Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg vælger altid de forkerte mænd

af Renée Toft Simonsen 20. september 2016
En læser søger råd hos Renée om, hvordan hun undgår altid at vælge de forkerte mænd
Kære Renée   Jeg er glad for dine gode råd i FEMINA, så måske har du også et godt råd til mig? I mange år har jeg mødt ”de forkerte” mænd. Det var mænd, som klarede sig bedre end mig økonomisk, men som jeg endte med at gøre alt for at hjælpe. I starten føltes mændene ikke som ”forkerte”, og jeg var glad for dem. De havde fast job, i weekenderne kunne de godt lide alkohol, men de gik på altid på arbejde om mandagen alligevel. Men hurtigt fandt jeg dog ud af, at de hadede kvinder – det føltes i hvert fald sådan. Det handler om tre mænd, som jeg har været loyal over for, hvor jeg hver gang håbede, at nu havde jeg fundet manden i mit liv. Men jeg forlod dem alle, fordi jeg ikke kunne acceptere deres skyggesider, som f.eks. psykiatriske diagnoser, psykisk vold mod mig, nedgørelse af mig og stort alkoholforbrug. De har alle været nærige i forhold til mig, også selv om jeg hjalp dem den anden vej. Generelt stod jeg altid klar til at støtte dem, men jeg syntes ikke, jeg fik ret meget tilbage: Hverken kærlighed eller positive ord. Nu har jeg igen mødt en mand, som lige er blevet skilt. Han ville gerne mødes med mig og give en kop kaffe, men jeg skulle dog rejse to timer tur-retur for at møde ham. I starten støttede jeg ham pr. automatik, men efter to-tre dage ”vågnede jeg op” og spurgte mig selv, hvorfor jeg altid får så lidt tilbage? Mine ekskærester bestemte mit liv på mange områder, jeg skulle bare være et ”vedhæng”. Hvorfor har jeg bare accepteret alt? Jeg er 55 år, har haft et hårdt liv og ønsker mig bare et bedre. Jeg håber, kære Renée, at du kan hjælpe mig.   Med venlig hilsen en måske martyr   Kære måske martyr   Du underskriver dig som ”måske martyr”, og det er rigtig godt, at du får det lille ”måske” med – for det dér med at være martyr kan være enormt anstrengende, som du også selv beskriver. Men hvorfor skulle man overhovedet nogensinde give sig hen til rollen som martyr? Hvad er der i den rolle, som kan være tiltrækkende? En martyr er en, der ofrer sig for noget. Sin tro eller en sag, en, der tror så meget på noget, at han/hun er villig til at opgive sig selv og sine egne behov for sagen. Hvis man som kvinde ser sig selv som martyr i sin kærlighedsrelation, må den sag, man tror på, enten være den mand, man opgiver sig selv til fordel for, eller måske er det tosomheden, selve parforholdet, som er det, der er sagen, det, som er højere end én selv? Den traditionelle betydning er, at en martyr er en person, der bliver slået ihjel pga. sin tro. Oprindelig betyder ordet vidne – så man kan sige, at en martyr også kan være en person, der er vidne for sin tro, selv om det koster ham/hende livet. På sin vis kan man måske godt sige, at de relationer, du har haft til mænd, har kostet dig livet – i al fald indirekte – da det, du beskriver som relationernes indhold, efter et stykke tid bl.a. har været psykiatriske diagnoser, psykisk vold mod dig, nedgørelse af din person, et stort alkoholforbrug og ikke mindst nærighed – ikke just kvaliteter, man har lyst til at ofre sig for? Jeg ved faktisk ikke, hvilke kvaliteter man kunne have lyst til at ofre sig selv for. Om der overhovedet findes nogen? Og hvis det er nødvendigt, at man ofrer sig selv på kærlighedens alter, tror jeg, det er tvivlsomt, om den kærlighed overhovedet er kærlighed? Med andre ord så tænker jeg ikke, det at ofre sig selv er nogen særlig god idé. Dog kan en martyr også være en person, der udstiller sin forurettethed på en selviscenesættende måde for at opnå noget fra dem, de føler sig forurettet af – og i en sådan kontekst er der måske en gevinst ved at være martyr, nemlig den, at man opnår noget fra dem/den, i forhold til hvem man er martyr. Jeg tænker derfor, du måske har brugt martyrrollen til at opnå kærlighed, venlighed og omsorg. Forstået på den måde, at når du gav dig selv og din tid, så ville du få lidt kærlighed igen? Det har vist sig, at det fik du ikke, og søde dig, derfor skal der lyde et stort tillykke herfra! Tillykke med, at du nu har indset, at det ikke er nogen god strategi, og at du har besluttet dig for, at du ikke vil mere. Der er ingen, der skal bestemme i dit liv, det skal du selv – så nu er udfordringen for dig at holde fast i dig selv og finde en måde, du kan give dig selv den kærlighed på, som du åbenlyst længes efter i så høj grad, at du er villig til at opgive alt for meget for den. Jeg tror, en måde at begynde på kan være ved for en stund at opgive tanken om, at en mand skal bringe dig lykke og glæde og passe på dig, og i stedet finde ud af, hvordan du i første omgang bare passer på dig selv?   Kærlig hilsen Renée     Cand. psysch. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges eller ej.   Meget mere Renée Du kan finde tidligere svar og klummer fra Renée her. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også FEMINA på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.