Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg sidder fast i et usundt kærlighedsmønster

28. marts 2017
af Renée Toft Simonsen
"Jeg igen og igen forsøgt at finde en sød og kærlig mand, jeg kunne elske, og som kunne elske mig – men det vil ikke lykkes" Se hvad Renée råder "En mønstret kvinde" til at gøre ved sit usunde kærlighedsmønster
Kære Renée   Jeg er 53 år og opvokset i en ekstremt dysfunktionel familie. Hverdagen var fyldt med trusler fra min mor om, at hun ville gå fra os, og man var på skift inde i og ude af varmen. Først da jeg kom i terapi hos en dygtig psykolog, holdt min konstante mavepine op. Men min egentlige problematik handler om mit kærlighedsliv – eller rettere: Manglen på samme. Min datters far var en noget speciel mand ... meget afvisende og havde svært ved tætte relationer. Da han smed mig og vores datter ud, oplevede jeg den totale tomhed og frygt for at blive forladt og afvist – fuldstændig som jeg havde gjort som barn. Senere flyttede vi tilbage til ham, for hvor mærkeligt det end lyder, elskede jeg ham dybt. Det blev et samliv med mange konflikter og afvisninger, og efter tre år bad han om sin frihed.  
  Siden har jeg igen og igen forsøgt at finde en sød og kærlig mand, jeg kunne elske, og som kunne elske mig – men det vil ikke lykkes. Jeg mødte først en mand, som havde to børn, men vi kunne ikke få familien til at fungere. Så forelskede jeg mig i en gift mand, men hans følelser var hos konen. Så lærte jeg en ny mand at kende, men efter tre måneder gik han tilbage til kæresten. Jeg var fortvivlet og tryglede ham, og vi begyndte at ses igen. Men det viste sig, han havde et on-off-forhold til eksen, og når hun var ude, brugte han mig. Jeg er flov, men i alle de syv år det stod på, håbede jeg, han ville vælge mig. For 14 måneder siden mødte jeg en ny, sød mand. Han er på mange måder meget anderledes, virker reel og ærlig. Vi har det rart sammen, han er sød og kærlig, men han siger ingen søde ord til mig. Da jeg skrev til ham, at jeg savnede det, svarede han, at det fortjente jeg også, men noget i ham holdt det tilbage. I sommer ville han pludselig afslutte forholdet, da han havde mødt en gammel kæreste. Først blev jeg gal og så ked, men vi fortsatte med at skrive sammen, og nu skriver vi hver dag og ses et par gange om måneden. Men han kan ikke love mig noget, siger han. Jeg er blevet glad for ham, men jeg prøver at passe lidt på mig selv. Jeg bliver indimellem ked af det. F.eks. når vi taler om rejser, og jeg siger: ”Dér kunne vi to godt tage hen”, så smiler han bare og siger ikke noget. Jeg er formentlig havnet i en relation, som minder om dem, jeg har været i tidligere, hvor jeg absolut intet får igen. Jeg drømmer om at møde en mand, som vil mig. Jeg ved godt, jeg selv er en del af problemet, når jeg genoptager relationen efter at være blevet afvist, og det er vel, fordi jeg bare vil have dem, som ikke kan give mig kærlighed. Åh, de dér dybtliggende mønstre ... jeg tror efterhånden ikke, jeg kan ændre på dem. Måske jeg skal slå mig til tåls med, at jeg er hende, som ingen kæreste har?   Mange kærlige hilsener En mønstret kvinde   LÆS OGSÅ: Min søster er i et usundt forhold. Hvad skal jeg gøre?   Kære mønstrede kvinde   Du må et eller andet sted være en hamrende sej kvinde og en overlever! Du har haft psykiske men af din opvækst, men har været i terapi hos en dygtig psykolog det meste af dit liv, og det har hjulpet dig rigtig meget, så dér har du været klog og formået at passe på dig selv. Men dit mønster vil ikke slippe sit tag. Den mand, du er sammen med, er måske anderledes end de andre, samtidig med at han gør det, de andre har gjort: Afviser dig og vil dig kun ”halvt”. Alligevel hænger du på, for du vil så gerne kærligheden, og det er så forståeligt, for det vil vi alle sammen – vi vil jo bare elskes. Vi mennesker længes efter, at nogen skal se os og holde af det, de ser, ønske at passe på det og være god ved det, og at vi omvendt kan få lov til at være der for den anden. Men det gør dig ulykkelig, at ham, du er sammen med lige nu, ikke vil forpligte sig 100 procent – ligesom de andre mænd og ligesom din far og mor – og alligevel bliver du i relationen. Måske fordi lidt er bedre end ingenting? Ærligt, det kan ingen svare på, om det er. Men jeg kan sige, at det, der er mest væsentligt i det her liv, er, at vi lærer at holde af os selv, at vi forstår dybt inde, at vi er værd at elske og passe på, og at vi tager lige netop dét alvorligt. Når man som du er vokset op med en følelse af ikke at være værd at elske, så kan det være en kamp at finde ind til den kerne, der véd, du er værd at elske. Men den kerne findes derinde, og du er værd at elske og passe på – det er vi alle sammen. Hvis jeg skal give dig et råd, tror jeg, det vil være at tage dine følelser alvorligt og respektere dine behov for tryghed og for at vide, at I er sammen, at I kan planlægge ferier, og at du bliver en del af hans liv og han en del af dit. Og hvis han ikke kan honorere de behov, tænker jeg, du kun understøtter dit mønster og din følelse af ikke at være værd at elske ved at blive sammen med ham. Måske vil jeg endda sige, at det for en periode kunne være konstruktivt for dig slet ikke at være i noget forhold og i stedet fokusere på at holde nok af dig selv og tåle den følelse af ensomhed, angst og utryghed, der vil opstå, når du ikke er i et forhold? På en måde tror jeg, dit mønster tror, du kan holde de følelser på afstand ved at gå med til at være i et forhold, selv om det forhold gør dig ked af det – men i virkeligheden er det måske det at være i forholdet, der gør, at du vedligeholder mønsteret? Lidt ligesom den lille prins, der kommer til planeten, hvor alkoholikeren bor. Han spørger ham, hvorfor han drikker, og alkoholikeren svarer, at det er, fordi han skammer sig, og så spørger den lille prins, hvorfor han skammer sig, og alkoholikeren svarer: Fordi jeg drikker! Jeg tror, det handler om, at du skal tage dig selv alvorligt, respektere de behov, du har for samhørighed, og hvis den mand, du er sammen med lige nu, ikke kan eller vil det, så tænker jeg, du gør dig selv ondt ved at være sammen med ham. Og du må ikke gøre dig selv ondt, det har du ikke fortjent, selv om du måske dybt inde tror det, fordi det er sådan, du er vokset op. Hvis der er nogen i dit liv, der kan ændre dit mønster, så er det dig og kun dig – og det starter med, at du erkender og anerkender, at du er værd at elske, for det er du – tro mig!   Kærlig hilsen Renée   Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet  eller ej.   Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.   Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.