Kost og helbred

Stress af - og vær på

Bruger du computeren eller mobiltelefonen meget på jobbet? Kan venner og familie altid komme i kontakt med dig selv klokken to om natten? Så risikerer du at blive ramt af teknik-stress

1. Slap af i bilen eller bussen
Selv om det kan være fristende, så er det altså en rigtig dårlig idé at planlægge dagens møde på vej til arbejdet. Benyt
i stedet for transporttiden til at slappe af. Mobiltelefonen behøver heller ikke være det første, du griber på vej ind
i bussen. Nyd turen, kig ud ad vinduet og træk vejret helt
ned i maven.

2. Motionér i naturen
Motion hjælper på det meste, også hvis du føler dig stresset. Men den bedste måde at koble af på er ikke i selskab med maskiner og håndvægte i fitnesscentrets vindtomme, musikfyldte lokaler. Løbebåndet skal skiftes ud med en rask gåtur i skoven, ved søen eller på stranden. Naturen hjælper os nemlig med at stresse af så hop på cyklen, i løbetøjet eller snør vandreskoene. Under den åbne himmel med vinden i ansigtet føles mobiltelefonens bimlen med ét meget langt væk.

3. Sluk mobiltelefonen
Hvis en hård arbejdsdag bliver efterfulgt af en bimlende telefon, kan det være svært at koble af. Sluk derfor mobilen
et par timer hver dag, og lad den blive hjemme fra weekend-turen.

4. Bliv vred
Personer, der har svært ved at føle vrede, bliver ofte stressede. De påtager sig den ene opgave efter den anden uden at sige stop. De får dårlig samvigtighed af ubesvarede mails i stedet for at sige fra. Men vreden er en helende kraft inden i os, og den kan forhindre stress i at udvikle sig, fordi vi gennem den giver udtryk for ønsker og behov. Derfor er det vigtigt at tillade sig selv følelsen.

5. Lyt til kroppens signaler
Spænder du i nakken og stiger pulsen, når mobilen ringer eller mailboksen popper op på skærmen? Har du ondt i hovedet eller maven, og ligger du søvnløs nat efter nat på trods af en hård arbejdsdag? Så kan det være kroppens måde at sige stop på. Men mange forstår ikke signalerne, de knokler videre, selv om helbredet protesterer. Eller iler måske til lægen med frygten for en alvorlig sygdom hængende over hovedet. For at undgå stress er det vigtigt at kende faresignalerne og reagere rigtigt på dem.

6. Skab et dagligt overblik
Strukturér din dag fra morgenstunden i stedet for at kaste dig over den første den bedste opgave uden overblik. Ved at planlægge dagen, når du mere og undgår samtidig at blive alt for stresset.

7. Fokuser på ingenting
Vi bryder os ikke om at kede os. Der skal helst ske noget hele tiden. Og det er muligt med de mange nye kommunikations-teknikker, for man kan jo altid lige skrive en e-mail, logge på Messenger eller sms'e veninden. Selv om pædagoger rundt om i landets børnehaver har slidt klicheen »det er sundt at kede sig«, til døde, er der alligevel noget om snakken. Ved at fokusere på ingenting kobler vi nemlig af. Kig ud ad vinduet, gå en tur eller luk øjnene i ti minutter, mens du vifter alle tanker bort.

8. Gør én ting ad gangen
Det lyder måske som en selvfølge, men omgivet af elektronikkens mange muligheder glemmer vi ofte at gøre én ting ad gangen - både på jobbet og i fritiden. Hvis du nyder en kop kaffe med veninden, så lad opringningen fra din mor vente. Og hvis du sidder med en vigtig opgave, så løs den uden at tjekke e-mailen. Ved at fokusere holder vi ikke bare stressen på afstand, vi begår også langt færre fejl.

9. Grin!
Mange af de kemiske reaktioner, som kroppen udsættes for under længerevarende stress, bliver neutraliseret af latter. Men vi skal blive meget bedre til at grine, for hvor en fire-årig ler ca. 400 gange om dagen, gør en voksen det kun ca.
15 gange. De, der er glade på arbejdet, føler sig sjældent stressede.

10. Hør stille musik
Smid dig på sofaen og lyt til stille musik. Det får straks kroppen til at slappe helt af, men lad cd'en med rock eller techno bliver på hylden. Lyde, der får dig til at glemme en stresset hverdag, er rolige og drømmende med indslag fra naturen. Det kan være meditations- eller New age-musik.
Pas på, at lydniveauet ikke bliver for højt.

Læs mere om: