Interview
Samfund

Da Camilla endelig blev gravid, var det slet ikke som hun forventede. Nu vil hun aflive en særlig myte

12. august 2022
Af Sofie Olivia Mørch
Foto: Mathilde Schmidt
Camilla fik et chok, da tristheden, tvangs- og selvmordstankerne fulgte i kølvandet på den positive graviditetstest. Først efter aborten fandt hun ud af, hvad hun fejlede, og nu råber hun op for at hjælpe andre gravide.

Der gik ikke mere end et par dage efter, at Camilla fandt ud af, at hun var gravid til, at hun udviklede selvmordstanker.

Det var ikke i nærheden af, hvordan hun havde forestillet sig livet som gravid.

Fra hendes veninder havde hun hørt om følelser som lykke og glæde, og på Instagram havde hun for det meste scrollet gennem billeder af hæklede små lyserøde og lyseblå tøjdyr. Og hun havde ønsket sig et barn længe.

Men hendes graviditet blev langt fra så idyllisk, som hun havde håbet.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. 

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05, eller skrive til dem på deres chatrådgivning.

Da den positive graviditetstest kom, gik alt i sort. Den glæde, hun havde forventet, ville strømme ind over hende, kom aldrig.

– Jeg panikkede. Der begyndte at starte katastrofetanker oppe i mit hoved, og de udviklede sig til tvangstanker, som alle bundede i en frygt for, at jeg skulle blive en dårlig mor eller miste min identitet som andet end bare nogens mor, siger hun.

Seks uger efter fik hun en kirurgisk abort, og først derefter fandt hun ud af, at hun tjekkede af ud fra de fleste symptomer på listen over det, lægerne kalder prænatal depression, altså en depression under graviditeten.

Kunne ikke længere genkende sig selv

’Livsglad med appetit på livet’. Sådan beskriver Camilla den kvinde, hun så i spejlet, inden hun blev gravid. Som single gik hun i fertilitetsbehandling, og hun fik sat æg op flere gange uden, at hun blev gravid.

Camilla er ikke kvindens rigtige navn. Hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt med.

Hun er anonym, fordi hun frygter, de reaktioner hendes historie vil medføre - og fordi hun fortsat er påvirket af den depression, hun udviklede i forbindelse med graviditeten. Hun kæmper stadig med den skam, hun føler efter aborten, og det betyder blandt andet, at der kun er få i hendes omgangskreds, der ved, hvad hun har været igennem.

Da hun så endelig stod med den positive test, forvandlede hun sig til en, som hun slet ikke kunne genkende.

Hun var ligbleg med poser under øjnene, og så var hun bange. Bange for noget, som hun har svært ved at forklare.

– Jeg vågnede hver morgen og var virkelig bange for noget, jeg ikke kan forklare. Det var som om, der stod nogle med en pistol for min tinding og ville skyde mig. Jeg skulle dø om lidt. Det var den følelse, jeg havde. Jeg græd trøstesløst, siger hun.

Hun oplevede også, at hun ændrede karakter i selskab med andre mennesker. Hun var mere vred, og hun begyndte at snerre ad venner og folk fra sit arbejde. Hun isolerede sig også mere og mere fra sociale sammenhænge.

Men værst af alt var ensomhedsfølelsen.

– Jeg har altid været god til at være social, og jeg har en stor omgangskreds, så det kom som et chok pludseligt at mærke en grundlæggende ensomhed, siger hun og fortsætter:

– Det var ikke bare normal ensomhed, som når man får tanken om, at nu er det på tide, jeg ringer til en ven. Nej, det føltes som om, jeg var på bunden af en brønd, og jeg skreg, men der var ikke nogen til at hjælpe.

Allerede inden Camilla fik det endelige svar, havde hun på fornemmelsen, at hun var gravid. Noget var anderledes i hendes krop. Symptomer, som hun troede, hun ville lykønske, når de endelig kom. Men den følelse havde hun ikke.

Hvad er prænatal depression/depression under graviditeten?

Prænatal depression er en lidelse, som rammer kvinder under graviditeten. Hyppigheden anslås til at være lidt lavere i første del af graviditeten, mens den er stigende frem mod fødslen.

Overordnet set er symptomerne forenelige med dem, man ser under en depression. Dog er der undtagelser, som øget træthed og grådlabilitet, som kan være normale symptomer under en graviditet.

Depression under graviditeten er i sig selv en risikofaktor for, at man udvikler en fødselsdepression, postnatal depression. Cirka en tredjedel af fødselsdepressioner er startet i graviditeten.

Kilde: Poul Videbeck og Thomas Christensen.

– Jeg var følelsestom. Apatisk. Allerede der burde jeg jo nok have set det som et faresignal, men jeg havde aldrig læst om eller hørt nogen snakke om at være deprimeret under graviditeten. Jeg havde kun hørt om fødselsdepression. Det andet taler vi åbenbart ikke så meget om, siger hun.

Myten om den lykkelige gravide

Ensomhed, angst, manglende glæde, stigende grådlabilitet, tvangs- og selvmordstanker er alt sammen symptomer, som professor i psykiatri Poul Videbeck og læge Thomas Christensen genkender.

De har begge over flere omgange interesseret og beskæftiget sig med depression under graviditeten, og de er enige om, at der mangler fokus og oplysning på området herhjemme. Både i den brede befolkning men også blandt sundhedspersonalet, der til dagligt er i berøring med gravide.

Depression under graviditeten har en forekomst på 12 procent. Det viser en australsk metaanalyse, der har estimeret prævalensen ud fra 96 studier verden over.

Der er ikke lavet konkrete undersøgelser, der viser, hvor Danmark ligger i forhold til resten af verden, men både Poul Videbeck og Thomas Christensen gætter på, at forekomsten er en smule lavere herhjemme.

De er også enige om, at der er et mørketal i Danmark, der dækker over de tilfælde, som ikke bliver opdaget af sundhedspersonalet.

– Hvis vi går ud fra, at vi ligger omkring 10 procent herhjemme, så svarer det til, at vi skal behandle 6.000 gravide for depression om året, og det gør vi ikke. Der er mange tilfælde, vi ikke kender til, eller som sundhedspersonalet overser, siger Thomas Christensen.

At lidelsen bliver overset blandt fagpersonalet, kan ifølge Poul Videbeck dels skyldes, at det for den gravide er meget skamfuldt at tale om.

Han nævner, at der herhjemme er mange myter omkring graviditet, og en af dem er myten om den lykkelige gravide.

– Det er tabubelagt at have en depression under graviditeten, fordi det forventes, at man er lykkelig, så det er også forbundet med en masse skam. Det er mindst en tredjedel af alle tilfælde, som vi ikke ser før, det bliver rigtig slemt. Rigtig mange går og lider i stilhed og bliver aldrig opdaget, siger han.

Skammen var også en af grundene til, at Camilla ikke snakkede med nogen om, hvordan hun havde det under sin graviditet.

– Jeg skammede mig over alt, jeg tænkte og følte. På de sociale medier har jeg for det meste læst de positive beretninger om det at være gravid.

– Der er selvfølgelig også nogle derude, der er ærlige og siger, at det ikke altid er lutter lagkage, men jeg læste primært om folk, der glædede sig og talte dage ned, siger hun.

Følelsen af skam hos den deprimerede gravide, vurderer både Poul Videbeck og Thomas Christensen, kan være en del af forklaringen på, hvorfor vi overser mange af tilfældene herhjemme, fordi kvinderne ikke råber op omkring det.

Men de nævner også en anden årsag, og det handler om tiden, der er til rådighed omkring den gravide.

Femina har gennem lang tid dækket de kritisable forhold på landets fødeafdelinger. Her beretter gravide, fødende, sygeplejersker og jordemødre om massiv travlhed, mangel på medarbejdere og ressourcer.

Disse forhold, mener både Thomas Christensen og Poul Videbeck, også bærer en del af forklaringen på, hvorfor depression under graviditeten mange gange overses.

– Det kræver noget tid at komme ind på livet af et menneske, hvis ikke det bare lige er nogle objektive tal, der skal måles. Den tid mangler. Jeg tror desværre, at det kunne være et problem, der er stigende, især hvis vi ser mere nedskæring på svangerområdet, siger Thomas Christensen.

Fandt først ud af det efter aborten

Fire dage efter, Camilla fandt ud af, at hun var gravid, ringede hun til sin gynækolog, fordi hun ville have en abort.

– Jeg var så langt ude, at jeg ikke kunne se mig selv fortsætte graviditeten. Det lyder jo skørt, at man gerne vil af med sit barn, når man har ønsket at blive gravid, og ovenikøbet også har været i fertilitetsbehandling, men man gør det, fordi man ikke føler, at man kan være sig selv bekendt overfor barnet. Man er overbevist om, at man bliver en dårlig mor.

– Samtidigt havde jeg ikke rigtig nogen forbindelse til fosteret i maven. Jeg følte, at jeg bar nogle andres barn, som jeg havde ansvaret for, og når det var værst følte jeg, at alt, hvad jeg foretog mig, var skyld i, at barnet havde det dårligt inde i min mave.

– Hvis jeg ikke havde fået an abort, ville frygten og skammen have taget så meget over, og jeg med høj sandsynlighed ville have taget livet af mig selv.  

Har du selvmordstanker? Havde lægen, der henviste hende videre til den kirurgiske abort, spurgt hende.

– Jeg brød sammen i gråd, fordi det var første gang, at nogle så mig og stillede sig nysgerrigt på, hvad der kunne være galt.

Inden da havde hun været igennem flere sygeplejersker, gynækologer og læger.

– Der var ikke nogen, der sagde til mig, at der var mulighed for at få hjælp. Der var heller ikke nogen, der spurgte mig, hvad der var galt, undtagen lægen, der henviste mig videre til aborten. Det undrer mig, at den her lidelse ikke bliver nævnt, siger hun.

Det var først efter aborten via en googlesøgning, at hun fandt ud af, at der rent faktisk er noget, der hedder prænatal depression, og kvinder over hele verden, der lider af det.

Thomas Christensen, som er under hoveduddannelse til at blive speciallæge i gynækologi og obstetrik, har over flere omgange haft sit daglige virke som læge på mange af landets fødeafdelinger.

Han mener, at der både blandt fagpersonale og i den brede befolkning bør være et større fokus på og kendskab til lidelsen og de symptomer, den medfører. Men det kræver ifølge ham også, at vi begraver myten om, at der kun findes en lykkelig måde at være gravid på.

– Der skal komme en erkendelse af, at det er et problem. Så det bliver mere normaliseret at snakke om og have fokus på. Man skal ikke føle, at det er noget, man skal gå alene med og skamme sig over, men man skal vide, at det er noget, man kan få hjælp til, siger han og fortsætter:

– Det er vigtigt, at sundhedspersonalet, der har berøring med gravide, har viden og fokus på symptomerne men også hvilke behandlingsmuligheder, der er i systemet.

Her henviser han samtidigt tilbage til, at mere fokus fra sundhedspersonalet også kræver mere tid, hvis man vil ind på livet af patienterne.

Hvem rammer det?

Efter aborten begravede Camilla sig i læsning om forskellige udenlandske kvinder, der havde haft de samme tanker som hende selv.

Det var for hende på en måde en lettelse at læse om andre, der havde haft det ligesom hende. Men der var også en anden følelse, der ramte hende.

– Jeg blev så frustreret. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke taler om det. Jeg føler, at jeg har en forpligtigelse til at gå ud og sige noget om det, og det gør jeg så nu, men det har taget mig et år, fordi jeg har været skamfuld og bange for at snakke om det, siger hun.

