Svangerskabsforgiftning
Gravid

Svangerskabsforgiftning: Det skal du vide om symptomer og behandling

14. december 2022Opdateret 25. maj
af Anne Romanelli, Redaktionen
Udgivet første gang 29. september 2018. Foto: Shutterstock
Svangerskabsforgiftning viser sig ikke altid med symptomer og kun få gravide udvikler tilstanden, der kan føre til tidlig fødsel. Bliv klogere på, hvilke symptomer, du skal være opmærksom på, og hvordan det behandles lige her.

Har du mistanke om svangerskabsforgiftning? Eller vil du bare gerne vide mere om, hvilke symptomer du skal være opmærksom på som gravid?

Så læs med her, hvor du kan blive meget klogere på, hvad svangerskabsforgiftning er, hvilke symptomer du kan kigge efter, og hvilken behandling der er, hvis du rammes af svangerskabsforgiftning.

Hvad er symptomerne på svangerskabsforgiftning?

Svangerskabsforgiftning kaldes også for præeklampsi og er en kombination af for højt blodtryk og udskillelse af æggehvidestof (protein) i urinen efter 20. graviditetsuge. Forhøjet blodtryk er ikke nødvendigvis lig med svangerskabsforgiftning, men det er et meget typisk tegn. Man udskiller ikke normalt proteiner i urinen, og det er derfor et tegn på svangerskabsforgiftning.

Den mere nørdede forklaring af svangerskabsforgiftning ligger i moderkagen og det netværk den bygger for at tilføre blod til fosteret. Hos kvinder med svangerskabsforgiftning er dette netværk mindre udviklet, og der bliver derfor tilført mindre blod. Det resulterer i et højere blodtryk.

Svangerskabsforgiftning kan opstå i mild eller svær grad. I sidstnævnte tilfælde vokser barnet ikke så meget, som det skal, fordi moderkagen og dermed fostret får nedsat blodtilførsel.

Risikoen for svangerskabsforgiftning starter efter 20. graviditetsuge, men de fleste tilfælde ses meget tæt på termin – ofte i den sidste måned før. Ca. 2-3% udvikler svangerskabsforgiftning i graviditeten.

Hvorfor får man svangerskabsforgiftning?

Man ved ikke, hvad der er årsagen til, at nogle udvikler svangerskabsforgiftning, men moderkagen spiller helt sikkert en vigtig rolle. Alle gravide har dog risiko for at få svangerskabsforgiftning, men nogle er mere udsatte end andre, hvis de f.eks. har kendte sygdomme eller helbredsmæssige tilstande, der øger risikoen. Blandt de kendte faktorer er:

  • Sukkersyge

  • Kroniske nyresygdomme

  • Hjerte- eller bindevævssygdomme

  • Forhøjet blodtryk før graviditet

  • Overvægt

  • Svangerskabsforgiftning ligger i familien (arvet fra sin mor)

Derudover kan selve graviditeten også øge risikoen for svangerskabsforgiftning. Hvis du har en graviditet, der er kendetegnet ved en af følgende, kan der være risiko for svangerskabsforgiftning:

  • Førstegangsgraviditet

  • Graviditet ved ægdonation

  • Flerfoldsgraviditet (gravid med flere børn)

  • Tidligere graviditet med svangerskabsforgiftning

svangerskabsforgiftning

9 symptomer på svangerskabsforgiftning

Symptomerne på svangerskabsforgiftning kan variere meget, og nogle gravide oplever slet ingen symptomer eller gener. Svangerskabsforgiftning diagnosticeres hos lægen eller jordemoderen, hvor det opdages under rutineundersøgelser, hvor blodtryk, urin og fosterets størrelse som regel tjekkes. Kontakt din læge eller jordemoder, hvis du er bekymret for, om du er ved at udvikle svangerskabsforgiftning.

  • Hævede ben

  • Hovedpine

  • Kvalme og opkast

  • Mavesmerter

  • Brystsmerter

  • Åndedrætsbesvær

  • Synsforstyrrelser

  • Markant og pludselig stigning i vægt

  • Svimmelhed

Er svangerskabsforgiftning farligt?

Svangerskabsforgiftning kan være farligt, idet det kan føre til eklampsi, som kan give krampeanfald og bevidstløshed under fødslen, som er farlig for både moderen og barnet. HELLP-syndrom, som er en variant af svangerskabsforgiftning, kan også forekomme. HELLP er en sværere grad af svangerskabsforgiftning, som øger sandsynligheden for at et kejsnit bliver nødvendigt ved fødslen.

Læs mere om både eklampsi og HELLP på Sundhed.dk

Det er meget forskelligt, hvor alvorligt svangerskabsforgiftning er. Under graviditetskontrollerne holdes der øje med, om barnet vokser som forventet. Svangerskabsforgiftning kan nemlig påvirke moderkagens funktion, så barnet vokser mindre, end det skal.

Ved let svangerskabsforgiftning kan det være nødvendigt, at den gravide kommer til kontrol et par gange om ugen på hospitalet og eventuelt bliver sygemeldt fra sit arbejde, så hun kan slappe af. Det kan anbefales, at fødslen sættes i gang i 38. uge.

Læs også: 6 ting, du skal vide om dine plukveer

Ved svær svangerskabsforgiftning bliver den gravide indlagt på hospitalet. Svangerskabsforgiftning kan nemlig være alvorligt for både moderen og barnet, og i de svære tilfælde kan det blive nødvendigt at sætte fødslen i gang eller lave kejsersnit.

Det vil altid være en fødselslæge, der tager en sådan beslutning. Det er heldigvis meget sjældent, at svangerskabsforgiftning er årsag til, at et foster dør.

Svangerskabsforgiftning og gener heraf forsvinder som udgangspunkt efter fødslen, men der kan være senfølger for moderen i form af fortsat forhøjet blodtryk. Der kan også være øget risiko for hjerte- og karsygdom senere hen. Det er derfor en god ide at aftale en tid til at få tjekket dette hos lægen nogle måneder efter fødsel.

Behandling af svangerskabsforgiftning

Behandlingen er i lette tilfælde hvile og aflastning, så blodgennemstrømningen af moderkagen øges, og barnet derved får ilt og næring. I sværere tilfælde behandles svangerskabsforgiftning med medicinsk blodtrykssænkende behandling eller igangsættelse af fødslen.

Hvis svangerskabsforgiftningen er slem, bliver den gravide som regel indlagt. En let svangerskabsforgiftning kan dog behandles og kontrolleres uden indlæggelse.

I tilfælde af slem svangerskabsforgiftning og tidlig fødsel, vil der som regel blive givet behandling i form af magnesiumsulfat og binyrebarkhormon for at stabilisere moderen og modne fosteret. Når man først har svangerskabsforgiftning, går det ikke væk igen før efter fødslen.

Læs også: 7 tegn på fødslen snart går i gang

Kan man forebygge svangerskabsforgiftning?

Det er ikke muligt at forebygge svangerskabsforgiftning i sådan en grad, at du fuldstændig kan forhindre udviklingen af det. Det, du selv kan gøre for at undgå svangerskabsforgiftning, er at undgå at tage for meget på og holde dig i god form, da det er godt for blodtrykket.

Har man tidligere haft svangerskabsforgiftning eller nogle af de øvrige faktorer, der øger risikoen, kan det forebygges ved at tage tabletter med acetylsalicylsyre. Tabletterne kan ikke udelukke svangerskabsforgiftning helt, men de kan nedbringe risikoen for at udvikle det i den nye graviditet. Rådfør dig altid med læge og jordemoder inden behandling.

Kilde: Sundhed.dk

Læs også