7 tegn på fødsel: Her er, hvad du kan holde øje med
Graviditet

Tegn på fødsel: Syv tegn på, at fødslen snart går i gang

15. oktober 2022
af Gitte Roe Eriksen, Redaktionen
Udgivet første gang 2. december 2015. Foto: Shutterstock
Der findes flere tegn på fødsel, men tingene sker ikke nødvendigvis i én bestemt rækkefølge. Her er syv ting, du kan holde øje med, som alle kan være tegn på snarlig fødsel.

Hvornår sker det? Var det en ve? Er det her et tegn?

Måske har du et par uger endnu, måske har du nået din termin, og måske vil du bare gerne have fødslen overstået snarest muligt.

Uanset hvad kan det som højgravid være rart at vide, hvilke tegn du skal holde øje med, når fødslen nærmer sig.

Her kan du læse om de forskellige tegn på fødsel og blive klogere på, hvilke symptomer der sædvanligvis viser sig i ugerne op til fødslen, og hvilke tegn du typisk vil opleve, når kroppen går ind i selve fødselsfasen.

Du kan desuden også læse om tegn på en for tidlig fødsel - spring ned til afsnittet her.

Her, kan du også læse mere om, hvordan du beregner fødselsdatoen med vores terminsberegner.

Syv tegn på fødsel op til termin

Her får du syv almindelig tegn på, at kroppen forbereder sig på at føde. Måske vil du opleve alle tegn eller kun nogle af dem. Der kan desuden også være forskel på om du er førstegangsfødende eller flergangsfødende.

1. Tidlige tegn på fødsel: Maven synker, og kroppen forbereder sig

I ugerne op til fødslen forbereder kroppen sig på flere måder, men det er meget forskelligt, om man mærker forandringerne.

Et tegn på snarlig fødsel kan være, at maven ”synker”. Det vidner om, at barnet lægger sig dybere i bækkenet – og tættere på fødekanalen.

Det er normalt, at kroppen bruger flere uger på at forberede sig til fødslen, og det kan derfor være svært at vurdere, hvornår den egentlige fødsel er i gang.

2. Tegnblødning

Mange oplever, at der kommer lidt slim og blod fra skeden før fødslen, og det er helt normalt. Det skyldes, at din livmoderhals er begyndt at åbne sig lidt.

Det er ikke et tegn på, at fødslen er i gang, men et tegn på, at de indledende forberedelser til fødslen er i gang.

Så længe det bare er pletter i trusserne eller på bindet, er det normalt.

Hvis du bløder mere, f.eks. svarende til en menstruation, eller du har smerter, som er der hele tiden, skal du kontakte fødegangen.

Selvom du har tegnblødning, kan man ikke sige, hvor lang tid der går, inden fødslen går i gang.

3. Udflåd og slimprop

I slutningen af graviditeten har de fleste kvinder meget udflåd. Det kan både være tyndt og vandigt, men det kan også være slimet.

Slimproppen er noget sejt slim, der sidder inde i livmoderhalsen. Når livmoderhalsen bliver blødere og kortere på grund af plukkeveer, kan slimproppen løsne sig, og du kan se den som noget sejt slim iblandet blod i trusserne eller på toiletpapiret.

Ikke alle kvinder oplever slimproppen gå. Slimproppen kan dog både gå samme dag som fødslen eller flere uger før, så det er ikke nødvendigvis et tegn på, at fødslen er ved at starte.

4. Op til fødslen: Diarré

Nogle kvinder oplever også en trang til at skulle på toilettet, og enkelte har diarré i dagene op til fødslen.

Samtidig kommer trangen til et toiletbesøg lige før fødslen helt af sig selv.

Man regner med, at det er kroppens måde at sørge for, at der ikke er noget, der 'sidder i vejen', når barnet skal passere.

5. De sidste uger: Plukveer

De sidste uger inden fødslen oplever mange kvinder desuden, at plukkeveerne kommer oftere og bliver mere intense.

De kan gøre lidt ondt, og du bliver måske nødt til at stå stille, hvis du er ude at gå. Nogle kvinder mærker også jag op i skeden.

