Hovedretter

Julemad: Langtidsstegt and med sauce og brunede kartofler

Langtidsstegt and og brunede kartofler er klassisk julemad og med denne opskrift bliver juleanden en sikker vinder. Selvom langtidsstegning er lidt tidskrævende, er det ventetiden værd!

Tid i alt: 6 t
Antal personer: 6

DET SKAL DU BRUGE

1 stor traditionel landand eller Cherry Valley, fritgående and, 3-3½ kg
1 tsk groft salt, friskkværnet peber
2 æbler f.eks. coxorange
75 g svesker uden sten
25 g smeltet smør
4 dl andebouillon
Vingespidser og hals
1 persillekvist
Ekstra vand
1 dl hvid portvin
Hvedemel til jævning
Salt, peber
1-2 spsk ribsgelé
1-2 spsk vineddike f.eks balsamico eller sherryvineddike
Lidt kulør

Andesteg, flæskesteg eller gåsesteg?

Julen er hjerternes tid – men vi vil vove at påstå, at også maverne bliver glade i december måned. Det er nemlig her, vi kan spise den gode julemad, vi har ventet på hele året.

Nogle spiser gris, andre spiser gås – og så er der dem, der sætter pris på en lækker langtidsstegt and. Fælles for alle tre varianter er, at de går fantastisk godt i spænd med det klassiske juletilbehør, brunede kartofler og – selvfølgelig – masser af sauce. Hører du til dem, der elsker en god andesteg, kan du roligt kaste dig over denne opskrift. Her skal anden nemlig tilberedes ved langtidsstegning, hvilket gør den ekstra sprød udenpå og saftig indeni. Mums!

Der skal ikke mangle noget på julebordet, for når det er jul, så må man godt! Derfor synes vi, du skal bage nogle af vores dejlige julesmåkager, for eksempel disse fantastiske pebernødder.

PRØV OGSÅ: Klassiske pebernødder 

Når juletræet pyntes, finder I med garanti altid et hjemmelavet kræmmerhus, måske foldet i papir eller syet i yndigt julet stof. Her kan I putte konfekt og pebernødder i – for først skal træet vises, siden skal det spises. Men pas på med at lægge kagerne i kræmmerhusene i for god tid, så de bliver tørre eller hapset af nissen!

Langtidsstegt and med tilbehør til julemenuen

Det siger sig selv, at langtidsstegningen tager – lang tid. Heldigvis passer anden sig selv i en stor del af tiden, hvor I kan hygge jer med at bage pebernødder, pynte juletræ eller spille spil sammen. Skal det alligevel gå lidt hurtigere, kan I finde opskriften på en saftig and stegt i stegepose her

Til en ægte julemenu hører sig både frisk og varm rødkålssalat, og vi har opskrifterne til dig. En klassisk omgang rødkål tilføjer sødme til den fede langtidsstegte and, mens den friske salat er fyldt med friske appelsiner, søde granatæblekerner og sprøde valnøddekerner. Find begge opskrifter med rødkål lige herunder.

PRØV OGSÅ: Lav rødkål a la Mette Blomsterberg 

PRØV OGSÅ: Rødkålssalat med kærlighed og knas – god til jul 

Andestegens historie

Oprindelig blev dyr slagtet op til jul, fordi der ikke var ressourcer til at fodre dem i vintermånederne. Dermed var gris og gås noget, man spiste meget af til jul.

I 1900-tallet opstod kernefamilierne, og dermed blev familierne mindre. En familie på fire kunne måske ikke spise en hel gås juleaften, og derfor kom den noget mindre stegte and ind i billedet.

En Epinion-undersøgelse foretaget for Dyrenes Beskyttelse i 2019 om danskernes madvaner i juletiden viser, at otte ud af ti danskere vælger den stegte and juleaften. Så selvom flere og flere spiser vegetarisk, så vinder anden altså juleaften.

Kilde: Kristeligt Dagblad og Dyrenes Beskyttelse 

Denne opskrift på langtidsstegt and passer rigtig godt til jul, men der er ingen, der siger, at I ikke også lave denne opskrift på and resten af året til en aften, der kommer gæster, eller I skal have noget lidt ekstra lækkert. Sløjfer man de brunede kartofler og saucen, passer et stykke and også rigtig godt til asiatisk mad. Opskriften på langtidsstegt and finder du herunder.

Opskrift: Langtidsstegning af and og sauce 

1. Indmaden tages ud af anden og gemmes.

2. Fjern det hvide flommefedt, der er indvendig ved gumpen og gem evt. til tilbehøret til langtidsstegt and

3. Tør anden indvendig med køkkenrulle og gnid ind- og udvendig med salt og peber.

4. Fyld anden med æblebåde og svesker og luk med en kødnål.

5. Pensl anden med smeltet smør og læg den med brystet nedad i bradepanden.

6. Sæt den nederst i ovnen ved 125 grader traditionel under- og overvarme i 2 timer.

7. Hæld fedtet fra, vend anden og hæld bouillon i bunden af bradepanden.

8. Læg vingespidser, hals og persillekvisten ved og sæt anden tilbage i ovnen endnu 4 timer, dryp jævnligt anden med skyen i bunden af bradepanden - på den måde får den langtidsstegte and mere smag.

9. En langtidsstegt and er færdig, når låret løsner sig let, eller når et prik med en stegegaffel i låret giver klar saft. Hæld skyen fra den langtidsstegte and, si den og skum fedtet af.

10. Partér den langtidsstegte and: Skær lårene af og del dem i over- og underlår. Skær vingerne af i leddene. Skær de to bryststykker af skroget og del hvert stykke i 3 mindre stykker på skrå.

11. Tag æbler og svesker ud og læg dem i bunden af en lidt mindre bradepande og læg andestykkerne oven på. Stykkerne kan evt. brunes lige inden servering ved 225 grader i 6-8 min., hvis anden f.eks. er stegt om formiddagen eller dagen før.

12. Bring skyen i kog med ekstra vand samt portvin, så der er 6 dl i alt. Lad den simre nogle minutter, jævn med en meljævning af vand og mel, der er rystet eller pisket klumpfri og smag til med salt, peber og ribsgele. Kom evt. en lille smule vineddike i for at balancere smagen og justér farven med lidt kulør.

Til en lækker julemiddag, hører der også risalamande til. Få den perfekte opskrift på risalamande herunder. Husk at finde en mandelgave, for ellers er der nok nogen, der bliver skuffede. Men du behøver ikke spendere en hel masse penge på en dyr mandelgave. Prøv i stedet at lave den selv. Du kan for eksempel kaste dig ud i at lave smukke snoede lys – eller hvad med at gå mandelplanken ud med et glas hjemmelavede saltede mandler? Kun fantasien sætter grænser.

PRØV OGSÅ: Den perfekte risalamande 

Opskrift: Brunede kartofler

Ingredienser

(Til 6 pers.)

¾ kg små kartofler

1 dl sukker

25 g smør

Vil du gerne lave lidt mere moderne julemad? Server for eksempel en skøn julechutney. Se opskriften nedenfor.

PRØV OGSÅ: Tilbehør til din julemad: Julechutney 

Fremgangsmåde

Kog kartoflerne møre i letsaltet vand i ca. 15 min. og pil og afkøl dem.

Hæld varmt vand over de kolde kartofler 5 min. før bruning og hæld vandet fra.

Smelt sukkeret lysebrunt på panden ved middelvarme.

Tilsæt smør, lad det bruse op og hæld kartoflerne ved.

Glasér kartoflerne ved middel varme, ryst jævnligt panden, så kartoflerne bliver lysebrune over det hele.

Server langtidsstegt and samt de lækre brunede kartofler for dine sultne julegæster!

Mangler du en sød ting til kaffen efter den tunge langtidsstegte and? Så prøv vores lækre opskrift på appelsinkugler med lys chokolade. Opskriften findes herunder.

PRØV OGSÅ: Appelsinkugler med lys chokolade