Hun har spekuleret længe over, hvorfor angsten og de depressive tanker ramte lige præcis hende. Selv er hun overbevist om, at det kan skyldes flere forskellige ting.

– Jeg tror, der har været mange faktorer i spil på en gang. Som ung har jeg nogle gange været lidt smådepressiv, men jeg har aldrig været så ramt, som jeg var under graviditeten, siger hun.

Helt statistisk set kan man godt sige noget om, hvem der er mest sårbare i forhold til at udvikle depression under graviditeten. I samarbejde med Statens Serum Institut sidder Poul Videbeck lige nu og forsker i årsager og hyppighed.

Hans tidligere undersøgelser på området har vist, at der findes nogle psykologiske, biologiske og sociologiske faktorer, der gør, at nogle kvinder er mere udsatte end andre.

Det kan eksempelvis være tidligere depressioner, manglende social støtte eller folk på overførelsesindkomst.

Men det er også vigtigt for ham at pointere, at to depressioner ikke er ens, og at der kan være alle mulige årsager til, at det rammer. Den pointe understøttes tilmed af Thomas Christensen.

– Som sundhedspersonale ser vi hele spektret af folk. Det kan ramme os alle, også den vordende far eller vordende forældre, siger han.

Camilla har efter aborten læst meget om forskellige behandlingsmuligheder. En af dem er lysterapi, og det er noget, som gør hende håbefuld for andre kvinder og også for hende selv. Men som det er lige nu, er hun bange for, hvad en potentiel graviditet vil gøre ved hende.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg er stadig meget forvirret over, hvad der skete. Det var så voldsomt, at jeg ikke har været den samme person siden. Det har ændret noget grundlæggende i mig, siger hun.

Lysterapi er også blandt en af de behandlingsmuligheder, som Poul Videbeck fremhæver som ekstra interessant.

– Jeg har lige læst et studie, hvor lysbehandling kommer på tale, og det er jo rigtig godt, fordi det ikke påvirker fosteret, siger han.

Ud over lysterapi nævner de to eksperter flere behandlingsmuligheder, som vi herhjemme allerede tilbyder, blandt andet psykoterapi, psykosocialstøtte, psykologsamtaler, ekstra scanninger for at styrke mor og barn-tilknytningen, mens der i de værste tilfælde kan tilbydes medicin kombineret med samtaler.

Problemet lader ifølge Poul Videbeck ikke til at ligge i manglende behandlingsmuligheder.

– Der er egentlig mange behandlingsmuligheder. Problemet er at opdage det og så henvise, eksempelvis videre til en psykolog. Problemet er, psykiatrien også er så hårdt belastet, at det kun er de sværeste tilfælde, der kommer igennem. Der tror jeg nok, at velfærdsstaten Danmark svigter, siger han.

Som en potentiel behandlingsmulighed nævner han også, at man med fordel kan lave særlige afdelinger til kvinder, der lider af depression under og efter graviditeten.

– Afdelinger, hvor man både med fødselsdepression kan blive indlagt sammen med sit barn, eller man kan komme ind som gravid. Det kræver en særlig ekspertise at behandle det ordentligt, og sådan nogle afdelinger har man eksempelvis i England, hvor det fungerer rigtig godt. Vi havde det også tidligere herhjemme, men det er så afskaffet på grund af besparelser, siger han.

Camilla har tit tænkt, om hun kunne have undgået aborten, hvis hun undervejs havde fået den rette hjælp.

– Hvis der havde været en måde at dæmpe min angst på, tror jeg, at jeg havde fortsat. Hvis jeg havde læst om det, hvis det var noget, man skrev om i medierne, så ville jeg også have noget og nogle at spejle mig i, siger hun.

Og det er også derfor, hun snakker højt om det nu, selv om hun er bange for, hvilken modtagelse det får.

– Jeg gør det for de kvinder, der lige nu gennemgår det, og som måske, ligesom jeg, tror de er de eneste.