https://imgix.femina.dk/media/article/anna_thygesen.jpg
Liv

Anna Thygesen: "Det der med at kalde det at synde, når man spiser en kage, det gider jeg ikke høre på"

22. december 2022
Af Missu Schneidermann
Først udgivet i januar 2021. Foto: Stine Heilmann
"Jeg har aldrig været på kur, men jeg har altid været bevidst om, at der er en direkte sammenhæng mellem kost og motion," siger kommunikationsrådgiver Anna Thygesen.

Hvordan har dit forhold til din vægt og din krop udviklet sig med tiden?

– Det er faktisk det samme, som det altid har været. Når jeg ser på min krop, vil jeg sige, det er den, der har forandret sig med tiden og ikke mit forhold til den, siger Anna Thygesen, der er kommunikationsrådgiver og ejer af kommunikationsbureauet Wedocommunication.

– Jeg vejer cirka det samme, som da jeg var 18 år, jeg ligger mellem 60 og 63 kilo. Én gang var jeg nede på 56 kilo, der var jeg alt for tynd, jeg er 174 cm høj. Jeg ved godt, det er nemmere at have det sådan, når man ikke har store problemer med sin krop.

Hvor mange kure har du været på?

– Jeg har aldrig været på kur, men jeg har altid været bevidst om, at der er en direkte sammenhæng mellem kost og motion, altså det, du indtager, og det, du foretager dig kropsligt, og det kan man så regulere.

– Jeg forsøger at have en balance mellem sundt og usundt, men det er ikke noget, jeg tænker bevidst over. Jeg er livsnyder og synes, der skal være plads til det hele, men det usunde må bare ikke tage over.

– Jeg kan godt lide det usunde, men jeg spiser ikke ret meget af det. Jeg er vokset op på landet, hvor vi spiste mad, der ikke var forarbejdet, så jeg har ikke smag for det. Mange trøstespiser comfort food, og hvis man er vokset op med sød, forarbejdet mad, skal man vænne sine smagsløg til at kunne lide noget andet.

https://imgix.femina.dk/anna_thygesen2.jpg

Aldrig mere slankekur

Den traditionelle slankemåned er over os, men hånden på hjertet: Hvor mange kender du der har været på en striks kur og siden er blevet glade for deres krop (og holdt vægten)?

I stedet for at bringe et slanketillæg bringer vi her interviews med disse inspirerende kvinder: Anna Thygesen, Liv Utzon, Ida Rod, Mette Helena Rasmussen, Jamin Babay og Ditte Okman, der hver har fundet deres egen vej.

Hvordan er dit forhold til mad, vægt og træning i dag?

– Jeg har holdt fast i de samme ordentlige vaner, jeg er vokset op med. Jeg drikker ikke sodavand, men danskvand, jeg drikker lidt vin og alkohol, og som sagt forsøger jeg at holde en balance.

– For mig er det at spise meget socialt, og jeg kan godt lide at spise lidt chips, når jeg drikker et glas vin, men at sidde i sofaen og spise en hel pose, det siger mig ikke noget.

– Med hensyn til træning er jeg en utålmodig type og meget social, så jeg bliver nødt til at have en motionsform, jeg kan lide, ellers bliver det for kedeligt. Derfor træner jeg helst på hold, går til barretræning, noget med musik. Jeg prøver gerne alt muligt nyt.

– Jeg er lige begyndt på trampolintræning, det er megasjovt. For mig er det vigtigt, at tiden går, uden jeg kigger på uret. Jeg går ture med mine to hunde hver dag, og jeg vinterbader, når jeg kan slippe af sted med det. I min alder skal man gøre noget med sine muskler, og det er godt at svede lidt.

– Jeg er gammeldags og tænker, at det kræver en stærk krop at være mentalt stærk. Så det sunde er vigtigt for mig, men det kan godt være svært at få til at gå op med at være livsnyder. Jeg elsker for eksempel at bage, og jeg spiser gerne en god snegl eller en croissant, og nogle gange føles det, som om det ville have været mere accepteret at tage en bane coke, ha ha!

– Det der med at kalde det at synde, når man spiser en kage, det gider jeg ikke høre på. For så bliver de usunde ting lig med det gode, man så gerne vil have, og når man ikke ”synder”, er det hårdt og træls.

Det der med at kalde det at synde, når man spiser en kage, det gider jeg ikke høre på. For så bliver de usunde ting lig med det gode

Hvad ville du ønske, du havde vidst om vægt og krop, da du var yngre?

– Ikke noget. Jeg har da altid kunnet se, at andre omkring mig blev ældre, så det, der sker med kroppen, kommer ikke som en overraskelse for mig.

– Da jeg fik min første mobil med et lille sløjt kamera, tog jeg billeder af ældre mennesker, der så triste og kedelige ud i tøjet og lovede mig selv at tage dem frem og kigge på dem, når jeg blev ældre, så jeg ikke kom til at se så kedelig ud.

– De kan da ikke alle sammen have set så kedelige ud som yngre? Derfor går jeg med farvestrålende tøj og farvede briller, for jeg vil have det bedste ud af alting, og så går jeg i øvrigt ikke af vejen for lidt botox og filler.

Læs også