Gravid

Her er den vigtigste faktor for en god fødsel

af Anne Romanelli 13. januar 2016
Ifølge afspændingspædagog Pia Genet Rasmussen er det helt forkert at guide kvinder til at tage kontrol over deres fødsel. I stedet skal kvinden lære at slippe kontrollen og overgive sig til alt det uforudsigelige med viden om, at hun er klædt på til fødslen og gør det så godt, som hun kan.
Den erfarne afspændingspædagog Pia Genet Rasmussen er aktuel med den helt nye fødselsforberedelsesbog ’Fødselsmod – brug din krop som hjælper’, og som titlen indikerer, så fokuserer den på, at kvinder kan få stor gavn af at lytte til og arbejde med deres krop under fødslen.    - I min optik handler det at få en god fødsel mere end noget andet om at være til stede i kroppen fremfor i tankerne. For det er, præcis hvad en fødsel kræver – og hvad moderskabet efterfølgende vil kræve: At du tænker mindre og mærker mere efter, siger forfatteren.   Når en kvinde skal føde, har hun ikke noget at bruge hovedet til   Og det er et fokus, som andre fødselsforberedelsesbøger i høj grad mangler, mener Pia Genet Rasmussen:    - De sidste to fødselsforberedelsesbøger, der er udkommet i Danmark, ’Smertefri Fødsel’ (2013) og ’Fantastisk Fødsel’ (2015), arbejder med, at kvinderne skal tage kontrol over fødslen og styre den. ’Fødselsmod’ adskiller sig markant fra dem. Når en kvinde skal føde, har hun ikke noget at bruge hovedet til. De fleste kvinder vil under fødslen opleve, at kroppen ikke kan omsætte det, som hovedet ved, til kropsligt arbejde, og hun kan være nok så klog på fødslens faser, men den dag veerne begynder, er det kroppen, der tager over. En fødsel kræver, at den fødende lærer at give kontrollen fra sig og overgiver sig til det, som kroppen fortæller, forklarer hun. 
Kroppen guider dig gennem fødslen   For dét, som kroppen fortæller den fødende, er der typisk en god grund til, siger Pia Genet Rasmussen og kommer med følgende eksempel:   - Antropologer og historikere har fundet ud af, at langt de fleste af de stillinger, som fødende spontant vælger at indtage under fødslen, er oprejste, knælende, hugsiddende eller firstående med knæ, underben, albuer og underarme i underlaget. De fleste kvinder bliver også smertelindret, når de bevæger bækkenet under veerne. Dog er der nogle få kvinder, der får impuls til at lægge sig ned og være helt inaktive. Sker det for dig, skal du lytte til, hvad kroppen siger, og følge den, selv om du har lært, at det gør fødslen nemmere, hvis du er i bevægelse. For hvis kroppen giver dig impuls til at være passiv under veerne, er det ofte, fordi det vil være hensigtsmæssigt at forsinke fødslen en lille smule ved at være inaktiv. Lyt til kroppen, og lad den guide dig til at bruge de stillinger og de bevægelser, som hjælper dit barn bedst muligt ned gennem bækkenet og lindrer dine smerter mest under veerne. Ingen kan sige, hvilke stillinger der er bedst for dig. Skift gerne stilling undervejs, når din krop beder om det, så du ikke låser dig fast i en bestemt stilling. Kroppen er en genial skabning, der kan guide dig gennem fødslen. Men det kræver, at du lærer at forstå dens sprog, fortæller hun og opfordrer gravide til at afprøve de forskellige kropsøvelser og fødestillinger fra hendes bog inden fødslen.   Læs også: En fødsel er hårdere end et maraton   Afspændingspædagogen erkender, at det for mange kvinder kan være angstprovokerende at skulle slippe kontrollen på den måde, som ’Fødselsmod’ lægger op til. Men gennem bogens konkrete øvelser lærer den gravide at mærke efter og turde stole på sig selv og sin krop, lover hun.     Gør dig tanker inden fødslen – så kan du bedre mærke efter under fødslen   Pia Genet Rasmussen siger hermed ikke, at man slet ikke skal gøre sig tanker om den forestående fødsel:   - At lytte til din krop er det bedste, du kan gøre, når fødslen går i gang. Hav tillid til, at kroppen vil guide og vejlede dig fra første til sidste ve. Når det er sagt, er det dog altid godt at have gjort sig nogle tanker om, hvad du tror, du har lyst til under fødslen, og finde ud af, hvilke muligheder der er for fødekar, massage, akupunktur, fødestillinger med mere. For hvis du ved, hvilke muligheder du har, gør du det nemmere for dig selv, hvis du under fødslen kan mærke, at du har brug for noget andet end det, du oprindeligt havde forestillet dig, forklarer hun.    Når jordemoderen siger ét – og din krop siger noget andet…   Men hvad gør man så, hvis dét, som kroppen fortæller én under fødslen, ikke stemmer overens med dé, som jordemoderen foreslår? Til det har Pia Genet Rasmussen følgende gode råd:    - Du vil måske opleve, at jordemoderen under fødslen giver dig anvisninger, der går imod det, din krop siger. Og hvad skal du så følge? Hvem skal du lytte til? Hvis din jordemoder f.eks. mener, at du skal ligge på ryggen og presse dit barn ud, mens hele din krop skriger på at stå på alle fire, vil det i mange tilfælde være bedst at følge kroppen. Men hvis der er fare for dit eller dit barns helbred, og jordemoderen derfor har brug for, at du ligger ned, så følg jordemoderens anvisninger. Hvis du under fødslen får anvisninger af din jordemoder, der går imod det, som din krop beder om, kan du spørge hende, hvorfor hun ønsker, som hun gør, og derefter selv tage stilling til, om du skal lytte til kroppen eller hende.   Læs også: Din øjenfarve bestemmer dine smerter under fødslen   Afspændingsøvelser gør din fødsel lettere    Øvelserne i ’Fødselsmod’ fokuserer i høj grad på, at den gravide lærer at afspænde sin krop. På den måde er det nemlig også lettere for hende at slippe kontrollen, og afspænding har desuden flere gavnlige virkninger under en fødsel:   - Under fødslen skal du bruge afspænding til at udskille hormonet oxytocin, der får dig til at lave effektive veer; afspænde musklerne i bækkenet, så der bliver mere plads til barnet; afspænde musklerne i hele kroppen, så du ikke bruger energi på unødig spænding; få et energigivende hvil i vepauserne; hæve din smertetærskel, forklarer Pia Genet Rasmussen.   Hun beroliger med, at selvom evnen til at afspænde ikke kommer lige med det samme, så skal det nok lykkedes hvis blot man øver sig nok:   - For nogle er det naturligt og let at lave afspændingsøvelser. For andre vil tankerne myldre i begyndelsen og forstyrre afspændingen. Det er med afspænding som med alt andet: Øvelse gør mester, og jo mere du øver, jo lettere vil afspænding blive for dig. Når du først har fået lært afspænding, vil din krop huske, hvordan du gør. Og du behøver derfor ikke at tænke på at afspænde kroppens muskler under fødslen.   Her kan du købe 'Fødselsmod - brug din krop som hjælper' >>

