Work life balancegang

Mandag morgen bøjer jeg mig ned for at låse cyklen op. Det er første dag på arbejde efter barsel. Tøjet er pænt, checket for babysnask, den bærbare er klar i skuldertasken. Nu er det alvor. Der lyder et lille pling, da jeg bøjer mig frem. Det er lyden af noget plastic småtteri, der rammer jorden. Det viser sig at være et lille Lego-skattekort, som Emil i et ubemærket øjeblik har stoppet ned i min trøje (en pudsig vane, han har), da han krammede mig farvel i børnehaven. Her har det sat sig fast i min bh. Det er faktisk fascinerende så meget, der kan ligge der i ubemærkethed. Ikke at jeg er specielt barmfager, men det er faktisk lykkedes for mig før at gå rundt en halv dag med en lille legomand mellem brysterne, hvor den havde forputtet sig i det lille hulrum mellem trøje og bryst. Har også haft en sut liggende der, mens jeg som en anden forvirret idiot piskede rundt og ledte efter den…

...Nå, men det var et sidespring. Det var arbejdet, jeg skulle i gang med! Den meget omtalte work life balance - balancen mellem arbejds- og familieliv, som jeg nu skal prøve kræfter med. Denne gang ikke kun med ét barn, men med to. Jeg føler mig på en gang så rigtig - og på samme tid SÅ forkert, da jeg står der linet op ved lyskrydset på Åboulevard sammen med alle de andre velklædte mennesker, der er på vej til arbejde. Min hjerne ligger et eller andet sted derhjemme i køkkenet sammen med resterne af Millas havregrød… Cykelhjelmen camouflerer bare det tomrum, jeg føler, jeg har i stedet. Jeg har Emils plastic skattekort med på arbejde den dag, hvor det får lov til at ligge ved siden af computeren. Som et lille symbol på, at jeg stadig har mindst halvdelen af mine tanker derhjemme, hvor Milla og min mand sandsynligvis hygger sig gevaldigt, mens jeg sidder og håber på, at de har svært ved at undvære mig!

Men allerede efter et par dage går det bedre. Det føles faktisk til tider helt befriende selv at kunne bestemme, hvornår man vil drikke sin kaffe. Der er heller ingen, der græder og klasker på døren, når man går på toilettet. Vi får se, om ikke det nok skal gå. Ellers må jeg jo bare få et barn mere.

Læs også:
Mit liv som Prins Henrik
Hvem kan - far kan!
De voksne ved alt
Offer for nuttekløen
Og der røg facaden
Respekt for ammehjernen
Mor skal i skraldespanden