Ida_Rud
Liv

Ida Rud: "Jeg har været på slankekur, siden jeg var fem år"

22. december 2022
Af Missu Schneidermann
Udgivet første gang januar 2021. Foto: Sif Meincke
Journalist, radiovært og musiker Ida Rud besluttede for fem år siden, at hun endelig ville slutte fred med sin krop.

Hvordan har dit forhold til din vægt og din krop udviklet sig med tiden?

– Jeg var på min første slankekur, da jeg var fem år. Min mors ven sagde, jeg var for tyk, og min mor tænkte i bedste mening, at hun ville sørge for slankekost til mig. Så når min bror fik Nutella og Cocopops, fik jeg cornflakes med skummetmælk, ingen smør, ingen sukker, ingen slik.

– Min mor var ikke helt striks hele tiden, men det var meget intenst i perioder. Som teenager fik jeg slankepiller af min mormor, som udskiller fedtstofferne fra maden, så jeg fik voldsom diarré, hvis jeg ikke kun spiste grøntsager.

– Så jeg har levet med et fokus på mad og vægt, siden jeg var barn, og gået til alverdens sport. Ikke fordi det var sjovt, men for at blive slank. Det var en sur pligt og endnu et område, hvor jeg følte, jeg var dårlig eller forkert.

– Jeg udviklede en spiseforstyrrelse, hvor jeg overspiste eller sultede mig selv. Et helt brød på én gang, jeg ransagede min mormors skuffer, tog en hel skefuld sukker, eller intet.

Hvor mange kure har du været på?

– 27 års slankekure. Det er så mange, at jeg ikke har tal på dem.

– Jeg havde en fast turnus med alverdens kure fra dameblade, min familie kom med kålkure, suppekure, ingen kulhydrater-kur, pulverkure, Vægtvogterne, træne mere, drikke en litervand inden måltid, tygge tyggegummi, low carb/high fat, 5-2, Atkins – jeg har prøvet det hele.

Ida_Rud

Aldrig mere slankekur

Den traditionelle slankemåned er over os, men hånden på hjertet: Hvor mange kender du, der har været på en striks kur og siden er blevet glade for deres krop (og holdt vægten)?

I stedet for at bringe et slanketillæg bringer vi her interviews med disse inspirerende kvinder: Ida Rud, Anna Thygesen, Liv Utzon, Mette Helena Rasmussen, Jamin Babay og Ditte Okman, der hver har fundet deres egen vej.

Hvornår fik du nok – og hvorfor?

– For fem år siden mistede jeg min far meget pludseligt, og min mor var tæt på at dø kort efter. Jeg var lige færdiguddannet, jeg havde mit første voksenjob, min far var død, min mor var indlagt lige under den stue, min far døde på, min bror gik ned med flaget.

– Jeg lukkede af for alt og sørgede for det praktiske som en robot, men da tingene vendte tilbage til normalen, tog jeg en ferie langt væk og mærkede efter. Jeg havde det ikke godt og indså, at jeg spiste for at dæmpe følelser og sorg.

– Da gik det op for mig, at livet er fucking kort – min far døde to dage efter, han blev 65 år, og jeg havde hele livet ventet på, at livet skulle begynde. Jeg ville ikke vente længere og sagde til mig selv: Nu finder jeg fred med den den krop, jeg har, og fokuserer på at have det så godt som muligt.

Hvordan er dit forhold til mad, vægt og træning i dag?

– Jeg tænker stadig over, hvad jeg spiser, og at jeg får bevæget mig. Hvis jeg spiser en snasket pizza, ved jeg, jeg bliver træt, uoplagt og oppustet, og det er måske fint til en doven aften på langs. Men når jeg skal give koncert eller skrive en artikel, går det ikke at være smadret af kraftig mad, så der spiser jeg en salat, der giver power.

– Tidligere var mad forbundet med skam og forbud, men pludselig kunne jeg se mad som benzin. Jeg er blevet opmærksom på, hvad min krop kan, i stedet for hvad den ikke kan. Selv om man er tyk og tung, er man ikke nødvendigvis besværet.

– Jeg har været tyk hele mit liv, men jeg føler mig ikke hæmmet. Jeg har fokus på, hvordan jeg får mest energi til de tusind bolde, jeg har i luften, og da jeg gav slip på kontrollen og skammen, fik jeg det bedre, blev ægte glad og fik energi til at tage de muligheder, der åbenbarede sig.

Hvad ville du ønske, du havde vidst om vægt og krop, da du var yngre?

– Jeg ville ønske, der havde været flere positive tykke rollemodeller i medierne – i ”TV Avisen”, film, litteratur, reklamer – i stedet for at blive præsenteret for, at de tykke er onde, dovne, kiksede, irriterende.

– At kunne spejle mig i noget positivt og på den måde få at vide, at det ikke er forkert at være tyk, havde gjort en forskel. Og at man skal se på, om man har det godt i stedet for at kigge på badevægten.

Tidligere var mad forbundet med skam og forbud, men pludselig kunne jeg se mad som benzin.

Læs også