Familieliv

Og der røg facaden

af Stine Bjerre Herdel 4. februar 2009
...nogle gange er det bare ikke helt optimalt at få gæster.

Jeg har ikke rengøringsvanvid eller noget. Jeg kan bare godt lide at have et nogenlunde pænt hjem. Især når andre skal se det. At det så ikke lige altid er så pænt i virkeligheden, er en helt anden sag.

Således havde jeg en søndag formiddag aftalt med min mand, at hans kaffeaftale med en ven skulle foregå ude i byen frem for hjemme hos os. Af den simple årsag, at vores lejlighed lignede en katastrofe efter en uge med både travlhed og sygdom. Opvasken bugnede om kap med vasketøjet. Legoklodserne lignede sammen med havregrynene en farverig konfetti overalt på gulvet, og mindre charmerende objekter som næsesugeren og brystpumpen havde taget plads på skænken i gangen sammen med beskidte flyverdragter osv. På ingen måde præsentabelt ifølge mine ambitioner, og jeg selv så også noget halvussel ud efter en uge med influenza.

Men da kaffeaftalen ringer på døren viser det sig, at han lige har noget, han skal aflevere. Han får derfor aller nådigst lov til at komme ind i gangen, hvor der lige er plads til ham ved siden af en papkasse et par meter fra næsesugeren. Der formår jeg så fra puslebordet i børneværelset - iført strithår, gamacher og min mands t-shirt - at vinke og pippe et lille undskyldende hej. I samme øjeblik losser Milla sæbeskålen på gulvet, så den smadrer.

"Jeg har wienerbrød med", siger vennen prøvende og rækker en pose frem. "N..næh… hvor dejligt", svarer jeg, idet Emil uden en trevl på underkroppen kommer flintrende ud fra toilettet. Han har været ude for at lave stort. "Hallo, stop! Har du fået tørret måsen?!", bræger jeg desperat, mens jeg forsøger at holde på Millas tykke, cyklende babyben. "NEJ!" svarer Emil tilbage og fortsætter uanfægtet ind i stuen. Kaffeaftalen, der i øvrigt ikke selv har børn, smiler skævt, mens jeg overlader babyen til min mand for at indfange et styk treårig med l… i bagenden, inden han når sofaen.

Da kaffeaftalen og min mand er sendt sted ud af døren, (efterladende to stk wienerbrød til mig) står jeg stille tilbage. Det er lige før, man faktisk kan se støvet lægge sig efter facadens enorme kollaps.Læs også:

Læs også:De voksne ved altHvem kan - far kan!Mor skal i skraldespandenRespekt for ammehjernenTo børn - 1000 bakterier