeg har mulighed for at få en fremtid, hvor mine børn kan få en fremtid.

Armenien har i forvejen en af verdens største diasporas, der beskriver befolkningsgrupper, der bor spredt uden for hjemlandet. Ifølge FN’s migrationsnetværk bor otte til 10 millioner etniske armeniere uden for landet.

– Vi lever helt bestemt stadig i en form for koldkrigs periode. Alle er bange for krigen, og mange overvejer at flytte til udlandet, siger Karine Davtyan, der er præsident i ngo’en Women’s Rights House, der gemmer sig på en hemmelig adresse i byen Gyumri, Armeniens anden største by, der også huser en stor russisk militærbase.

Hun arbejder blandt andet med de fordrevne kvinder fra Nagorno-Karabakh, der ankom til Armenien i den massive flygtningestrøm, som krigen i september 2023 forårsagede, samt kvinder fra landdistrikterne i regionen Shirak, som hun definerer som landets mest patriarkalske.

– Problemer med femicide, kønsbaseret vold og seksuelt misbrug er ofte dobbelt så udbredt i landdistrikterne som i byerne. Og de seneste år har vi set en stor stigning, særligt når det gælder vold i hjemmet, som følge af den øgede militarisering.

I Armenien er fordrevne kvinder mere udsatte, når det kommer til seksuel vold, udnyttelse og fattigdom, viser tal fra UN Women. Det anslås, at der siden krigen er sket en stigning på 30 procent i antallet af sager om partnervold, og at hver tredje kvinde i Armenien har været udsat for vold i hjemmet.

– Antallet af sager om kønsbaseret vold stiger år for år. Mænd i Armenien – og Kaukasus – føler sig overlegne i forhold til kvinder, og i mange år har forståelsen af, at volden var kvindens egen skyld hersket, siger Karine Davtyan.

Den dominerende patriarkalisme går også hårdt ud over de organisationer, som arbejder for at fremme kvinders rettigheder og ligestilling, fortæller flere kvindeorganisationer.

– Siden 2008 har vi oplevet en stigning i angreb fra anti-genderbevægelser, fortæller Gohar Shahnazaryan, der er medstifter af Women’s Fund Armenia samt leder af Center for Gender Studies på Yerevan State University.

Det betyder, at de forskellige kvindeorganisationer ofte må skifte adresse, fordi de bliver udsat for hærværk og chikane, og at der er en stor udbrændthed blandt medarbejderne, fordi de udsættes for så meget had og forfølgelse.

– Det er særligt prorussiske grupper, formentligt finansieret af lokale oligarker, der spreder misinformation og had om de få feministiske initiativer, der findes, forklarer Gohar Shahnazaryan.

Derfor sørger kvindeorganisationerne også for at have et stort fokus på mentalt helbred blandt deres medarbejdere. For kvindebevægelsen er fortsat så lille, at der ikke er råd til at miste kolleger til udbrændthed og stress, som Anna Hovhannisyan fra Women’s Resource Center formulerer det.

– De prøver at knuse os på alle tænkelige måder, og derfor sørger vi for, at vores medarbejdere har adgang til gratis psykologhjælp, ligesom vi har indrettet et særligt rum, hvor man kan trække sig hen, hvis det hele bliver for meget.

Sidste år mødte omkring 20 mennesker op foran Women’s Resource Center for at kaste med æg, fordi organisationen havde hjulpet med at oversætte en bog om seksualundervisning til børn.

Men selv om udfordringerne fortsat er store, oplever Anna Hovhannisyan også en spirende ændring i attituden over for ligestilling i det armenske samfund. De unge er mere progressive og udfordrer flere af de kønsnormer, der hidtil har været.

De små skridt betyder dog kun ganske lidt, når man kigger på det større billede, understreger hun, for samfundet kæmper fortsat med enorme udfordringer, når det kommer til ligestilling og kønsbaseret vold.

– Kvinders rettigheder er ikke en politisk prioritet. I årevis har regeringen brugt krigen og konflikten som undskyldning, men det er det ikke, og vi har brug for radikale forandringer, hvis vi skal nå et bedre sted hen.