Plukkeveerne modner og afkorter livmoderhalsen og hjælper barnet med at stille sig ned i bækkenet.

Du kan bruge plukkeveerne til at indstille dig mentalt på, at plukkeveer som disse, på et eller andet tidspunkt, dage eller uger, udvikler sig til veer.

I dagene inden du går rigtig i fødsel, kan du også opleve at have kraftige, lidt smertefulde plukkeveer to-tre gange i timen. Alle er dog forskellige, og nogle kvinder mærker ingenting, før de rigtige veer starter.

6. Tegn på fødselsfasen: Vandet går

En fødsel går ofte i gang ved, at fostervandet går. Men det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvordan det mærkes.

Vandet kan gå i en stor skylle, og så er du ikke i tvivl, men det kan også småsive. Hvis det er sidstnævnte, så tag et bind på, og vent en times tid. Føles bindet tungt, er vandet gået.

Tegn på fødsel – i ugerne op til og i fødselsfasen

5 tegn på, at fødslen nærmer sig

  • Tiltagende plukkeveer som kan nive
  • Afgang af slimprop
  • Dårlig søvn
  • Ekstrem træthed
  • Behov for redebygning

10 tegn på, at fødslen er i den spæde start

  • Diarre og opkastning
  • Slimet udflåd
  • Vandet udflåd
  • Menstruationssmerter
  • Lændesmerter
  • Kraftige plukkeveer
  • Uro i kroppen
  • Søvnbesvær
  • Tegnblødning
  • Øget tissetrang

Kilde: gravid.dk

Fostervand har desuden en noget særpræget lugt.

Dernæst følger der almindeligvis veer af sig selv i løbet af det næste døgns tid. Har du mistanke om, at vandet er gået, så kontakt fødegangen.

Hos nogle kvinder går vandet dog ikke spontant. Her kan jordemoderen så i stedet vælge at prikke hul på fosterhinden under fødslen.

7. Sidste tegn på fødsel: Veer

Hvis det er første gang, du skal føde, kan du godt have nogle dage med små veer, inden de går rigtigt i gang.

Det kan derfor være svært præcist at sige, hvornår du er i fødsel. Føler du dig utryg, så kontakt fødegangen.

I begyndelsen føles veer som kraftige menstruationssmerter. De er til at begynde med uregelmæssige både med hensyn til, hvor længe de varer, hvor kraftige de er, og hvor længe der er imellem dem.

Når veerne kommer oftere, kan du begynde at tage tid på, hvor lang tid der går fra én ve starter, til den næste ve starter.

Er det første gang du skal føde, skal veerne gennem 1-2 timer have været regelmæssige med 3-5 minutters interval - altså fra vestart til vestart.

Den enkelte ve vil typisk vare 60-90 sekunder. Har du født før, ved kroppen hvad der skal ske, og ofte vil fødslen gå hurtigere end første gang.

Derfor bør du være opmærksom, allerede når der er fem-syv minutter mellem veerne. Er veerne som beskrevet her, er det tid til at kontakte fødegangen.

Tegn på for tidlig fødsel

Symptomerne på, at en fødsel er ved at gå i gang for tidligt, kan være de samme, som når en fødsel går i gang til den forventede tid. Men symptomerne kan også være mindre tydelige.

Hvis en fødsel er ved at gå i gang for tidligt, kan du få:

  • Turevise smerter/veer eller trykkende fornemmelse henover livmoderen eller i lænden
  • Blødning fra skeden
  • Vandigt eller pludselig øget mængde udflåd fra skeden
  • Vand som afgår i en stor skylle

I gennemsnit varer en graviditet i gennemsnit 40 uger beregnet fra sidste menstruations første dag. En fødsel er for tidlig, når den finder sted, før der er gået 37 fulde uger af graviditeten.

Det er desuden vigtigt at være særlig opmærksom på mavesmerter, blødning, og pludselig øget mænge udflåd. Kontakt altid egen læge eller fødemodtagelsen, hvis du er i tvivl.

Kilder: Rigshopitalet, Hvidovre Hospital, Sundhed.dk og Regionshospitalet Randers

Læs også