Vidste du, at det er særdeles normalt at kaste op under en fødsel? En af årsagerne kan være, at du får en epiduralbedøvelse. Det kan nemlig forårsage et pludselig fald i blodtrykket, og det kan føre til voldsom kvalme og opkast. Du kan dog også kaste op, hvis du ikke har fået en epidural – enten fordi din krop reagerer på den stærke vesmerte eller på den mad, du måtte have i maven, da fordøjelsen typisk sættes på pause under en fødsel. Hvis du vil minimere risikoen for at kaste op, spis da kun lette madvarer under den første fase af fødslen, og stop helt med at spise (og drik kun klar væske) under aktiv fødsel.Kilde: Anæstesilæge David Birnbach, University Hospital of Miami

Omkring halvdelen af alle fødende oplever, at deres tænder klaprer nærmest ude af kontrol. Det skyldes ikke, at de fryser, for faktisk stiger din kropstemperatur under fødslen. Det er stadig usikkert, hvorfor tænderne klaprer, men den nyeste forskning fra Harvard Medical School peger på, at det kan skyldes, at moderen reagerer på, at hun under fødslen får en smule af barnets blod ind i sit eget blodomløb, og hvis blodtyperne ikke passer sammen, kan det altså få tænderne til at klapre. Kilde: Fødselslæge Henry Klapholz, Harvard Medical School
Når dit barn passerer gennem fødekanalen, presses der luft ud af endetarmen, så forbered dig på, at du nok vil prutte en del – og måske vil der også ryge afføring med ud. Det er noget, som mange kvinder frygter og finder særdeles pinligt, men det er ganske normalt, og jordemødrene har set det adskillige gange før. Det sker især for kvinder, der har fået en epiduralbedøvelse, hvilket lammer lukkemuskulaturen omkring endetarmen. Det kan under alle omstændigheder hjælpe at få et lavement – hvis du kan nå det… Kilde: Fødselslæge Arianna Sholes-Douglas, Mercy Medical Center Baltimore
En fødsel er på alle måder udmattende for din krop, og selvom du ikke føder stående, vil du måske opleve, at dine ben begynde at ryste voldsomt eller ligefrem gå i krampe. Det skyldes typisk, at du uanset fødselsstilingen har spændt meget og længe i dine benmuskler. Det kan også være, at kroppen reagerer på et ændret blodtryk - eller en kombination af begge dele. Få jordemoderen eller din partner til at hjælpe dig på benene eller om i andre stillinger, hvis du ikke selv har kræfter til det. Kilde: ChildbirthConnection.com
De fleste kvinder ved i forvejen, at en fødsel vil få dem til at skrige og vride sig af smerte, men mange bliver alligevel overraskede over, præcis hvor ’vanvittigt’, de ifølge dem selv opfører sig under fødslen. Nogle bander løs af alt og alle, mens andre flår tøjet af sig selv i et desperat forsøg på at få det mere behageligt. Det kan bl.a. skyldes hormoner. Veer ændrer dine niveauer af østrogen og progesteron, som gør, at du kan føle det som om, at du har et voldsomt tilfælde af PMS. Igen: Dette sker for så mange, at den eneste, der finder dette pinligt på fødestuen, formentlig er dig selv. Men det skader selvfølgelig ikke at undskylde bagefter, hvis man har skældt en jordemor hæder og ære fra. Kilde: Fødselslæge Henry Klapholz, Harvard Medical School
Under en fødsel kan mange i kampens hede helt glemme, hvad de har lært til fødselsforberedelse eller læst sig til i bøgerne og på nettet om fødselsforløb. Specielt de kvinder, der ikke får smertelindring. Du er så fokuseret på de fysiske smerter og nuet, at du ikke er til stede i ‘den øvre etage’. Derfor kan det være rart at få sin partner eller jordemoderen til at minde en om vejrtrækningerne. Få evt. også din partner til at tage billeder fra fødslen – du kan med al sandsynlighed ikke huske det hele bagefter! Kilde: Anæstesilæge David Birnbach, University Hospital of Miami

 

 

Artiklen indeholder affiliatelink