Træning og kost
30. juli 2015

80-20 kuren: Din nye yndlingskur (med plads til kage)

Tænk, hvis man kunne leve sundt, holde den slanke linje – og stadig sige stort JA TAK til kage. Det kan du. Svaret hedder 80-20, og konceptet er ganske simpelt: Vælg det sunde 80 procent af tiden, og drop reglerne de sidste 20 procent.
Af: af Gitte Holm
80-20 kuren

foto: Panthermedia

Slankekurene står måske højest på listen over ting, det er svært at leve op til som moderne menneske. Vi er motiverede, vi går all in – og de fleste af os falder også af kuren efter et par uger. Men hvad nu, hvis vi slet ikke kan fejle? Hvad nu, hvis alt er tilladt?

Louise Bruun, der er ernæringsekspert og forfatter til bogen ”Få en lykkelig krop på 28 dage”, forklarer til FEMINA i denne uge:

- 80-20 er ikke en kur, men en form for livsfilosofi, hvor du lever sundt størstedelen af tiden. De sidste 20 procent af tiden har du mulighed for at skeje ud, for eksempel hvis du bliver inviteret på en lækker middag hos vennerne, hvis du skal i byen eller til juleaften. Det er 20 procent luksus, du får forærende, siger Louise Bruun.

Ikke så helligt

80-20 gør det ikke bare muligt at overholde de mål, vi sætter os – den gør også, at vi nyder lidt mere, når vi slår os løs.

- Du lærer at sætte pris på ”udskejelserne”, når du for eksempel ikke har fri adgang til uendelige mængder af søde sager. Alt er tilladt, når du lever efter 80-20-reglen, men det skal bare gøres med måde, siger hun.

Men det skal ikke kun handle om maden, for du kan også tænke 80-20-reglen ind i dine sovevaner, træningsvaner og dit stressniveau.

- Selv om det er ideelt at få syv til otte timers søvne samme tid hver nat, kan det i praksis være svært at overholde, men hvis du så vidt muligt sørger for at holde en stabil døgnrytme i løbet af ugen, er der plads til at du kan gå sent i seng i weekenden. Det samme gælder træning, hvor du også kan få behov for at springe en dag over, hvis du er uoplagt eller har andre planer. Så længe det holder sig til en femtedel. Med 80-20-princippet behøver vi ikke være så hellige omkring vores måde at leve på, siger Louise Bruun.

Juice dig sund – se alle fordelene her

En sund start efter ferien

Hvis du skal leve efter 80-20-reglen, kræver det, at du har forståelse for, hvad der er sund livsstil, og hvad der er udskejelse. Derfor giver det mening at nulstille med en kur, hvor du lever 100 procent efter reglerne i en periode, så du ved, hvad dine 80 sunde procent skal indeholde i tiden efterfølgende.

Se, hvilken krydderurt, du skal til at spise meget mere af

- Det er en rigtig god idé at nulstille, fordi du får mulighed for at mærke, hvordan det er at leve uden stimulanser som sukker, kaffe, osv. Du mærker, hvordan din fordøjelse bliver bedre, hvordan du sover bedre, dit humør stiger, og din krop er gladere. Du bliver måske også bevidst om, at du slet ikke har behov for eller lyst til nogle af de usunde ting, du normalt spiser, siger Louise Bruun.

At nulstille kan også være en fin måde at komme tilbage på sporet på, hvis du har skejet lidt for meget ud i en periode. For eksempel efter en lang sommerferie.

Den sociale bonus

Foruden en fornuftig livsstil og en sund og næret krop, er der også sociale fordele ved at leve efter 80-20-filisofien.

- Du kan gøre lige, hvad du har lyst til i sociale situationer, og du behøver ikke at holde dig tilbage, som hvis du lever efter en striks diæt. Har du spist sundt og fornuftigt hele ugen, og har du sovet godt, er der intet galt i, at du spiser god mad, kage og drikker champagne i weekenden, hvor du måske også kommer lidt senere i seng end normalt. Man kan sige, at du har sparet op til at slå dig løs. Men måske vil du også mærke, at du ikke har lyst til helt så meget kage som normalt – netop fordi de sunde vaner er blevet en integreret del af dig, siger Louise Bruun.

Sidst, men ikke mindst er 80-20-princippet ikke en livsstil, der tærer på dit selvværd.

- Du kommer ikke til at slå dig selv oveni hovedet, fordi du spiser et stykke kage eller ikke kommer af sted til træning. Til gengæld bliver du stolt af dig selv, når du dagen efter er tilbage i din sunde rutine, siger Louise Bruun til FEMINA.

Sandt eller falsk? Det gør detox-kure ved din krop

Sådan kommer du i gang med 80-20

1. Lav en kontrakt med dig selv, som du kan vende tilbage til, når det bliver svært i løbet af forløbet. Skriv også ind, hvordan du vil belønne dig selv undervejs (f.eks. ringe til en veninde eller tage en times mig-tid).

2. Brug fire uger på at nulstille din krop.

3. Gem dine usunde vaner og madvarer væk. Du vil måske gerne vende tilbage til nogle af dine usunde vaner, når de fire uger er overstået, men for nu skal du gemme slik, sukker, lightprodukter, hvedemel, hvide ris, alkohol, færdigfabrikerede madvarer, kaffe og mælkeprodukter væk.

4. Køb ind, så du har et sundt lager til din nulstillingsperiode – bl.a. frø, brune ris, eddike, abrikoser, ahornsirup, bouillon, havsalt, koldpressede olier, hørfrø, grøntsagssaft, nødder, mayonnaise, sennep, røde ris, tamarisauce, tofu, quinoa og æg.

5. Fortsæt, som du har gjort i de fire uger, men føl dig fri til at skeje ud 20 procent af tiden.

Prøv de lækre og sunde 80-20-opskrifter her:

Blomkåls-og kyllingesalat med avocado og mandler

Tærte med hindbær, chokolade og kokos

ER DETTE IKKE DEN RETTE KUR FOR DIG? FIND FLERE SLANKEKURE I GALLERIET HERUNDER

Læs også