
Søvn: Få baby til at sove på 15 minutter
5. marts 20121. Vær sikker på, at dit barn er træt
Hvis du ønsker at putte jeres barn fast hver aften klokken otte, nytter det ikke noget, at barnet har sovet en lang eftermiddagslur til efter klokken fire. Et frisk og veludhvilet barn falder ikke i søvn på 15 minutter og vil naturligvis protestere højlydt mod at blive lagt i seng. Det er derfor værd at se på, hvordan dit barns søvn er i løbet af dagen. Al søvn, der ligger efter klokken 16, vil ofte "æde" af nattesøvnen. Hvis jeres barn sover en lur sidst på dagen, vil det derfor ofte også skulle puttes lidt senere til natten.
2. Undgå, at dit barn er overtræt
Ligeså svært det er at få et frisk barn til at sove, ligeså umuligt er det at få et overtræt barn til at sove. Læg mærke til jeres barns signaler. Nogle børn viser tydelige træthedstegn, hvor man ikke er i tvivl, andre børn er sværere at aflæse. Hvis du oplever, at jeres baby ofte bliver overtræt og derfor har svært ved at falde i søvn, så kan det være en god idé, at du prøver at putte barnet 20- 30 minutter før, du egentlig synes, barnet viser træthed.
3. Lad dit barn falde i søvn i sin seng
Det er helt i orden at lulle et seks måneder gammelt baby til ro ved at amme det, vugge det frem og tilbage eller give det en flaske mælk. Men det, der er vigtigt, er, at baby ikke falder i søvn, mens det bliver ammet eller har sutteflasken i munden, eller at det falder i søvn i favnen på mor eller far. Sover baby inden det kommer ned i sengen, vil det føle sig utryg og græde, hvis det vågner op senere på aftenen eller natten. Jeres baby skal med andre ord vænne sig til at falde i søvn i sengen, men må gerne være lullet til ro inden.
4. Sørg for, at dit barn føler sig trygt
Jeres baby skal kunne sove i tryg forvisning om, at du er der, og at der ikke sker det noget. En lille baby kan have svært ved at forstå, at du er i stuen lige ved siden af, hvis ikke det kan se eller høre dig. Derfor bør du højst gå ud af værelset tre minutter af gangen og sørge for, at baby kan høre dig, hvis du er i rummet ved siden af. Lad aldrig jeres baby græde sig i søvn, men trøst det i stedet ved at holde det i hånden eller nusse det på ryggen. Er barnet trygt og træt, vil det hurtigt falde i søvn.
Lær dit barn at sove om natten
5. Vær ikke bange for at tage dit barn op
Hold fast i, at det ikke bør tage mere end 15 minutter at få jeres baby til at sove. Hverken du eller jeres baby er tjent med timelange seancer, der ikke fører til andet end skrig og skrål. Tag om nødvendigt barnet op af sengen, hvis det ikke lykkes at få det til at sove i første omgang, og det virker frisk og i hopla, og prøv at putte det igen en halv time senere. Det handler om at springe på søvntoget, når det holder ved perron. Vi skal alle føle os trætte og parate til at gå i seng, ingen af os kan sove på kommando.
Hvornår må baby sove ude?
Problemer med at få baby til at sove? Få god hjælp lige her