Brev til Renée: Min mand har en ydmygende adfærd – skal jeg forlade ham?

Kære Renée

Jeg har kendt min mand i over 20 år, og sammen har vi to børn. Lige fra starten har han indimellem haft både voldsomme vredesudbrud og en ydmygende adfærd over for mig.

Det har betydet, at jeg konstant er på vagt og altid skal spørge om lov, inden jeg gør ting.

Når han kommer hjem fra arbejde, er det altid spændende at høre, hvordan hans humør er. Det kan jeg høre på den måde, han siger hej. Jeg er bange for at knække en dag.

Jeg savner mit eget sted og et liv, hvor jeg kan bestemme og ikke skal spørge om lov.

For en måned siden sagde jeg, at jeg var ulykkelig og havde fået nok og ville skilles. Han bønfaldt mig om at give ham bare én chance mere.

Det var jeg ikke i stand til at gøre. Siden da har han ændret sig radikalt. Jeg har sagt alt, og vi har haft nogle gode snakke, hvor han har lovet at ændre sig.

Men der er noget, der er gået i stykker inden i mig.

Og jeg har på en måde altid tænkt, det ikke skulle vare for evigt mellem os. Jeg havde troet, han ville blive enormt vred, da jeg sagde, jeg ville gå.

Jeg havde endda frygtet lidt vold. Men hans reaktion var lige modsat. Det undrer mig, at han kan gå fra at være sådan et dumt svin til at være så sød.

Jeg havde tænkt mig at gå fra ham, men nu er jeg i tvivl.

Der er også sket en økonomisk ændring, der gør, at han frygter for sin fremtid. Hvis jeg går fra ham, kan han måske ikke klare det økonomisk.

Han virker oprigtig, når han græder og er ked af situationen, men jeg tør ikke tro på det. Selv om han siger, jeg bare skal være mig selv og gøre det, jeg vil, føler jeg mig stadig begrænset.

Efter over 20 års undertrykkelse er det svært at komme fri.

Hilsen

Den kriseramte

Kære kriseramte

Der er flere ting i dit brev, jeg hæfter mig ved.

Det første er nok, at du skriver, at der har været voldsomme vredesudbrud og ydmygende adfærd fra starten, meget skældud og en slags evig frygt for hans humør, når han kom hjem.

Minder det ægteskab, du har været i, måske om et voldeligt ægteskab, bare uden åbenlys, synlig vold med blå mærker? Lige nu er situationen ændret, fordi du har sagt, du vil skilles.

Hvorvidt den ændring er permanent, hvilket jeg tvivler på, synes jeg ikke, virker til at være det vigtige for dig.

Du er i grunden klar til at komme videre, klar til at passe på dig selv.

Du længes efter at få dit eget liv, dit eget sted, hvor du bestemmer det hele; hvordan du indretter, hvad du ser i tv, hvem der kommer på besøg, og hvor du ikke skal spørge om lov til alt muligt.

Den sidste sætning studsede jeg virkelig ved. Bare det, at du kan skrive, at du skal spørge ham om lov til alt muligt, får alle mine alarmklokker til at ringe.

Skal det være sådan for en voksen kvinde, i hendes eget hjem, at hun skal spørge om lov, før hun gør noget socialt eller andet?

Nej, er svaret, sådan skal det ikke være. Det har været din virkelighed i mange år, men du længes efter noget andet.

Efter din frihed og at være kvinde i eget hus.

På grund af hans ændrede adfærd er du nu blevet i tvivl om, hvorvidt du skal gennemføre din beslutning. Det er muligt, han får det svært, din mand – det er jeg sikker på, han gør.

Det gør du sandsynligvis også. I har været sammen i 20 år, har fået to dejlige børn, og jeg er sikker på, der også har været meget kærlighed mellem jer; ellers var du ikke blevet der i alle de år.

Men han skal nok klare sig, og i forhold til den historie, du fortæller, så synes jeg et eller andet sted heller ikke, det er dit ansvar, hvordan han kommer igennem en evt. skilsmisse.

Selvfølgelig skal I være ordentlige over for hinanden. Jeres forældreopgave slutter ikke, og I skal kunne samarbejde bagefter.

Men jeg har brug for at slå fast, at du har ret til at blive skilt, hvis det er det, du ønsker.

Du har ret til at finde et sted, du kan være.

Hvor du kan slappe af og få lov til at være dig uden frygt. Den længsel forstår jeg så inderligt godt, din historie taget i betragtning.

Om du og din mand så havde haft verdens lykkeligste ægteskab, og du tilfældigvis var faldet for en anden, så havde du stadig ret til at blive skilt, hvis det var det, du ville.

Så jeg synes, din opgave må være at få mærket virkelig godt efter, hvad det er, du længes efter. Der er et langt liv, en historie, et håb om ændret adfærd i ligningen.

Men jeg synes, det, du skal gøre, er at respektere dig selv og det, du mærker. Tage ansvar for dig selv og dit liv og handle på det.

Den drøm, du har indeni om dit eget sted, virker på mig som en fin, og ikke mindst mulig, drøm.

Hvorfor ikke prøve det af og se, om der sker det for dig, som du håber på?

Og hvis det skulle vise sig, at din mands adfærdsændring holder gennem det hele, og du alligevel elsker ham, og han elsker dig, ja, så er der jo intet, der forhindrer jer i at være kærester og besøge hinanden, så ofte I har lyst til.

Skulle alt blive godt til sidst, kan I jo også bare flytte sammen igen. Nogle gange er drastiske forandringer nødvendige for at skabe de små forandringer, der er brug for!

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.