Brev til Renée: I tvivl om kærligheden

Kære Renée,
Jeg er en pige på 23 år, som har været kærester med min søde kæreste på 27 år i tre år. Vi mødte hinanden på uddannelsen og fandt hurtigt sammen. Vi flyttede sammen efter et halvt år, fordi vi ikke kunne få nok af hinanden og var sammen konstant.

Nu har vi boet sammen i lidt over to år, og jeg kan mærke, at forelskelsen er væk. Jeg elsker min kæreste højt og savner ham altid, når han ikke er hos mig. Han skal være faderen til mine børn og min mand, men jeg har også ofte perioder, hvor han bare er møg-irriterende.

Jeg kan blive så rasende på ham uden grund, at jeg nærmest er ved at skrige af raseri og irritation over ham, bare han er til stede og rører mig. Det fylder ofte i mig og giver mig ondt i maven, at jeg har den følelse, for den stritter i helt modsatte retning af den følelse, som jeg havde dagen inden, hvor jeg var smaskforelsket i ham.

I starten af forholdet havde vi sex hver dag, men nu kan der godt gå en hel uge, uden jeg har lyst til ham, og det frustrerer mig. Når vi så har sex, fortryder jeg altid bagefter, at vi ikke har det mere. Er det bare hverdagen i forholdet, der er kommet til syne, hvor jeg kan blive irriteret på ham over ingenting, og min sexlyst der er blevet mindre, eller skal jeg se det som et problem?

De bedste hilsner,
En fortvivlet pige

Kære fortvivlede pige,
Det er svært for mig at sige, hvorvidt det "bare" er hverdagen, der har indfundet sig i dit og din kærestes liv, eller om du står med et reelt problem, der kunne handle om, at du ikke længere har lyst til at være kærester med din kæreste.

Jeg tror måske, at det kun er tiden, der kan vise, hvad der lige nu er op og ned i dine følelser. Jeg synes i grunden, begge scenarier er plausible. I valgte at flytte sammen ret hurtigt, I var smaskforelskede, I var og er ikke i tvivl om, at det skal være hinanden resten af vejen.

Men du var meget ung, da I mødte hinanden; måske for ung til at tage så stor en beslutning? Det kan også være, at det at skulle flytte fra hinanden er fuldstændig uoverskueligt for dig, og derfor nægter du at indse, at det dybt inde i dig bare ikke føles rigtigt mere? Måske er du sådan en person, der altid går efter det perfekte, og heri ligger ikke en mulighed for, at du kan erkende, du tog fejl i den her sag? Måske vil du synes, det er pinligt eller skamfuldt at slå op? Hvordan føles det i din mave, når du læser de her ord, jeg lige skrev? Er der noget derinde, der rører på sig og tænker, at der er noget om det, jeg skriver, eller stritter hele din krop og dit hjerte lige nu imod og siger: “Nej nej, Renée, det er ikke sådan det er. Jeg elsker ham virkelig, jeg vil kun have ham, altid!

Jeg keder mig bare lidt sammen med ham, eller jeg keder mig faktisk i mit eget liv, og jeg giver ham og vores forhold skylden? Eller jeg er dårlig til at sige mine egne behov højt, og jeg synes, han negligerer mig, og det bliver for svært at tale om, og derfor mærker jeg lyst til at komme væk fra ham?”

Jeg kan kun gætte og gisne omkring, hvad der rører sig inde i dig. Det, jeg læser i dit brev, er irritation og lyst til at skrige over din kæreste, ofte uden grund, skriver du. Men det lyder bare mærkeligt i mine ører. Jeg mener, når vi bliver så irriterede at vi har lyst til at skrige, så er der som oftest en grund. Det er den grund, jeg synes, du skal lede efter. Hvad er det, han gør, eller måske hvad er det, han IKKE gør, der giver dig lyst til at skrige? Har du allerede sagt det højt, og glemte han at lytte, eller har du aldrig fået det sagt?

Måske ved du det ikke engang selv, og det er det, øvelsen skal gå ud på? Der er noget derinde i dig, som ikke er glad og tilfreds. Om det så drejer sig om rengøring, sex, eller den slags sex, hvor du i virkeligheden hellere ville have noget andet, end det du får? Eller drejer det sig om fælles venner, hverdag og kedsomhed, forkert måde at røre på, mangel på interesse, mangel på omsorg, at det er dig, der laver alt det praktiske?

Uanset hvad det kan være, der rumsterer derinde, så vil jeg mene, opgaven for dig er at gå undersøgende og meget ærligt til værks i dit eget indre. Og det er ikke sikkert, du finder et svar i dig selv lige med det samme. Det kan tage tid.

Måske kunne en måde at gå til værks på også være at involvere din kæreste i dine tanker, selvfølgelig uden at blive anklagende. Hvis I har et tæt forhold og kan snakke om tingene, er det helt klart muligt, I også vil kunne snakke om det her. Efter 3 år er han jo nok en af dine bedste venner. Måske skal du snakke med ham som den bedste ven, han er?

Kærlig hilsen,
Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.