Rigtige mødre serverer stegt lever

Hvis nogen havde spurgt mig, da jeg var lille, om jeg ville servere stegt lever for mine egne børn, når jeg blev voksen, havde jeg svaret: Aldrig! Det var min klare holdning, at ret til at nægte at spise stegt lever burde være et punkt i Børnekonventionen.

Kun med enorme mængder af stegte løg og ketchup gled leveren en sjælden gang imellem ned, mens min mor forsøgte med opmuntringer som; "det er ellers rigtig sundt. Du kan da også godt lide leverpostej, skat. Jeg kunne heller ikke lide lever, da jeg var barn, men nu synes jeg, det smager dejligt…"

Små 30 år er vel gået siden da, og imens er der sket en eller anden rystende kemisk ændring i min hjerne. For pludselig står jeg der en mandag eftermiddag og kigger på en pakke økologisk kalvelever, da et eller andet inden i mig pludselig tænker… "mmm, det kunne da være meget lækkert", og få timer efter står jeg og steger lever til hele familien. Fuldstændig som ventet er Emils umiddelbare reaktion et klart AD - før han overhovedet har smagt det. Jeg når kun at ytre selve ordet "lever", før han bakker ud.

Ikke at Emil nogensinde har smagt stegt lever, men det er som om børn har en instinktiv aversion imod det. Et antileverinstinkt, som tydeligvis opløses med alderen, eftersom både jeg selv og min mand, som også hadede lever som barn, pludselig sidder der og gnasker løs, som om det var det naturligste i verden. Og som om det ikke var nok, hører jeg pludselig mig selv kagle løs som en anden tro kopi af min mor: "men Emil, det smager ellers rigtig dejligt, og det er smadder sundt. Prøv nu, du kan jo godt lide leverpostej…" Han smagte én bid. Kiggede vantro på mig og spyttede det ud igen.

Nå, det er sgu også i orden. Jeg havde gjort det samme for 30 år siden.

Læs også:
Mit liv som Prins Henrik
Hvem kan - far kan!
De voksne ved alt
Offer for nuttekløen
Og der røg facaden
Respekt for ammehjernen
Mor skal i skraldespanden