Brev til Renée: Min mor nedgør mig

Kære Renée

Jeg er den ældste ud af en søskendeflok på fem, og siden jeg var i puberteten, har min mor været meget efter mig.

Hun siger, jeg er humørsyg, sur, og jeg skal gøre det ene og det andet, som mine søskende aldrig bliver bedt om.

Hun læsser tit sine frustrationer over på mig, og med alderen virker hun mere og mere bitter.

Personligt lider jeg selv af lavt selvværd på nogle punkter.

Jeg er rigtig bange for at dumme mig – og hvis jeg gør, så tænker jeg over det i lang tid efter. Jeg har brug for anerkendelse, ros.

Vide, at jeg er dygtig og flittig.

Hvis jeg f.eks. skal markere mig på arbejde for at trumfe noget igennem, og en siger, jeg er sur, rammer det SÅ hårdt, og jeg gør en masse, for at vedkommende ikke skal have den opfattelse.

Nogle vil nok ikke ane, at jeg har det sådan, da mine omgivelser tit nævner, at jeg har et smittende godt humør og altid er glad.

For nylig nævnte min mand så, at han havde bemærket, jeg var som en skydeskive for min mor, når mine søskende var i huset.

Av!

Jeg blev så ked af det.

Det er lige nøjagtig den følelse, jeg selv altid har haft. I starten grinede min mand høfligt med, når min mor var spydig, og kunne tilføje en kæk bemærkning af høflighed, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle agere.

Og nogle gange blev vi uvenner over det, fordi jeg blev enormt såret over afmagten og følelsen af, at dem, der er tættest på, kører mig ned til et punkt, hvor jeg ikke synes, det er sjovt.

Det skaber dyb frustration i mig, og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal håndtere det ... konstruktivt?

Mange hilsner fra Storesøsteren

Kære Storesøster

Det er ikke nogen god situation, du står i med din mor – i al fald ikke for dig.

Du fortæller, at du kæmper med dit selvværd, og det tænker jeg, du jo nok gør, fordi du har en idé om, at dit dårlige selvværd kan være medvirkende til, at din mor får lov til at behandle dig, som hun gør?

Jeg skriver med vilje, at hun får lov til at behandle dig dårligt. For på en måde så tænker jeg, at siden du ikke ”gør modstand” – altså ikke får sagt tydeligt nok fra – så giver du hende faktisk indirekte lov.

Jeg ved jo godt, at det gør du ikke som sådan. Men alligevel.

Prøv lige at tænke over det: Hvis du ikke stopper hende i hendes fremfærd, så forstår hun måske ikke, hvad det er, der sker med dig, eller hvor ondt hendes ord gør ... og på den måde er du med til, at den adfærd er, som den er.

Jeg ved ikke, hvorfor din mor har valgt at hakke på dig, men det kunne være, fordi du ikke gør modstand eller stopper hende ... fordi du er et flinkt og godt menneske, der ikke ønsker at ødelægge den gode stemning eller gøre nogen kede af det?

Jeg tænker imidlertid, tiden er kommet til, at du gør nogen kede af det, og at du får ødelagt den gode stemning eftertrykkeligt. Og måden, du kan gøre det på – hvis altså du er med på idéen – er ved at få sagt fra, så det kan høres og mærkes, næste gang din mor kommer med en negativ bemærkning.

Du kan evt. tage en snak med hende, før du går i aktion: Fortæl hende, hvordan du opfatter situationen, og at du fremover ikke længere vil finde dig i det, fordi det simpelthen gør for ondt, og du ikke kan holde til det længere.

Når du har advaret hende, så er næste skridt, at lige nøjagtig i det øjeblik bemærkningen falder, så tager du fat i den og siger nej tak til den!

Også selv om du véd, det vil ødelægge stemningen, og der er nogen, der har lavet dejlig mad. Også selv om der er andre til stede. Også selv om du bliver bange og tænker, at så slemt var det jo ikke, og er du ikke også bare pjevset? NEJ, du er ikke pjevset.

Du bliver såret, og du har al ret til at sige fra og have omsorg for dig selv.

Alternativt kan du vise hende det brev, du har skrevet til mig, og mit svar – så er der i al fald åbnet op for sluserne.

Det korte af det lange er, at du selvfølgelig skal se, at få sat en stopper for din mors adfærd med at nedgøre dig og komme med spydige bemærkninger.

Måske ved hun ikke engang, hun gør det – måske er det bare en gammel uvane, som ingen af jer har magtet at få ændret på, fordi I måske ikke engang har været opmærksomme på den?

Så måske gør du også din mor en tjeneste ved at åbne for ballet og få sagt de ting, der nager dig? For hvis det lykkes dig at få sat de grænser, du har brug for, så vil du helt sikkert få et mere kærligt forhold til hende – og hvem kan ikke have brug for at have et kærligt forhold til sin mor?

Vov pelsen, vis dig selv kærlighed, omsorg og respekt ved at sige fra!

Kærlig hilsen Renée

Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.