Julia Lahme, forfatter, etnolog og livsstilsekspert. Hun er direktør i sit eget kommunikationsbureau, Lahme Kommunikation.
Samfund

Hun kan nævne alle mulige fordele ved at drikke mindre alkohol. Men særligt én ting gør det svært

20. juli 2023
Af Nanna Niemann
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Sol og sommer går for mange hånd i hånd med en øget mængde alkohol. Men ny trend, hvor man drikker mindre alkohol, vinder frem. Livsstilsekspert Julie Lahme fortæller om “sober curious”, som trenden hedder, i det seneste afsnit af podcasten "femina update".

Trenden "sober curious", som går ud på at drikke mindre, breder sig, men det er ikke altid lige let i en kultur, der har et tæt forhold til procenterne.

Det forklarer Julia Lahme i seneste afsnit af podcasten "femina update".

Hun er forfatter, etnolog og livsstilsekspert – og så er hun selv hoppet med på trenden.

Danskernes historie har mange tilknytninger til alkohol. Fra perioder, hvor vi troede, vand var urent og derfor tyede til alkohol, til nutidens kulturelle prestige i kendskab til vin.

Men det er ikke kun kulturelt betinget. Biologien spiller nemlig også en rolle, for vi belønnes med et dopaminkick, når vi drikker alkohol.

Podcast: femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

Og det er særligt danskerne, der har en meget drukfokuseret kultur, for vender man blikket mod de sydlige breddegrader, er alkoholkulturen mere forbundet med nydelse.

Julia Lahme forklarer, at det ikke er unormalt, at italienerne drikker et-to glas vin i løbet af en fire timers middag. Hvor mange danskere drikker for at blive fulde, er der i Sydeuropa en anden alkoholkultur.

– Vi er ikke vokset op i en kultur, der tilskynder mådehold, når det kommer til alkohol. Vores kultur understøtter, at vi skal drikke mere, end vi har behov for, siger Julia Lahme.

Svært socialt

Men det seneste stykke tid er "sober curious" begyndt at boble frem. Og den trend er Julia Lahme også hoppet med på.

– Det handler om, at man prøver på at være nysgerrig på sig selv og sine omgivelser uden alkohol.

Det kan være en første date uden alkohol eller måske ikke at drikke dét ekstra glas vin til en middag.

– Rigtig mange forsøger at minimere deres alkoholforbrug. Det lyder simpelt, men det er ikke så let socialt, for eksempel til en julefrokost, hvor man ellers ville drikke snaps.

For Julia Lahme selv har det resulteret i, at hun ikke har drukket i et halvt år.

Anledningen var, at hun på et retreat blev opmærksom på, at hun godt kunne undvære en drink ved solnedgang.

– Jo mindre jeg drak, jo bedre sov jeg, jo bedre blev jeg til min træning, jo bedre huskede jeg, og jo mere var jeg til stede i mit eget liv. Men det er slet ikke nemt socialt.

Lyt til podcasten femina update herunder:

Læs også