Desserter

Appelsinmousse med marengs og flødeskum

Blødt møder sprødt – naturligvis i en fin hvid porcelænskop.

TID: 20 minutter. 

KØLETID: 4-6 timer

Opskriften er til 6 personer

DU SKAL BRUGE

3 blade husblas

3 æg

150 g sukker

1 dl appelsinjuice

1 spsk Grand Marnier

2 ½ dl piskefløde

Fintrevet skal af 1 usprøjtet appelsin

TIL SERVERING

2 dl piskefløde

12 hvide marengskys

SÅDAN GØR DU

1. Læg husblassen i en skål med koldt vand i 10 minutter. Pisk æg og sukker luftigt med en elpisker. Varm appelsinjuicen og Grand Marnier op til kogepunktet i en gryde. Tag gryden af varmen. Vrid husblassen og opløs den helt i den varme appelsinjuice.

2. Pisk fløden til let skum. Pisk appelsinblandingen i æggemassen og vend derefter flødeskum og appelsinskal i. Fordel moussen i 6 kopper og stil dem på køl 4-6 timer.

3. Pisk fløden til skum. Pynt hver kop med flødeskum og 2 let knuste marengskys.