Brev til Nikoline Werdelin - min datter vælger julehyggen fra
Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Min datter svigter julehyggen

Denne brevskrivers datter vælger familiens årelange juletradition fra, og dét skuffer hendes mor. Læs, hvad Nikoline Werdelin svarer.

Til Nikoline Werdelin

I vores familie har vi en årelang tradition for at samles til gløgg og julehygge den første søndag i advent. Traditionen begyndte hos min svigermor, der nu er gæst hos min mand og jeg, og vores tre børn kommer med svigerbørn og børnebørn, og så bliver der fabrikeret juledekorationer og spist æbleskiver i den helt store stil.

Nu har min datter imidlertid meddelt, at hun melder fra i år. Hendes ældste søn er begyndt i skole, og der er et arrangement samme weekend. Hun mener, at det bliver for meget for børnene, hvis de skal til julesjov både lørdag og søndag – sammen med alt det andet, der foregår i julemåneden.

Jeg er meget skuffet over, at hun på den måde fravælger familiehyggen, og det har jeg fortalt hende, men hun vil ikke ændre holdning. December er så travl, at det ikke er muligt at rykke til en senere weekend, da vi jo også skal tage hensyn til børnenes svigerfamilier.

Hvad mener du om, at skolen prioriteres over familien? Og hvordan får jeg løst problemet uden at skabe uvenskab?

Med venlig hilsen,

FH

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min veninde vil ud af julegaveræset

Kære FH

Om skolen prioriteres frem for familien? Måske det allerede skaber problemer at sætte det sådan op? Forældrene har valgt sådan. Jeg ved ikke, hvor meget I ellers ses i løbet af året, og hvad der for tiden er vigtigt for barnebarnet i forhold til skolen… der er så mange faktorer. Og selv om man kunne mene noget om noget, er der ikke andre end forældrene, der har noget at skulle have sagt.

Jeg tror, du løser problemet bedst ved at løse det inde i dig selv. Forlig dig med, at alt forandrer sig. I har haft en skøn tradition i mange år, og mirakuløst har alle deltaget – vær taknemlig for det! Nu er der andre behov. Det smukke er, at et selskab udgøres af dem, der er der. Det bliver lige præcis, som det bliver, fordi nogle er tilstede og andre ikke – et unikt lille selskab med dem, der kan og har lyst. Hvor rart er det egentlig, hvis dem, der ikke rigtig kan nå det og ikke rigtig har lyst, kommer?

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Hjælp, min chef gramser

Min mand har sine børn med forskellige kvinder, børnene har ægtefæller eller kærester. Der er seks børnebørn og to bonusbørnebørn, hvoraf de fem er teenagere. Der er også opstået juletraditioner i de år, jeg har været med – og man kan sige, at der er en kernetradition – men vi tager det ikke for givet, at alle altid deltager. En datters kærestes børn er hos deres mor et år, en af de unge har fritidsjob ved siden af gymnasiet og har en ekstravagt, og en af de små har ondt i øret og bliver hjemme med den ene af sine forældre. Mig passer fleksibiliteten godt. Måske jeg føler, at min egen mor skal prioriteres – det betyder ikke, at man udelukkes for livstid, men at der er en bufferzone i familien.

Venlig hilsen,

Nikoline

Læs mere om: